’American Utopia’: Kropsdelene flopper rundt på scenen i den måske næstbedste koncertfilm nogensinde
Det er nærmest grådigt. 37 år efter at have været med til at lave verdens måske bedste koncertfilm ’Stop Making Sense’ som frontfigur i det skelsættende 80’er-band Talking Heads har David Byrne lavet verdens måske næstbedste koncertfilm. Eller teaterfilm. Eller rocket kunstinstallation. Hvem ved? David Byrne kan nemlig lidt af det hele. Og med »kan« mener jeg »mestrer«.
’American Utopia’ er på én gang eftertænksom og fjollet, på én gang ekstremt stiliseret og fyldt af kropsdele, der flopper rundt på scenen som ustyrlige tentakler.
Ligesom i ’Stop Making Sense’ bygges der gradvist op. Vi starter med én lyd og én person. I ’Stop Making Sense’ var det Byrne og et simpelt trommebeat. I ’American Utopia’ er Byrne også alene på scenen ved et bord, hvor han sidder og kigger ned på en model af en hjerne, mens lyden af de afrikansk-inspirerede trommer, der har været en del af hans musikunivers siden Talking Heads-mesterværket ’Remain in Light’, fylder rummet.
Han samler hjernen op, kigger på den og kigger derefter ud mod publikum. »Here is a region – of abundant detail, here is a region – that is seldom used«, synger han, mens han peger på sin rekvisit.
Byrne starter simpelthen med at dissekere den menneskelige hjerne, og derfra går rejsen ind i hans egen kringlede musikalske hjerne over alt fra nye værker som »I Dance Like This« og St. Vincent-samarbejdet »I Should Watch TV« over overraskende covers til vaskeægte Talking Heads-klassikere som ’I Zimbra’, ’Burning Down The House’ og ’Once in a Lifetime’.
Sang for sang kommer der mere og mere musikalsk akkompagnement på scenen. Trommeslagere, guitarister, harmonikaspillere og back-up-sangere. Alle iklædt ens gråblå jakkesæt og med bare tæer, mens de svinger deres instrumenter til alle sider og spiller, som havde de djævelen lige i hælene.
Sparsomt strøet ud mellem sangene er nogle få sekvenser, hvor Byrne taler direkte til publikum, men de er så korte, at man næsten ikke ænser dem. Musikken og den æstetiske iscenesættelse af musikken er i centrum. Byrne og de øvrige musikere bevæger sig rundt i simple bevægelsesmønstre, der gentages og varieres, som var de brikker i et jazzet skakspil. To skridt frem og ét til siden. Tre skridt diagonalt. Skat og mat. De rigide mønstre regerer totalt – lige indtil de brydes i gakket freestyle-dans.
Spike Lees ’instruktion’ er underspillet, hans aftryk fjerlet, men når koreografien er så tight, stemningen er så fed, og musikken er så god, behøves der heller ikke mere. Kameraarbejdet registrerer det blå lys, hofternes rytmiske sving fra side til side og Byrnes demonstrativt stive bevægelser perfekt. Less is more.
Talking Heads var inspireret af alt fra funk og punk til afrikansk og elektronisk musik, men frem for at sidde fast i disse inspirationskilder har Byrne både alene og i samarbejde med andre kunstnere udviklet sit udtryk på en måde, der ikke er mange 68-årige kunstnere forundt. Resultatet er en nærmest encyklopædisk musikalsk rejse, men aldrig af den belærende slags. Her er ingen løftede pegefingre – kun legende forførelse.
»Falling bodies tumble across the floor«, synger Byrne midtvejs gennem seancen på Talking Heads-nummeret ’Born Under Punches’. Det føles, som om han beskriver selve koncerten, han er midt i. Kroppe glider og danser på tværs af scenen i et funky blågråt virvar.
Men hver eneste tumble – både visuelt og musikalsk – er bevidst. Kontrollen med kaosset er total. Og netop det mestrer Byrne som ingen andre. Det er der, magien opstår.
Kort sagt:
Liveoptagelsen af David Byrnes balstyriske Broadway-koncertstykke ’American Utopia’ beviser, at den tidligere Talking Heads-frontmand stadig er en af verdens mest sprælske og visionære musikere.