Everything Everything

Forventningerne til Manchester-bandets fuldlængdedebut har været store, efter de har præsenteret verden for deres unikke og temmelig diffuse musik via singleudspil det sidste års tid.

Nu er pladen klar og lad det være sagt med det samme: Det her lyder ikke som noget andet, i hvert fald ikke ved første gennemlytning. Enkelte steder dukker dog referencer som Animal Collective op, ligesom man også sagtens hist og her aner, at der er tale om et britisk indieband med forkærlighed for eksempelvis Delphic, Friendly Fires og Foals. Men bandet har skabt deres helt egen måde at udtrykke det på. Specielt sanger Jonathan Everythings vokal der formår at svinge fra 90 decibel høje falsettoner til mere bløde nuancer.

De konstant jagende og hoppende temposkift og vekselvirkningen mellem synthpop, progrock og ja selv acapella er alle sammen elementer, der er med til at skærpe opmærksomheden om bandet og give dem en anderledes identitet og ikke mindst form. Desværre er det sidste nok både bandets styrke og svaghed. For det er lidt som om, den fremprovokerede form spænder ben for de gode sange og den rene sangskrivning. Man bliver lidt forpustet undervejs og savner en anelse mere ægthed og fokus.

Everything Everything er et interessant bekendtskab og bekræftende i deres originalitet men kun i ikke alt for store doser. Lidt ligesom et charmerende vidunderbarn med alt for meget sukker i blodet.