Raseri på sociale medier over Netflix’ kamp mod kontodeling

Raseri på sociale medier over Netflix’ kamp mod kontodeling
Netflix. (Foto: freestocks/Unsplash)

Det er ingen hemmelighed, at Netflix snart vil gøre det træls for dig at dele konto med familie eller venner, hvis I ikke bor sammen.

En af de primære årsager til at Netflix nu begynder at slå ned på den ulovlige kontodeling er, at streamingtjenesten går glip af en enorm indtægt fra brugere, der ikke betaler for deres indhold.

Ikke desto har det skabt vrede blandt folk, at det snart bliver sværere at lader ens konto gå på runde, hvilket nu afføder en hær af sure brugere på sociale medier, skriver Daily Dot.

Kritikken går især på, at de brugere, som rammes, ofte er dem, der ikke har råd til at betale fuld pris for en Netflix-konto.

Derfor jokes der også med, at de yngre brugere af Netflix fremover lærer, hvad piratkopiering går ud på, da det af mange opfattes som det naturlige alternativ, selvom det er ulovligt.

Et andet og ganske reelt problem er, at Netflix’ nye tiltag kan få konsekvenser for folk, som teknisk set ikke bryder platformens brugerbetingelser, når de streamer fra mange forskellige placeringer.

Det kan for eksempel være folk, som rejser meget, bor flere forskellige steder eller af andre årsager ikke altid ser Netflix fra den samme stue på det samme fjernsyn.

Sagen er nemlig, at Netflix registrerer brugernes ip-adresser og fysiske placering og derefter beregner en såkaldt primær enhed, der af streamingtjenesten opfattes som ens faste station. Men rejser man meget rundt, vil denne beregning være baseret på skæv data.

Tidligere på ugen fjernede Netflix et punkt i brugerbetingelserne, der angav, at tjenesten forbeholdt sig retten til helt at blokere brugere.

Dette kunne i yderste tilfælde ellers ske, hvis Netflix mente, at der var så mange uregelmæssigheder i ens kontoaktivitet, at det var lig med kontodeling.

Det lader dog ikke til at have dulmet smerten hos brugerne, som fortsat ytrer deres utilfredshed online.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af