‘The Kidnapping of Michel Houllebecq’
Nogle film er slet og ret kedelige.
‘The Kidnapping of Michel Houllebecq’ er meget løst (eller måske slet ikke) baseret på de virkelige hændelser bag en historie, der fik en hel del presseomtale i 2011. Titlens franske forfatter forsvandt sporløst, og internettet begyndte at svirre med spekulationer om alt fra Al-Qaeda-aktioner til bortførelse af rumvæsner. Der var altså rig mulighed for at digte en ordentlig røverhistorie, men Guillaume Niclouxs no budget-komedie er beklageligvis lige så tør, som de mange teorier var krydrede.
Det komiske potentiale ligger i mødet mellem en skrøbelig og belæst excentriker – den tilfangetagne Michel Houllebecq, en af Frankrigs mest berømte og berygtede forfattere – og de tre småkiksede typer, der holder ham som gidsel. Kidnapperne viser sig at være både venlige og nærtagende, og målet er selvsagt at lege med vores forventninger. Men rigtigt skægt bliver det aldrig.
Michel kæderyger og udviser få tegn på frygt, og filmen er hovedsageligt et studie af hans personlighed. Så glem alt om at blive bekymret over, hvem der har hyret kidnapperne, og om nogen vælger at betale løsepenge.
Det kræver megen tålmodighed at sidde igennem en tilsyneladende endeløs række af samtaler om løst og fast, kun afbrudt af endnu mere stenede scener, hvor Michel eksempelvis øver sig i at fløjte eller lærer at wrestle. Og selvom her er tale om en snakke-film, så er der altså ingen undskyldning for den komplet rædsomme hjemmevideo-æstetik.
Kort sagt:
Fordi fortællingen er så stillestående og indholdsløs, bliver kidnapningen af den berygtede forfatter Michel Houllebecq ret røvsyg. Det er en grimt filmet sludder for en sladder, der får halvanden time til at føles som en evighed.