’Fire of Love’: Bjergtagende film om ægtepars dødsdans med spyende vulkaner er uhyggeligt fascinerende
Dokumentarperlen ’Fire of Love’ byder på et af mest uhyggeligt fascinerende billeder, jeg længe har set.
Grå aske spyer fra toppen af Mount Unzen-vulkanen i Japan i 1991, mens kameraet observerer på kilometersafstand. Først virker det ikke, som om der sker noget. Men pludselig bevæger askeskyen sig hastigt nærmere, omslutter den omkringliggende natur. Indhuller kameraet i en usynlig sky. Indtil billedet pludselig går i sort.
Optagelsen er lavet af det franske vulkanolog-par Katia og Maurice Krafft, der mistede livet ved foden af Mount Unzen for 21 år siden, men som nu vækkes til live i Sara Dosas gribende, Sundance-vindende dokumentarfilm om en kærlighed så stærk, at den bedst sammenlignes med de lavasprøjt, duoen opsøger over en periode på mere end 20 år.
Udelukkende med Krafft-parrets eget arkiv af 16mm-optagelser vækker Dosa deres utrættelige jagt efter viden til live med poetiske, storslåede billeder, der virkelig fortjener det store lærred, og med en voice-over af Miranda July. Det er overlegent langt væk fra den klassiske retrospektive portrætdokumentar båret af kedelige talking heads-interview eller den gængse naturdokumentar.
Katia og Maurice er dybt fascinerende. Begge oplever i 1960’erne en skuffelse over menneskeheden efter at være opvokset i efterkrigstidens knuste håb. I stedet lader de sig suge ind af vulkanernes endeløse fascinationskraft. De danner par og bliver kendisser på den internationale vulkan-scene (ja – en sådan findes), når de stiller op til interviews og dyrker deres egne legender.
De har rejst kloden tynd for at være til stede, når vulkaner går i udbrud. De begræder sågar, at de ikke var til stede ved et udbrud, selvom det kostede deres kollega livet. Kærlig intern konkurrence om, hvem der har set flest udbrud, er et soleklart bevis på deres dedikation.
Gudskelov har de dokumenteret deres møde med den utæmmede natur, som får os mennesker til at synes ubetydelige.
Kameraet er med, når parret går inden for en meters afstand af et krater, hvor rød lava sprøjter. Når de kravler ind i en stor vulkangrotte. Når vågehalsen Maurice sejler ned ad en syreflod i en brugt titaniumkano eller laver spejlæg på en lava-opvarmet klippesten. Eller når de med julelys i øjnene betragter den vulkan, som skal blive deres endeligt.
Begge tiltrækkes som magneter af vulkanerne, selv når de erfarer omfanget af deres destruktive kraft. De beslutter ikke at få børn, så de kan dedikere deres liv fuldt ud til vulkanstudierne og opbygge ny viden om vulkanerne. Viden, som afføder advarsler, som beslutningstagerne rundt omkring i verden desværre ikke altid lytter til – med store menneskelige katastrofer til følge, der sætter sit præg på Krafft-parret, dog uden at de vakler i deres kærlighed til vulkanerne.
Duoen vil hellere leve en »kamikaze-eksistens« i lyset af den smukke natur end et monotont liv i sikkerhed, fortæller de. Og på en underlig måde forstår man dem godt, når de i en prangende 70’er-garderobe, som taget ud af en Wes Anderson-film, stråler af lykke, når de er så tæt på vulkanernes livsfare som muligt. Så længe de er sammen, når vulkanerne går i udbrud.
Det imponerende ved ’Fire of Love’ er ikke blot, hvordan den indfanger vulkanerne og naturens poesi. Det er også uendeligt dragende, hvordan Dosa gennem glemte arkivoptagelser formår at tegne et så skarpt portræt af de to enigmatiske hovedpersoner, der kærligt driller hinanden og har vidt forskellige temperamenter, at man føler, man kender dem ud og ind, når rulleteksterne løber over lærredet.
Kort sagt:
’Fire of Love’ er en bjergtagende kærlighedshistorie om to mennesker, der er allermest i live, når de sammen stirrer ned i vulkanernes livsfarlige gab – hele tiden på jagt efter den ultimative frihed, som de finder i lava-skæret af den overrumplende, utæmmede natur.
Anmeldelsen blev først bragt i forbindelse med CPH:DOX-festivalen i marts 2022.