»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

De syv bedste ting vi så til Distortion Ø over weekenden

De syv bedste ting vi så til Distortion Ø over weekenden
Princess Nokia crowdsurfer.
Foto: Samy Khabthani
Fredag og lørdag kulminerede festivalens 20-års jubilæum med Distortion Ø på Refshaleøen – her er vores musikalske højdepunkter fra weekenden.

1. Princess Nokia

Den amerikanske hiphopprinsesse var fløjet direkte ind i Red Bull Music Stages grotteagtige gab, frisk og udhvilet. Og med hende som festens værtinde kunne man ikke andet end at blive royalist.

Nokia greb hårdt fat om fredagspublikummet allerede med åbningstracket »Brujas« og crowdsurfede på sit tredje nummer, det hårdt pumpede »Tomboy«. Da der efterfølgende blev serveret natmad i form af små anretninger fra hendes nye, mere emorockede album ’A Girl Cried Red’, fik folk armene lidt ned under det lave loft. Men Nokia kastede sin krop lige yndefuldt og intenst gennem dem som gennem hiphop-bangerne. Ingen af de forskellige reaktioner, som hun fik frem i publikum, kunne dog slå den blanding af oprør og inderlighed, som kulminerede på hendes glansnummer »Young Girls«.

Red Bull Music Stage kl. 22.00 – fredag


2. Central & DJ Sports

De to brødre, Natal og Milan Zaks, plejer at mødes på kryds og tværs i det elektroniske musikmiljø og naturligvis også i kollektivet Regelbau.

Fredag aften var de sat til at spille et langt, klangfuldt solnedgangsset, og dette familietræf ved pulten skabte som sædvanlig røre på dansegulvet. Med lyse synthsekvenser, hypnotiserende vokalsamples og klokkespil fik de støvet til at rejse sig og danse med de endnu veloplagte Ø-gæster.

Brødrene Zaks indhyllede Disco-scenen, der lå halvt skjult af træer og buske, i et slør af lilla og orange røg, og gennem røgsløret fristede de med iørefaldende melodier og skabte den perfekte blanding af house og havefest. Det gjorde scenen til et særligt dragende, magisk sted at søge hen.

Disco-scenen, kl. 21.00-01.00 – fredag

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

3. Yaeji

Det lille, fortættede bagkatalog, koreansk/amerikanske Yaeji havde taget med, ramte som en meteor i den københavnske sommernat. Hun fik det simpelthen til at regne med bløde, glitrende beats over den tørkeramte Distortion Ø. Hele to gange.

Hendes anden og seneste ep, der blot hedder ’EP2’, blev spillet i sin helhed, og publikum sang ivrigt med på de catchy, koreanske tekststykker. Men også Yaejis coverversion af nummeret »Guap« fra kollegaen Mall Grab, der spillede på Rave-scenen samtidig, gav ekko i crowden. Yaeji selv virkede klædeligt positivt overrasket over den store entusiasme, hvilket fik hendes koncert til at gå op i en galakseagtig spiral af nærvær, ægthed og talent.


Live-scenen, 00.00 – fredag

4. Yxng Bane

I første omgang dukkede Yxng Bane ikke op. Han lå og sov på hotellet i stedet for at spille sin første koncert i Danmark.

Det var ekstremt frustrerende og ret stereotypisk rapper-adfærd, men det endte faktisk godt. Pludselig stod han alligevel på scenen, og selv om den britiske kunstner kom over en halv time for sent, lykkedes det ham at få os til at tilgive ham.

For på trods af sin korte karriere (og dårlige planlægningsevner) var Yxng Bane faktisk en vanvittig overbevisende performer: Hans vokal mestrede både rap og sang, han flirtede med publikum på ’Fine Wine’, og da han sluttede med at levere størstedelen af storhittet ’Rihanna’ a cappella, var alt tilgivet.

Men vi håber stadig, han kommer til tiden næste gang.

Red Bull Music Stage, 23.30 – fredag

Erika de Casier. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

5. Erika de Casier

Det er ikke en nem opgave at åbne Distortion Ø’s livescene klokken 21.00 lørdag. Folk har festet i flere dage, og Refshaleøen kan pludselig føles meget langt væk for potentielle publikummer.

Så nej, der var ikke et gigantisk fremmøde, da Erika de Casier og hendes dj og producer Natal Zaks (aka Central) præsenterede deres unikke blanding af 90’er-r’n’b og house. Men dem, der dukkede op, fik lov til at høre en af dansk r’n’bs mest fascinerende stemmer over beats af en producer, der lige nu skaber sange, der skubber til grænserne for både r’n’b og elektronisk musik.

Det var ikke en fejlfri koncert: Bassen var meget tung, sandsynligvis fordi scenen skulle overdøve nabofesterne. Men hvis man kom langt nok ind i Erika de Casiers intime univers, kunne man opleve ting som det uudgivne (potentielle megahit) ‘Popular’ eller ‘Do My Thing’, der nærmest lød som tidlig Destiny’s Child med lidt ekstra kant. Samt Casier-singlen ‘Intimate’ i et klubbet remix af Natal Zaks’ bror DJ Sports – det var jo trods alt Distortion, som Zaks sagde.

Til sidst var den søvnige livescene faktisk vågnet op til dåd. Casier havde formået at kurere Distortion-gængernes tømmermænd. Den eneste klage er nu, at det kun er to af Casiers sange, der rent faktisk er udkommet – giv os nu nogle flere!

Live-scenen, 21.00 – lørdag

6. Sandy B

Hvor charmerende har man lov til at være!?

Sydafrikanske Sandy B dukkede ikke bare op med to fantastiske (og ekstremt synkroniserede) dansere, han havde også skrevet en hel ode til København. Et meget bedre førstehåndsindtryk kan man ikke give.

Sandy B præsterede showmanship på et niveau, man sjældent er vant til under Distortion, og det mindede stedvis om Ata Kaks allerede legendariske optræden i 2016: En kunstner fra en musiktradition, de fleste nok ikke konfronteres med alt for ofte herhjemme, der pludselig åbner vores øjne for noget helt nyt.

Sydafrikansk housemusik har meget international medvind for tiden, men det her virkede som en koncert uden for hype-boblen: Et møde med en kunstner, der sugede dig ind i sin helt egen verden.

Live-scenen, 22.30 – lørdag

IAMDDB. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)

7. IAMDDB

Røgelse, charme og lækkert hår: Mere behøvede IAMDDB ikke for at forføre Red Bull Music-scenen fuldstændig.

Nå jo, én ting mere: En fuldstændig fantastisk stemme.

Sangerinden fra Birmingham virkede ikke som en kunstner, der netop har fået en del hype for sange som ‘Shade’, der dyrker en blanding af attitudefuld hiphop og druggy-døsig r’n’b. Hun virkede som en stjerne, der er vant til at suge mennesker ind i sin sfære: Vokalen var selvsikker, og det virkede nærmest som om hun så os allesammen i øjnene, da hun nynnede sine tekster, mens hun svajede en røgelsespind frem og tilbage.

Det er svært at forklare hendes energi. Men det føltes lidt som om, vi allesammen var priviligerede nok til at få lov til at hænge med den klart cooleste og mest selvsikre person på planeten.

Red Bull Music Stage, 23.30 – lørdag

Læs også: Vesterbros gadefester havde alt det, Nørrebro manglede

Advertisement