Pres, sult og selvmordstanker: ‘Love Is Blind’-deltagere siger, at produktionsforholdene »ødelægger liv«

Pres, sult og selvmordstanker: ‘Love Is Blind’-deltagere siger, at produktionsforholdene »ødelægger liv«
Danielle Ruhl og Nick Thomas i sæson 2 af 'Love Is Blind'. (Foto: Netflix)

Fra den ene ‘Love is Blind’-fadæse til den anden.

Denne gang er sagen dog noget mere alvorlig, end Netflix’ vanskeligheder med at livestreame realityprogrammets reunion.

Nu fortæller deltagere i det populære datingkoncept nemlig om »traumatiske« forhold under optagelserne med udmattelse, psykisk manipulation, samt at de blev presset til at drikke alkohol i overdreven grad. Det beretter Insider i en afslørende artikel.

I ‘Love Is Blind’ skal en række deltagere finde kærligheden ved at date i såkaldte »pods«. Når de lykkes med at fri, må parrene se hinanden i virkeligheden, hvorefter de tager på forlovelsesferie, flytter sammen og til sidst skal afgøre, om de vil sige ja til hinanden ved alteret.

Brianna Holmes, der medvirkede i første sæson, fortæller Insider, at hun forlod showet, da hun ikke kunne holde til op til 20-timers arbejdsdage, at blive filmet under et angstanfald mod sin vilje, der gjorde præmissen om at finde en forlovet i blinde på to uger for hård at udholde. Hun var så psykisk udmattet, at hun måtte sige sit job op, selvom resultatet kun var 30 sekunder på skærmen.

Det fremgår desuden af flere af deltagernes udtalelser, at de kun så sollys, når de skulle på toilettet under optagelserne, der strakte sig over 10 dage på det indendørs set. Tre personer fortæller, at de oplevede angstanfald under produktionen.

Derudover fortæller Danielle Ruhl, der blev gift i seriens anden sæson (men nu er skilt), at hun sultede, var i søvnunderskud og blev presset til at blive, selv da hun sagde, at hun havde selvmordstanker i forbindelse med et angstanfald under optagelserne.

I følge Insider skal deltagerne skal betale 50,000 dollars i erstatning, hvis de forlader ‘Love Is Blind’ uden at få lov af produktionen.

På forlovelsesrejsen fik Danielle Ruhl et angstanfald, som hun kravlede ind i et skab på hotelværelset for at sørge for ikke blev filmet. Efterfølgende blev hun overtalt af produktionen til at blive på optagelserne, selvom hun ikke havde lyst:

»Jeg blev ved med at fortælle dem, ‘Jeg stoler ikke på mig selv. Jeg har prøvet at begå selvmord før. Jeg har selvmordstanker. Jeg tror ikke, jeg kan fortsætte i det her«, fortæller Ruhl til Insider. I programmet er angstanfaldet vinklet, så det virker som om, at det skyldtes jalousi over hendes partners samtale med en anden kvinde.

Hun fortæller desuden, at hun besvimede af udmattelse under optagelserne og blev bedt om at give interview foran kameraet lige efter.

»De løb tør for mad. Jeg kan huske, at hver gang vi nåede til det skide køkken, så ville der være et hårdkogt æg eller sådan noget, og det var nærmest en kamp om at se, hvem der faktisk fik fat i tingene«, lyder det fra Ruhl i Insider-artiklen om den manglende mad og drikke.

Danielle Drouhl, der var med i programmets første sæson, mener, at produktionen gjorde det svært for deltagerne at få nok søvn som en form for manipulation: »Søvnunderskuddet var alvorligt. Jeg føler, de gør det med vilje, fordi de prøver at ødelægge dig. De vil have dig på kanten af din grænse«, fortæller hun Insider.

Netflix’ har ikke reageret på påstandene, mens produktionsselskabet bag ‘Love Is Blind’, Kinetic Content, har svaret, at »vores deltageres velbefindende er af altafgørende vigtighed for Kinetic. Vi har sørget for udførlige regelsæt for at tage hånd om hver enkelt før, under og efter optagelserne«.

Nick Thompson der i anden sæson blev gift med Danielle Ruhl bakker op om kritikken af de grelle deltagervilkår:

»Man skubber os ud i denne her situation uden nogen støtte, og alt bliver forstærket. Det ødelægger bogstaveligt talt liv«, fortæller han Insider.

Kritikken af arbejdsforholdene på ‘Love Is Blind’ er ikke ny. I 2022 sagsøgte Jeremy Hartwell fra programmets anden sæson produktionsselskabet for »farlige og inhumane« arbejdsforhold samt overskridelse af lovgivningen for arbejdsvilkår, hvilket blev begrundet med søvnfrarøvelse, utilstrækkelige mængder mad og drikke samt overdreven indtagelse af alkohol.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af