Gillian Welch – en lille bid Nashville på Vesterbro

Det sker desværre alt for sjældent, at vi får besøg af de store bluegrass- og countrynavne, selvom et udsolgt Vega vidnede om, at de mere rustikke grene af den amerikanske folkemusik bestemt har et dedikeret dansk publikum. At modtagelsen af Gillian Welch og hendes musikalske partner David Rawlings bød på klapsalver af noget nær uhørt volume og ihærdighed, fortæller kun yderlige, at vi danskere langt fra er mætte, hvad angår bluegrass, old-time og det, den 39-årige sangerinde selv kalder ‘American Primitive’.

Foruden de fire roste albumudgivelser, kender de fleste Gillian Welch og David Rawlings for deres medvirken på soundtracket til ‘Oh Brother, Where Art Thou’, hvor genren blev eksponeret heftigt for et publikum, der hidtil havde ignoreret – eller rettere sagt, glemt, denne amerikanske sangskat. På Vega mødte sangene imidlertid stor genkendelighed hos et publikum, der tydeligvis havde sat sig godt ind i sagerne på forhånd. Især sange som ‘Orphan Girl’, ‘Caleb Meyer’ og ‘I’ll Fly Away’ fra førnævnte film, gik lige så rent ind, som de storsmilende og storsludrende hovedpersoner.

Koncertens helt store attraktion syntes dog at være David Rawlings, hvis evner på en akustisk guitar vist ikke findes bedre på denne side af de amerikanske Appalachia-bjerge. Hvor sangene af og til kæmpede lidt med kedsommeligheden, kunne man i stedet lade sig imponere af akustisk guitarekvilibrisme, så selv bluegrass-faderen Bill Monroe ville vippe med fødderne. En imponerende aften i øjenhøjde med den lille bid Nashville, der langt om længe havde fået sneget sig ind på Vesterbro.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af