’TikTok, Boom’: Passioneret beatboxer er det komiske element i ufokuseret TikTok-dokumentar

’TikTok, Boom’: Passioneret beatboxer er det komiske element i ufokuseret TikTok-dokumentar
'TikTok, Boom' (Foto: CPH:DOX)

CPH:DOX. Da instruktør Shalini Kantayya satte sig for at lave en dokumentarfilm om TikTok, startede hun sikkert med at brainstorme: Hvad kunne være spændende at fokusere på? Bagefter besluttede hun sig tilsyneladende for at have alle idéerne med i sin film.

Hvordan fungerer TikTok-algoritmen? Hvordan tjener TikTok penge på dine data? Hvordan forholder det sig med børns sikkerhed på TikTok? Hvilke politiske diskussioner har der været i USA om det kinesiskejede medie? Hvordan har TikTok påvirket underholdningsbranchen, tech-industrien, ytringsfrihed, ekkokamre og aktivisme?

… er nogle af de problemstillinger, Kantayyas CPH:DOX-aktuelle film ’TikTok, Boom’ berører. Filmen fungerer dermed som en mangesidet intro til verdens mest populære sociale medie – som en slags filmisk Wikipedia-side, der kommer ind på nærmest alle aspekter omkring platformen uden at have tid til at gå ordentligt i dybden med nogen af dem.

Dermed er dokumentaren næppe rettet mod folk, som allerede er orienteret i de diskussioner, der løbende rammer alle big data-baserede firmaer (ikke mindst når de har hjemme i Kina). Hvis man hidtil har betragtet TikTok som en fjollet lille børneapp, kan det imidlertid godt være, at man får sig en øjenåbner over platformens økonomiske og politiske vingefang.

Al den information, som ’TikTok, Boom’ får presset ind på sin 90 minutter, bliver i længden ret udmattende at tage ind. Derfor er filmen også mest engagerende, når den sætter informationsstrømmen på pause for at fortælle en håndfuld unge TikTok-influenceres personlige historier.

Det mest underholdende bekendtskab er Spencer X, en ung fyr, der er blevet rig på at beatboxe på TikTok. Det er fantastisk komisk at høre ham, meget passioneret og en smule selvsmagende, fortælle om sin rejse udi virket som fultidsbeatboxer – særligt da han mod slutningen begynder at græde, imens han siger: »Som beatboxer var det så svært for mig at blive accepteret«.

Hvor TikTok for Spencer X har været nøglen til at udleve sin drøm, er de andre unge medvirkende mere reflekterede over, at appen bestemt også har negative sider.

En af dem, Deja Foxx, betegner faktisk sin tilværelse på appen som et »misbrugsforhold«.

Selvom hun kan leve af at lave TikTok-indhold, er hun ikke entydigt tilfreds med sin situation. Det er nemlig udmattende konstant at blive betragtet og vurderet af flere tusinde fremmede mennesker, der også ser med, når man begår fejl. Samtidig kan hun ikke se sig selv forlade appen, for det ville jo betyde at give afkald på sin økonomiske frihed.

Selvom Deja Foxx’ fortælling om udfordringerne ved at bruge sin personlighed og sit privatliv som handelsvare på sociale medier ikke er ny, giver det ’TikTok, Boom’ et tiltrængt følelsesmæssigt perspektiv på appen. Mens influenceren fortæller om sin tvivl og sin angst, viser filmen hende tage bikiniselfies ved poolen til sine følgere.

Kontrasten udstiller meget slående hendes ambivalente forhold til det sociale medie.

En side af TikTok, vi sjældent bliver eksponeret for, er appens kinesiske forfader, Douyin, som lever sit eget separate liv under den kinesiske stats lovgivning. Vi oplever den strenge censur gennem den kinesiske influencer Jason Zhang, der får afbrudt sin livestream på Douyin efter blot et par minutter. Årsagen er, at han viser tatoveringer, hvilket er imod appens reglement.

Det må være en aparte balancegang at arbejde som influencer under striks kinesisk kontrol, og det måtte filmen egentlig gerne have dykket mere ned i.

Faktisk kunne dette korte portræt, ligesom andre fokuspunkter i ’TikTok, Boom’, godt have været spredt ud til sin egen selvstændige film.

Således er vi tilbage ved ’TikTok, Boom’s grundlæggende hæmsko.


Kort sagt:
Instruktør Shalini Kantayya forsøger at belyse nærmest alle aspekter af verdens mest populære sociale medie, og derfor formår ’TikTok, Boom’ aldrig for alvor at gå i dybden med nogen af dem.

’TikTok, Boom’. Dokumentarfilm. Instruktion: Shalini Kantayya. Spilletid: 90 minutter. Premiere: 28. og 31. marts, 2. april på CPH:DOX.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af