Engle og dæmoner synger om kap på Kanye West og Kid Cudis terapeutiske ’Kids See Ghosts’
Der er mindst tre steder på ’Kids See Ghosts’, hvor ikke engang Kid Cudis behageligt beroligende vokal kan standse galskaben fra at skinne igennem.
Det er på introen ’Feel the Love’, hvor Kanye braser ind på beatet med en form for infantil berserker-dancehall-vokal (»Brradada!«), så på titelnummeret, hvor Kanye slutter sit vers med et manisk grin, og til slut tager vi uhyggens højdepunkt, ’4th Dimension’, hvor en lang række ekstremt foruroligende, hylende børnestemmer skyller ind over nummeret. Og det på en sang, der i forvejen er domineret af et pænt creepy, forvrænget version af en jazz-julesang fra 1936!
De her dæmoniske stemmer er på en måde hovedpersonen på ‘Kids See Ghosts’.
Soloalbummet ’Ye’ strittede i mange retninger og berørte emner som familieforhold, fædreskab, utroskab og, ja, Kanyes psykiske helbred, men Kanye og Kid Cudis album føles mere eksplicit som en fælles musikalsk og stedvist nærmest spirituel og psykedelisk søgen efter frelse fra deres dæmoner.
På ’Reborn’ synger Cudi »I’m so reborn, I’m movin’ forward«, på den Kurt Cobain-samplende afslutter ’Cudi Montage’ påkaldes højere kræfter (»Save me, Lord / stay strong«) og på ’Freeee (Ghost Town pt. 2)’ gentages mantraet fra ’Ye’-tracket ‘Ghost Town’ i en lidt varieret form: »I don’t feel pain anymore / guess what, baby? I feel free!«.
Andre steder bliver der plads til stemmer som den sorte nationalist Marcus Garvey, der opfordrer til sublim selverkendelse på ’Freeee (Ghost Town, pt. 2)’, eller Mos Def (undskyld, Yasiin Bey), den ultimative sorte hiphop-spiritualist, der crooner omkvædet på titelnummeret.
Så ja: Der foregår en del spirituel terapi her – en del nærmest mystisk, musikalsk selvhjælp. Så derfor er det kun naturligt, at dæmonerne også stedvis bobler op til overfladen i form af diabolsk latter.
Dén tematiske indramning af albummet gør ’Kids See Ghosts’ til en slags anti-’Watch the Throne’. For hvor Kanye brugte Jay-Z-samarbejdet til at udforske sin egen storhed, er Kid Cudi hans ledsager i faldet. Med Jay forsøgte han at finde nye måder at vise sin overlegenhed på, men med Cudi leder han efter noget andet – den genfødsel, kærlighed, spirituelle frihed eller fjerde dimension, sangtitlerne hentyder til.
De søger efter frelse, i virkeligheden.
Langt hen af vejen i hvert fald. For selv om Kanye og Cudi deler samme lyd her og udforsker de samme temaer, er der noget zen-agtigt afklaret over Cudi, der mangler totalt hos Kanye.
Cudis vokal er ofte messende og fuld af gentagelser af mantraer, der bevæger sig mellem selvhjælp (»peace is something that starts with me« på ’Reborn’) og de Guds-påkaldende linjer, der er citeret tidligere. Men Kanye er et ret andet sted: Udover hans maniske udbrud serverer han en del fokuserede vers, der dog aldrig helt når frem til samme katarsis, som Cudi tilbyder.
Dét gør, at Kanyes vokalpassager nærmest har noget forstyrrende i sig – og det er faktisk en positiv ting. Han er det uregerlige, nærmest dæmoniske element i et album, der ellers tit er så moody og stemningsfuldt, at det nærmer sig det frelste.
Dobbeltheden mellem spirituel zen og dæmoniske afbrydelser går igen på produktionssiden. Her har Kid Cudis faste samarbejdspartnere som Plain Plat, Dot Da Genius og Evan Mast (den ene halvdel af den elektroniske duo Ratatat) skabt nogle oftest ret storladne og poppede rockrap-produktioner: Her er en del marcherende trommer og en del guitarsamples.
Stedvis lyder det på en måde som beat-versionen af Cudis nynnede vokal: Musikken er terapeutisk på samme måde, som hvis man får dinglet en mønt foran ansigtet indtil man bliver hypnotiseret og næsten dratter omkuld.
Produktionerne repræsenterer en slags rolig ligevægt på albummet, der konstant udfordres – enten af maniske vokalindfald, af uventede drejninger eller af destabiliserende lyde, som Kanye skubber ind lydbilledet. Som det ovennævnte julesang-sample eller de ’Yeezus’-agtige, industrielle lyde, der kæmper om kap med Cudis omkvæd på ’Feel the Love’.
Måske er det dén kompleksitet, og de mange voldsomme sammenstød, der gør, at albummet føles længere end ’Ye’, selv om begge kun er syv numre lange. ‘Kids See Ghosts’ føles større, vigtigere og mere anderledes: Her er ekstremt meget at dykke ned i, her er ekstremt meget på spil, og frem for alt lyder det nyt og uventet på en måde, som ’Ye’ ikke gjorde.
’Kids See Ghosts’ er langt fra perfekt, og det er stadig for tidligt at sige, om albummet bliver et kultværk eller en fodnote i Kanye og Cudis karrierer. Men albummet vil noget – det søger hen mod noget virkeligt: Spirituel forløsning, musikalske nybrud og dæmoneksorcisme.
Albummet føles som en rejse, eller en slags kamp, og når det hele til sidst slutter med bønnen »Save me, Lord / shine your light on me« føles det som et velfortjent øjeblik af fred. Det føles som forløsning.
Kort sagt:
Efter det fragmenterede ‘Ye’ har Kanye nu skabt et helstøbt, ægte nyskabende værk i form af ‘Kids See Ghosts’ med Kid Cudi. De to rappere søger mod en form for frelse gennem et album, der er præget af en dobbelthed mellem det frelste og dæmoniske – tit med Kanye i rollen som dæmon og Cudi som engel.
Læs anmeldelse: Kanye West ‘Ye’