Josiah Konders ‘Through the Stutter’ er tragiromantik i klump-i-halsen-ligaen

Josiah Konders ‘Through the Stutter’ er tragiromantik i klump-i-halsen-ligaen
Josiah Konder.
Josiah Konders ‘Through the Stutter’ er tragiromantik i klump-i-halsen-ligaen - Through the Stutter
5 6
Josiah Konder
'Through the Stutter'

Album, Third Coming Records

Det københavnsk/parisiske pladeselskab Third Coming har et øre for danske udgivelser. Med folk som Deadpan og The Love Coffin ombord har de i efterhånden nogle år haft fingeren på pulsen, hvad angår spændende rock i det rød/hvide vækstlag, og Josiah Konder lægger sig helt oplagt i forlængelse deraf.

Bare for at rydde tvivlen af vejen for de uindviede: Josiah Konder er, trods navnet, et mangehovedet orkester, ikke en enkelt kunstner, og de har travlt! Så travlt at ‘Through the Stutter’ er deres andet album på kun lidt over et år, og det er ikke så lidt imponerende i denne sammenhæng.

For Josiah Konders albumtoer er nemlig ikke den der mærkelige, famlende efterfølger man ofte ser, hvor krudtet måske allerede har været opbrugt på debuten, og det andet skud i bøssen kommer alt for hurtigt til, at man helt har nået at indstille sigtet ordentligt. ’Through the Stutter’ er en fuldbyrdet, selvsikker og klarsynet kreativ vision fra et band, der allerede nu lyder som om de befinder sig i deres velmagtsdage.

Fra første færd er det ret indlysende, hvem deres musikalske forfædre er. Især med den indledende salve af ‘My Heart, My Hands’ og ‘Fall Away’ lyder forsanger Julius Ernsts baryton-crooneri grangiveligt som en ung Nick Cave og bandet bag ham som en omvendt aldersrundet og raffineret udgave af hans interkontinentale røverslæng i The Bad Seeds. Men der lurer også andre mørkemænd i kulissen – navnligt kunne The Black Heart Procession og Mark Lanegan sagtens være andre fiksstjerner på Josiah Konders musikalske interessehimmel.

Josiah Konders store styrke er, udover sangene, en næse for prægtige og velvalgte arrangementer. Et par rapfodede numre som ‘Hold Me’ og singlen ‘Out of the Hazard’ er begge drevet frem af en ringlende, janglepoppet guitar, mens mere andægtige passager i form af ‘Fall Away’, ‘Nothing to Fear’ og den næsten elegiske lukker ‘For What Faith’ blidt skubber klaveret frem i hovedrollen, og blæsere gennem næsten hele albummet veksler mellem smægtende sensualitet, brunstige grynt og udmattede, knuste støn.

Det giver en balance og finesse, som udstiller et band med en meget bredspektret stemnings-schweizerkniv. Og Josiah Konders tragiromantiske univers er netop i lige så høj grad som stærke melodier og hooks båret frem af stemninger. Farverne er blodrøde og dybsorte, og temaet er kærlighed af den afgrundsdybe, grumsede og Rubikskube-komplekse slags, der gør helt eksistentielt ondt langt ind i sjælen.

Det er svært at fremhæve ét nummer i så stærk en pulje, som er på parade her, men ‘Nothing to Fear’ er især et gribende, ømt nådesstød lige i den skønhedshungrende muskel, dette kolde anmelderhjerte er udstyret med. Og det opvejer fint, at en anden skæring som ‘Entranced (Lascio Lo Scorrere)’ måske svælger lovligt meget i sin sømandsvalsende melankoli.

Helhedsindtrykket er af et værk, der rager op som noget af det bedste, der er udkommet fra så relativt grønne danske rockhænder i år, og som, vigtigst af alt, aldrig står i skyggen af inspirationskilderne.


Kort sagt:
Danske Josiah Konders andet album på blot lidt over et år er guf for mørkemænds-aficionados – uden at det travle band står i skyggen af deres åbenlyse inspirationskilder.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold