Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’ får verdenspremiere på Cannes-festivalen efter hård kamp mod tiden

Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’ får verdenspremiere på Cannes-festivalen efter hård kamp mod tiden
Brad Pitt i 'Once Upon a Time in Hollywood'. (Foto: Andrew Cooper/©2019 Sony Pictures Entertainment)

Cannes-festivalens ledelse har holdt vejret, og det samme har alle andre med interesse for årets vigtigste filmfestival: Kommer Quentin Tarantinos ‘Once Upon a Time in Hollywood’ med?

Filmen var en tidlig forhåndsfavorit til festivalen, der løber 14.-15. maj, men op til den officielle annoncering af årets program flød rygterne om, at det ikke var sikkert, at Tarantino ville nå at blive færdig med den to timer og 45 minutter lange sag om Hollywood i 70’erne med Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie og 2-300 andre stjerner på rollelisten. Og filmen glimtede da også ved sit fravær ved offentliggørelsen.

Men nu kan alle ånde lettet op: ‘Once Upon a Time in Hollywood’ er klar til festivalen, efter Quentin Tarantino har kæmpet med blod, sved og tårer i klipperummet for at vende tilbage til åstedet, hvor han for præcis 25 år siden vandt en Guldpalme for ‘Pulp Fiction’. Han var sidst aktuel på festivalen med ‘Inglourious Basterds’.

»Vi var bange for, at filmen ikke ville blive klar, da den først får premiere i slutningen af juli, men Quentin Tarantino, som ikke har forladt klipperummet i fire måneder, er et sandt, loyalt og punktligt barn af Cannes«, udtaler Cannes-festivalens programchef Thierry Fremaux, der tilføjer, at Tarantino, DiCaprio, Pitt og Robbie vil være til stede i Sydfrankrig under verdenspremieren.

‘Once Upon a Time in Hollywood’ – en af årets absolut mest ventede film – bliver den største begivenhed på årets festival, men Thierry Fremaux har i dag også lavet andre tilføjelser til programmet.

Instruktøren bag en anden Guldpalmevinder, ‘Adéles liv’, Abdellatif Kechiche vender således tilbage med den intet mindre end fire timer lange ‘Mektoub, My Love’, som bliver færdiggjort helt op til festivalstart.

De to film bliver vist i hovedkonkurrencen, mens provokatøren Gaspar Noé, der så sent som sidste år var aktuel på festivalen med ‘Climax’, er tilføjet uden for konkurrence med sin nye film ‘Lux Æterna’ med Charlotte Gainsbourg. Skuespiller Gael Garcia Bernals anden film som instruktør, ‘Chicuarotes’, er ligeledes tilføjet uden for konkurrence, og det samme er en ny Leonardo DiCaprio-produceret klimadokumentar, ‘Ice on Fire’. Også U2’s Bono slutter sig til listen af prominente gæster på festivalen, da han skal støtte en anden dokumentarfilm, ‘5B’, som sætter fokus på bekæmpelse af AIDS.

Den fulde hovedkonkurrence af film, der skal dyste om Guldpalmen, ser nu sådan her ud:

Hovedkonkurrence
‘The Dead Don’t Die’ – åbningsfilm
‘Pain and Glory’ (Pedro Almodovar)
‘The Traitor’ (Marco Bellocchio)
‘The Wild Goose Lake’ (Diao Yinan)
‘Parasite’ (Bong Joon-ho)
‘Young Ahmed’ (Dardenne-brødrene)
‘Oh Mercy!’ (Arnaud Desplechin)
‘Atlantique’ (Mati Diop)
‘Matthias and Maxime’ (Xavier Dolan)
‘Little Joe’ (Jessica Hausner)
‘Sorry We Missed You’ (Ken Loach)
‘Les Misérables’ (Ladj Ly)
‘A Hidden Life’ (Terrence Malick)
‘Bacurau’ (Kleber Mendonça Filho & Juliano Dornelles)
‘The Whistlers’ (Corneliu Porumboiu)
‘Frankie’ (Ira Sachs)
‘Portrait of the Young Lady on Fire’ (Céline Sciamma)
‘It Must Be Heaven’ (Elia Suleiman)
‘Sibyl’ (Justine Triet)
‘Once Upon a Time in Hollywood’ (Quentin Tarantino)
Mektoub, My Love (Abdellatif Kechiche)

Læs også: Stor ære for ny dansk film – udtaget til prestigefuld konkurrence under Cannes-festivalen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af