Girlpools indierock har haft vokseværk og er endt et sted mellem Elliott Smith og My Bloody Valentine

Girlpools indierock har haft vokseværk og er endt et sted mellem Elliott Smith og My Bloody Valentine
Girlpool.
Girlpools indierock har haft vokseværk og er endt et sted mellem Elliott Smith og My Bloody Valentine - What Chaos Is Imaginary
3 6
Girlpool
'What Chaos Is Imaginary'

Album, Anti-/Playground

Mange bands undergår en tydelig modningsproces fra første til andet album – og fra andet til tredje. De fleste bands har ikke meget nyt at byde på, når først de rammer fjerde album, men meget afhænger måske af med hvor stor gennemslagskraft, man ramte en guldåre allerede på sit første eller andet album.

At ramme plet i første forsøg kan på længere sigt vise sig at umuliggøre en reel kreativ modning, fordi alle forventer mere af det samme, hvorimod en gradvis forædling af et bands kvaliteter har bedre vilkår, hvis succesen er mere moderat og færre derfor har en interesse i de kreative valg, man som band foretager sig.

Det er ikke alle forundt at være Radiohead, hvor hver ny udgivelse – også 25 år efter debuten – modtages af fans verden over med tilbageholdt åndedræt: ’Gad vide hvilken rejse, de nu tager os med ud på?’

Med unge indiebands især kan musikalsk udvikling vise sig at være et tveægget sværd: Bevægelsen fra en do-it-yourself-æstetik, hvor det nysgerrigt afsøgende, ærlige og lo-fi er i centrum til det mere kommercielt appellerende, renskurede, sonisk ambitiøse udtryk, hvor man forsøger at udnytte at man dels har lært studieteknologiens muligheder at kende og dels er blevet dygtigere musikere hen ad vejen, kan af de mere puritanske dele af fanskaren og kritikerkorpset opfattes som mindre personligt, mindre autentisk og mere kompromitteret i forhold til markedskræfternes ubønhørlige (men svært grejelige) logikker.

Hvis du opgiver dit udgangspunkt, kan du ved et lykketræf (eller stor dygtighed) hænde at ramme den store jackpot, men du risikerer også at sælge ud af det eneste, der egentlig gav dig en eksistensberettigelse til at begynde med: din identitet.

I nogle tilfælde rammer det samme band begge yderpunkter i løbet af ganske få år: Kings of Leon for eksempel, der med ’Only By the Night’ ramte et globalt publikum i 2008 (ved at forlade en roots-rockende boogierock til fordel for blandt andet den 80’er-dunstende powerballade ’Use Somebody’), men lige siden har befundet sig i en permanent musikalsk identitetskrise. Skal man gå frem eller tilbage – eller blive trippende på stedet?

Girlpool – duoen bestående af Harmony Tividad og Cleo Tucker (der har undergået hormonbehandling de sidste par år, og hvis stemme derfor er blevet mærkbart dybere på det nye album) – illustrerer meget godt konflikten og udfordringen ved at gribe ud efter noget større, tage skridtet frem, uden helt at vide hvordan (eller hvorfor?), man springer ud i det.

Resultatet er en paradoksalt mere ordinær form for indierock end den duoen præsterede på den charmerende 2015-debut ’Before the World Was Big’, hvor de tos stemmer supplerede hinanden på en måde, der fremstod øm og ærlig.

På det nye album er paletten blevet væsentlig bredere: De 14 sange gør det ud for en samling, der stikker i forskellige retninger, men hvor det kniber med at formulere en identitet eller at få etableret en fornemmelse for helhed. At Tividad og Tucker i denne ombæring tager sig af hver deres sange og ikke rigtig længere lyder som om de er investeret i hinandens kreationer, er med til at understrege, at de som band har mistet et eller andet udefinerbart, som de besad som noget naturligt i udgangspunktet.

Grundlæggende befinder sangene på ’What Chaos Is Imaginary’ sig på et kontinuum mellem melodier af Elliott Smith-varianten, hvor der er lagt vægt på vokalharmonier og Beatles-agtige akkordsammensætninger og en fuldtonet, guitarhvirvlende omgang shoegaze a la My Bloody Valentine. De fleste af sangene befinder sig i mellemzonen mellem de to udtryk, men selve bestræbelsen på at brede vingerne ud og omfavne hele spektret resulterer i et album, der snarere end at fremstå ambitiøst og nysgerrigt fremstår en kende svært for alvor at finde sig til rette i.

Begge sangskrivere glimrer undervejs – Tucker med de umiddelbart mest dynamisk iørefaldende sange, såsom ’Hire’ og ’Swamp and Bay’, Tividad med ’Pretty’ og drømmepop-eksplosionen ’Where You Sink’. Men for hver veldrejet sang, der rammer et sweet spot mellem sangskrivernes medfødte evne til at lokalisere det skævt ørehængende ved en simpel melodi og ambitionen om at male med en bredere pensel i lyd og tekstur, er der to sange, der lyder som en mindre vellykket version af den samme dagsorden.

’Roses’ og ’Minute In Your Mind’ er mindre vellykkede udgaver af shoegaze-suset fra ’Where You Sink’, og ’All Blacked Out’ og ’Joseph’s Dad’ er Elliott Smith uden det sødmefulde og smertefulde ekstra, der i slut-90erne gjorde – og i 10’erne fortsat gør – ham til et naturligt forbillede for mange indie-sangskrivere.

På titelnummeret forsøger Girlpool sig ligefrem med strygere og noget så ikke-Girlpool-agtigt som en sang med en spilletid på over fem minutter. Det er sigende for ’What Chaos Is Imaginary’, at Tividad og Tucker gør forsøget, men det er desværre også sigende, at de ikke rigtigt lykkes med det.


Kort sagt:
På gruppens tredje album præsenterer Girlpool en mere ordinær form for indierock. De 14 sange stikker i flere forskellige retninger, men det kniber med at formulere en stærk identitet eller at få etableret en fornemmelse for helhed.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold