Death Valley Sleepers

Rock’n’roll. En kilde til ungdomsoprør, fri kærlighed og hverdagsskødesløshed. Blandt andet. Men det virker som om, at det er netop disse mere frigjorte sider af rocken, som danske Tobias Winberg prøver at formidle med debutalbummet fra sit lidt kliché-navnkaldte soloprojekt.
 
Vi snakker simpel, dagdrømmende retrorock uden alt for mange dikkedarer, men alligevel med en underliggende kærlighed for det psychede og støjende. Heldigvis, for ellers var det hele endt lige ensformigt nok. Selvom en anke ved endt lytning stadig er, at melodier og udtryk flyder lige lovligt meget ind over hinanden.

På trods af dette er det dog en samling charmerende støjpop-eskapader, som Winberg ryster ud af ærmet. Fri for bullshit og med en lemfældig og uprætentiøs omgang med arveguld fra den britiske rockhistorie.

Læs også: 30 album du skal glæde dig til i april, maj og juni

Tekstuniverset er måske ikke til en Nobel-pris, men det behøver det heller ikke være. Winbergs force ligger i en troværdig musikalsk stilrenhed samt det faktum, at han skriver nogle seriøst fængende popmelodier, der ikke gemmer sig, men står frem i fuldt flor som på ’Let Heaven Know’, ’Into My Mind’ og den let syrede ’Vice & Beauty’.

En anden ting er dog Winbergs vokal. Et hviskende rock-croon der over et helt album desværre kommer til at lyde en smule forceret i al sin skødesløse og kærlighedsplagede naivitet. Vokalen er dog uden tvivl en smagssag og skal ikke rykke ved fornemmelsen af en solid debut, der skinner let i skæret fra fortidens rockkoryfæer.