Haven: Arcade Fire er ramlet ind i en identitetskrise

Haven: Arcade Fire er ramlet ind i en identitetskrise
3 6
Arcade Fire

Koncert, Haven

Arcade Fire har alle dage været et af mine yndlingsbands. En af grundene til det er, at de for hvert album har indlemmet mig i et nyt, unikt univers af følelser og stemninger. De åbnede for alvor mine øjne for indierockens fineste facetter på ’Funeral’, de tog mig i kirke på ’Neon Bible’, til forstadens lunefulde charme på ’Suburbs’ og til en kalejdoskopisk discofest på ’Reflektor’.

For hvert album har Arcade Fires livekoncerter ændret format. Udklædninger, sceneshows, gigantiske papmachehoveder. Kreative, indforståede indspark, der fik mit fanhjerte til at banke hurtigere og hurtigere.

Og så udkom ’Everything Now’ sidste år. At albummet er den største skuffelse, førnævnte fanhjerte nogensinde har skullet overkomme (lige fra den overprætentiøse øre-bæ ’Signs of Life’ til den kvalmende inspirational quote-stinker ’Creature Comfort’), behøver heldigvis ikke nødvendigvis påvirke Arcade Fires sublime liveformat. Men det gjorde det alligevel.

Annonce

’Everything Now’ er ikke skåret efter et lige så klart koncept, som det er tilfældet med gruppens foregående album. Det er snarere en kommentar end et koncept. I sine bedste momenter en skarp, skæv samfundskritik, i sine værste en forkælet form for malplaceret kynisme. I liveformat kom det til udtryk i en mere rå rebelskhed, end den canadiske gruppe før har prøvet kræfter med. Men hverken når de satte ild til en lejlighed på storskærmen eller prøvede at fucke scenen op i fandenivoldskhed (eller forsmåede lillebrorkomplekser, Will Butler?), forekom det overbevisende nok.

Arcade Fire er stadig et formidabelt liveband. De havde Haven i deres hule hånd lige fra det ABBA-smægtende ’Everything Now’-højdepunkt (ja, de findes trods alt) og titelnummer og hele vejen ned ad memory lane, der tog os til nogle af de stærkeste klassikere som ’Neighborhood #3 (Power Out)’, ’Rebellion (Lies)’, ’The Suburbs’ og ’Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’ med højt energiniveau, upåklagelig timing og stort overskud. At Régine Chassagne efter alle disse år dog stadig insisterer på at gennemføre sin indstuderede, quirky vimpel-dans på sidstnævnte ellers så fine nummer, er mig dog en gåde af rang (hvilket hendes liveversion af ’Electric Blue’ ærligt talt også var, men lad nu det ligge).

Hvor turen ned ad diskografiens fornemme hit-boulevard tidligere bar præg af netop det punkt, Arcade Fire befandt sig på på givne tidspunkt, har de som følge af manglen på et klart koncept på ’Everything Now’, samt modtagelses-mavepusteren i kølvandet derpå, pludselig intet sikkert ståsted længere.

’Suburbs’-lygterne blinkede om storskærmene, og ’Reflektor’-discokuglen glitrede over gruppen, mens Win Butler forsøgte at balancere med både den ærlige inderlighed, der gennemsyrer numre som ’We Used to Wait’ og ’Afterlife’, hvis ægthed og nerve engang var så rørende, og den nyfundne, løsslupne joker-stil på ’Creature Comfort’. At de tilmed forsøgte at overføre deres tidligere så medrivende fællessang fra ’Wake Up’ til et nummer som ’Creature Comfort’, fik det til at ligne et billigt rutine-trick snarere end den kærlighedserklæring til publikum, det engang føltes som.

Arcade Fire har hidtil altid formået at forny sig selv med deres eget udtryk og ægthed i behold. Men efter ’Everything Now’ har de ramt en identitetskrise, der med nostalgisk desperation sårer deres ellers så stærke livepræstation.

Læs anmeldelse: Arcade Fire ‘Everything Now’