Med ‘Circles’ har Mac Miller skrevet sin egen perfekte nekrolog

Med ‘Circles’ har Mac Miller skrevet sin egen perfekte nekrolog
Mac Miller.
Foto: G L Askew II
Med ‘Circles’ har Mac Miller skrevet sin egen perfekte nekrolog - Circles
5 6
Mac Miller
'Circles'

Album, Warner

Da jeg først hørte nyheden om Mac Millers tragiske død i september 2018, var der noget, der ramte mig langt dybere, end jeg før har oplevet, når en rapper er gået bort. Jeg er sikker på, at der er mange, der har det på samme måde.

Måske det var erkendelsen af, at stoffer kan være lige så farlige som det bandeliv på gaden, der har kostet så mange aspirerende rappere livet. Den manglende forståelse for den selvskadende tilværelse, der gemte sig bag Millers ellers så varme og charmerende smil. Eller nostalgien, der følger med, når man som den kun 26-årige Mac Miller allerede havde nået at præge rapgenren i næsten et årti.

Nu giver rapperen for første gang genklang fra graven i form af det posthume album ‘Circles’, der på mange måder vil stå tilbage som en noget nær perfekt nekrolog til minde om den unge kunstner.

Albummet var tænkt som en efterfølger til forrige års ‘Swimming’, der for første gang åbnede døren på klem for de mentale problemer, Miller var ramt af, blandt andet i kølvandet på bruddet med Ariana Grande. ‘Circles’ viser både brudstykker af hjertesorg, depression og ikke mindst den konstante balancegang mellem glæden og problemerne. Som en linedanser, der går i ring.

Albummet er en forlængelse af ’Swimming’, men det er samtidig noget helt andet. Måske fordi omstændighederne uundgåeligt sætter scenen anerledes. Uden at konspirere for meget får hvert eneste ord om både op- og nedture en ekstra dimension. Vidste han, hvor det ville ende?

Men det er ikke kun tanken om ulykken, der gør ‘Circles’ særligt. Det er den kærlighed og determination, Mac Millers hold, familie og ikke mindst musikalske samarbejdspartner Jon Brion har lagt for at bringe projektet til live – en kærlighed, som efterhånden kun de færreste afdøde rappere får tildelt i deres posthume ’karrierer’.

Det er særligt tydeligt i de Youtube-videoer, der akkompagnerer samtlige albummets numre. Her svæver fragmenter af et genfærd igennem en mindeparade af kollager og brusende oceaner af farver.

Singlen ‘Good News’ indfanger den ekstra dimension, omstændighederne giver. Linjer som: »Why does everybody need me to stay? / oh, I hate the feeling / when you’re high, but you’re underneath the ceiling« er næsten hjerteskærende. ‘Complicated’ beskriver de mentale barrierer, han støder mod i hverdagen, og som de seneste år har givet hans tekstskrivning et helt nyt lag af ærlighed og sårbarhed: »Before I start to think about the future / Can I first get through a day«.

De fleste numre er stille og introverte, så ‘Circles’ står tilbage mere som en nekrolog for musikeren og mennesket Mac Miller end som en hyldest til hans talent som rapper. Men skallen brydes her og der, og det lader lyset komme ind på numre som ‘Blue World’. Her puster det energiske synth-univers fra Disclosures Guy Lawrence albummet til live, og den mentale balancegang bliver lettere på tå, når Miller leger med følelserne over beatet: »Think I lost my mind, reality’s so hard to find / when the devil tryna call your line, but shit, I always shine / even when the light dim / No, I ain’t God, but I’m feeling just like him«.

Herudover titter rappen frem i form af den mere klassisk hiphoppede og velkendt kække ‘Hands’, mens artikulationer over hjertesorg får lov at blomstre i versene på den flotte ‘Hands Me Down’ imellem Baros flotte bidrag i omkvædet, der i øvrigt er albummet eneste tydelige feature.

Selvom vi er ved endestationen, er ‘Circles’ en cementering af Mac Millers udvikling som musiker – og ikke mindst sangskriver. Ikke ét sted falder hans vokal eller øre for melodier igennem, og det portrætteres måske bedst i ‘Everybody’ – et cover af Arthur Lees soulnummer ‘Everybody’s Gotta Live’, hvor Millers hæse stemme bærer nummeret flot og naturligt, uden hverken tungetvistende rim eller 808-beats.

Det spartanske udtryk bliver taget endnu længere på den guitarbårne ‘Surf’, et af albummets stille højdepunkter: »I know we try / and the days, they go by / until we get old / there’s water in the flowers, let’s grow«. På ‘Once A Day’ kører både dagene og problemerne i ring, og tiden sættes i stå med det, der endte med at sætte det hele i stå: »But everybody keep rushin’ / why aren’t we takin’ out time? / every now and again, baby, I get high«.

Det er ganske enkelt smuk sangskrivning, og sammen med de tilknyttede kærlighedserklæringer fra fans i Youtube-videoen viser nummeret og albummet som helhed, at Mac Millers sang vil leve videre i hukommelsen, selvom cirklen blev brudt for tidligt.


Kort sagt:
Det posthume album ‘Circles’ står tilbage som en varm nekrolog om en musiker, der konstant forsøgte at finde balancen mellem kærlighed, sorg og stoffer.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold