Ekstra Bladets Thomas Treo står for skud i ny Medina-film – alligevel har han anmeldt den

Det er kritisabelt, at Ekstra Bladet har ladet sin musikanmelder Thomas Treo anmelde den nye film om ’Medina’, som han selv har en lidet flatterende rolle i.
Ekstra Bladets Thomas Treo står for skud i ny Medina-film – alligevel har han anmeldt den
'Medina'. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Ekstra Bladets berygtede musikanmelder Thomas Treo spiller en ikke uvæsentlig rolle i den nye film om Medina.

Et af filmens vigtigste ærinder er at sætte spot på, hvordan medierne har behandlet den danske popstjerne. Fra sladderpressens fokus på hendes vægt, kærlighedsliv og alt derimellem til nogle anmelderes barske sprogbrug i deres nedsablinger af hendes koncerter og albums.

Og i filmens slutning indkapsler instruktør Kaspar Astrup Schrøder forholdet mellem Medina, hendes fans og anmeldere i et money shot for de indforståede:

Efter billeder af overstadige fans, der synger med på hittet ’Kun for mig’ ved en koncert i Tivoli i 2021, ser vi et kort, men fremtrædende klip af en mand, der i baggrunden fælder noter ned og ser temmelig sølle ud i kontrast til det jublende fællesskab tættere på scenen.

Manden er Thomas Treo, og efter billederne af ham klippes der til resultatet af hans skriblerier: »Medina kvajer sig i Tivoli«, »Medinas klynkevokal«, »tamme toner af ’Ensom’, gamle landeplager«, står der i citater fra hans efterfølgende anmeldelse til to stjerner.

Lige så mange stjerner har Ekstra Bladet givet filmen om ’Medina’. Og hvem har så anmeldt?

Det har såmænd Thomas Treo.

Endda uden på noget tidspunkt at vedkende sig, at han selv er med i filmen. Ganske vist nævnes han ikke med navn i ’Medina’, men alle i branchen vil vide, at det er ham, der er centrum for omtalte crescendo i filmens slutsekunder, og som minimum ved han det jo i hvert fald selv. Hvorfor hans eneste ordentlige konklusion burde være: Jeg kan ikke anmelde den her film!

Åbner en flanke

Danmark er et lille land og kulturbranchen endnu mindre, og mange erfarne anmeldere vil på et eller andet tidspunkt have mødt eller måske endda interviewet nogle af de musikere eller filmfolk, de senere kommer til at anmelde. Det er svært at undgå, men man er selv ansvarlig for at trække en streg i sandet.

Det giver næsten sig selv, at man ikke skal anmelde folk, man betragter som venner eller bekendte, eller som man måske har haft en langstrakt professionel relation til. Det kan godt være, man selv føler, man kan administrere det, men det åbner en flanke for kritik, der er underminerende for ens samlede anmeldervirke.

Ekstra Bladets Thomas Treo i ‘Medina’. (Foto: Good Company Pictures)

Jeg ved ikke, hvordan Ekstra Bladet fordeler deres film og serier til deres anmeldere, og spørgsmålet er, om den ansvarlige redaktør forinden har kendt til, at Treo selv spillede en rolle i filmen. I så fald er det temmelig kritisabelt og åbner for spørgsmål om, hvad Ekstra Bladet forventer af deres anmeldere på et mere generelt plan.

Samtidig kan det kun undre, at Treo selv har sagt ja til at tage opgaven på sig. Han er den anmelder i landet, der har skrevet flest negative anmeldelser af Medina (ved en hurtig Google-søgning finder jeg seks koncertanmeldelser til én eller to stjerner i årrækken 2013-21), han har blandt andet kaldt hende en »discount-diva«, og efter en ærespris til musikeren ved DMA i 2016 udtalte han i Ekstra Bladet:

»Jeg tror, hun vil blive husket på samme måde som Britney Spears. Som en, der smed tøjet i nogle musikvideoer og satte en ny standard for, hvordan man kan iscenesætte sig selv. Men musikalsk er hun komplet intetsigende«.

Ingen disclaimer eller selvrefleksion

Med den bagage alene burde man måske holde sig fra at anmelde en film, der udstiller pressens behandling af hovedpersonen, uanset om man finder kritikken uretfærdig – med mindre man da har tænkt sig at reflektere over sin egen rolle, hvilket i øvrigt havde været interessant.

Men når man så ligefrem medvirker i filmen og endda fremstilles i et lidet flatterende lys … så burde al tvivl være lagt i graven om, hvorvidt man var den rigtige mand til opgaven.

Thomas Treo er naturligvis i sin gode ret til at gå i flæsket på filmen, som andre anmeldere også har været skeptiske over for – Soundvenues anmelder giver for eksempel tre stjerner.

Men i det her tilfælde er han så meget en del af historien, at hans dom mister al troværdighed, når den kommer uden nogen form for disclaimer eller selvrefleksion.

Lad mig formulere problemet med en overskrift i Ekstra Bladets ånd: Udskældt anmelder tager hævn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af