Fraads på Roskilde Festival: På nippet til at blive en seriøs spiller på den danske hiphopscene

Fraads på Roskilde Festival: På nippet til at blive en seriøs spiller på den danske hiphopscene
Fraads på Roskilde Festival.
Foto: Kasper Månsson/Soundvenue
Fraads på Roskilde Festival: På nippet til at blive en seriøs spiller på den danske hiphopscene
4 6
Fraads

Koncert, Roskilde Festival, Countdown

Med skarpladt poesi, en »tunge som en guillotine« og jazzede, melodiske beats, var det blevet den relativt uprøvede hiphopduo Fraads’ tur til at prøve kræfter med Countdown-scenen.

Fra det første »yah«, der indledte åbningsnummeret ’ADHD’, bragte gruppen en ung og rå energi til bordet, så den solbrændte eftermiddagsstemning hurtigt blev livet op. Rapperen Papa Erotic vred sig, ja, erotisk, mens det tre mand høje band leverede de flydende og balancerede instrumentaler.

Fraads blev stedvis lidt væk i deres egne numre, og i et lydbillede domineret af tung bas var det svært at fornemme kompositionerne bag. Det meste af tiden stod det dog lige klart nok til, at man kunne høre de fine og detaljerige produktioner, som også er præget af stærk sangskrivning og ditto melodier.

Papa Erotics livevokal var lige så skarp og vidunderligt excentrisk, som den er på plade – bortset fra, når han i sin iver blev lidt for ligeglad med at ramme tonerne. Det er vigtigt, for en del af Fraads’ styrke ligger i de ord, han forfriskende let sætter sammen, så de udtrykker en ung fandenivoldskhed og naivitet. Samtidig ligger melankolien konstant på lur på den anden side af næste vers: »Giv mig et kindkys, før du er bevidstløs«, lød det i et endnu uudgivet nummer.

Singlen ‘Heroppe’ blev leveret med enorm overbevisning, inden duoen sluttede med endnu et uudgivet, men smukt og overvældende nummer. Når Fraads står stærkest, har de et niveau, der gør én sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid (og måske lidt erfaring), før de bliver en seriøs spiller på den danske hiphopscene.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival