Cut Copy – udfrielsens sved

Der bliver slået på slagtøj – dundrende, galoperende, men i fuld kontrol. Bassen brummer lystigt. Guitarstrengene affyrer rytmiske piskesmæld, og midt i virvaret svæver en synthesizer med kurs mod de højere luftlag. Imens er publikum i bølgegang, armene er i vejret, euforien er nær. I aften skal der danses. Kulissen er Lille Vega. Her har australske Cut Copy netop taget hul på en helt igennem fænomenal koncert og en fest af dimensioner.

Elguitarer, bas, trommesæt, percussion og diverse elektroniske remedier tages flittigt i brug denne aften. Med armene rakt ud mod publikum hopper forsanger Dan Whitford zigzaggende rundt foran sit klaviatur og afsynger det ene berusende omkvæd efter det andet. Det er ikke skønsang, men hvad pokker, for i aften drejer det sig om udfrielse, ikke partiturhensyn. Noget som både guitarist Tim Hoey og bassist Ben Browning har forstået, idet de løssluppent gør Whitford selskab uden dog at miste instrumentalt fokus.

Og vi deltager alle og enhver. For vi vil udfries til tonerne af de labre rave-hymner, mæske os i synth-konfekt og bedøve vores sind i melodier. Derfor hopper vi, skråler og indånder sved. En udfrielsens sved som vi glædeligt indtager til en koncert, der byder på det ene fremragende nummer efter det andet fra gruppens to seneste plader ‘In Ghost Colours’ og ‘Zonoscope’. ‘Nobody Lost, Nobody Found’, ‘Hearts on Fire’, ‘So Haunted’ og ‘Take Me Over’ leveres overlegent, tight, berusende og velsignet af løssluppenheden og dens flugtpotentiale.

Musikken bæres frem af lige dele håndspillet instrumentering og elektronik. En kombination der fungerer fuldstændig eksemplarisk, og hvor der høres reminiscenser af 80’er-rave, bombastisk synthrock à la Electric Light Orchestra og ikke mindst klassisk 60’er-pop. Det er på én gang overvældende, befriende og til tider direkte højtragende.