Egentlig ville Annie Clark gerne have mødtes i London Zoo. Men det viste sig at være for bøvlet. Der var for mange logistiske udfordringer, der kom i vejen. Og så var det simpelthen for varmt at tage ud og glo på dyr en solrig sommerdag i en tætpakket storby.
Så nu ligger vi her i stedet. På maverne på hver vores massagebriks i kælderen under Soho Hotel, midt i et af Londons livligste, mest turistede kvarterer.
Et par hidsiggrønne stearinlys udgør den eneste lyskilde i det lillebitte lokale, som det ellers så fashionable hotel lidt optimistisk har valgt at kalde spaafdelingen. Her kan lige nøjagtigt mases to massagebrikse ind, foruden et par klapstole, to massøser, Clark og mig.
»Det er i øvrigt patchouli«.
Clark mumler nede fra hullet i den ene briks, som hendes ansigt er placeret i. Imens dirigerer én af massøserne mig venligt, men bestemt rundt på den anden briks (»trøjen af, bh’en af, træk lidt mere ned i bukserne, så jeg kan komme til ved lænden, nej, du skal ligge helt stille med nakken«).
Hvad?
»Patchouli. Duften. Den kommer fra en æterisk olie lavet på patchouliplanten og lavendel. Samme olie som den, vi får smurt på ryggen lige nu«, siger hun med henvisning til den snærende dunst, der hænger omkring os i det lille rum. Og nu altså også på vores rygge. Lidt den samme hengemte, urteagtige duft, som virker til at være universel for alle helsekostbutikker.
Mens jeg meget lidt zen-agtigt møver mig rundt på briksen og forsøger at finde mig til rette med optager og notesbog, virker Clarks spinkle krop til at ligge og tage det hele fuldstændig roligt.
På mange måder taler setuppet rent ind i den meget bevidst iscenesatte og eksperimenterende stil, der kendetegner hende som kunstner. En stil, der virker til at gå igen på alle niveauer: Fra hendes skæve og sprælske, men samtidig dybt kontrollerede popmusik til de hyperkoreograferede koncerter og hendes nærmest teatralske visuelle udtryk, der virker til at skifte ham for hvert album. Og ikke mindst i hendes håndtering af pressen.
»Jeg kan godt lide at tage chancer som kunstner. Samtidig er jeg meget bevidst om, hvordan jeg kommunikerer omkring min musik. Jeg har lavet en del interview og pressearbejde igennem tiden, og helt ærligt, så kan det godt blive lidt kedeligt indimellem«, siger den 35-årige amerikaner.
»Så jeg fik lyst til at ruske op i tingene og gøre det her til en oplevelse, begge parter ville få noget godt ud af. Jeg tænkte også, gad vide hvilke svar og spørgsmål, der vil dukke op, når interviewet foregår i nogle omgivelser, som er anderledes end sædvanligt«, fortsætter hun.
Hvordan synes du så, det går indtil videre?
»Haha, jamen, jeg synes faktisk allerede, det afhjælper de her ellers ofte ret anstrengte interviewsituationer. Det er ret win-win, føler jeg«.
Magt, mani og machoguitar
Annie Clark har i år udgivet ‘Masseduction’, sit femte album som St. Vincent. Det er blevet til i samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har arbejdet med blandt andre Taylor Swift, Grimes og Lorde. Sangene er resultatet af mere end tre års arbejde og er sat sammen af alt fra personlige sms-beskeder, håndskrevne noter og små melodistumper, som Clark har indsunget på sin telefon rundt omkring i verden, når ideerne kom dumpende. Men vigtigst af alt er det et album, der handler om magt, begær og forførelse, understreger hun.
Hun vidste på forhånd, at hun ville lave et album, der kredser om forskellige typer magt. Magten over et andet menneske, sig selv eller over en hel befolkning. Den styrke og tiltrækningskraft, som forskellige typer magt kan indeholde, åbnede op for en kreativ nysgerrighed, der nærmest var manisk, forklarer hun.
Det er svært ikke at tænke på Clarks kærlighedsliv, der de seneste to år har været tabloidstof, efter at hun blev kæreste med først modellen og skuespilleren Cara Delevingne og siden skuespilleren Kristen Stewart.
»Helt ærligt, hvem i alverden er ikke interesseret i sex, begær og magt? Det er tre så fundamentale kræfter, at de for mig at se er nogle af de mest interessante temaer, man overhovedet kan beskæftige… ouch«.
Der lyder et langtrukkent suk, mens massøsen trykker sine knoer ned langs Clarks rygsølje.
»…beskæftige sig med. Jeg vil kalde ‘Masseduction’ for melankoli komponeret i dur-tonearter. Og uden tvivl et endnu mere absurd, eksperimenterende og manisk album end nogen af de forrige«.
»Men samtidig er det utrolig velovervejet og stringent komponeret. Så det er vildt, men bevidst vildt, kan man sige«.
Manien træder tydeligt frem, når man lytter til ‘Masseduction’. Tempoet og stemningerne er lige så meget high-high, som de er low-low, som Clark selv formulerer det. Albummet spænder fra følsomme, balladeagtige numre som ‘New York’ og ‘Smoking Section’, der er domineret af strygere og melodiøst klaverspil, til syrede energiudbrud som ‘Sugarboy’, ‘Masseduction’ og ‘Pills’, der med sine hyperaktive synths, forvrængede guitarriffs og stramme trommebeats nærmest er som at træde ind i et sofistikeret remix af Smølfehits.
Med albummet demonstrerer St. Vincent endnu engang, hvor overlegen en guitarist hun er. Men teknisk blær interesserer hende på ingen måde. I stedet går hun efter at bruge de seks strenge så utraditionelt som muligt. Ofte er hendes guitarspil smurt så meget ind i effekter, at det lyder mere som en synthesizer. Primært fordi hun er træt af den »egoistiske, machoagtige særstatus«, hun mener, at guitaren ofte nyder. Det er langt mere interessant at udforske de muligheder, der er for at gentænke og forvrænge guitarens lyd, mener hun. Det handler om at gøre den så understøttende for sangene som muligt.
»Det der med at stå og fyre en masse lækre guitarsoloer af har aldrig interesseret mig. Jeg vil hellere lade guitaren tjene sangen, ikke mit ego. Det handler om at finde ud af, hvilke lyde der skal få hvert nummer til at stråle. Og så frembringe dem bedst muligt«.
»Så det med virkelig at se mig selv som en guitarist og tænke, gud ja, jeg er jo guitarist, så jeg må hellere få guitaren til at lyde som en guitar og smække en solo ind, altså hvorfor skulle jeg gøre det? Det ville være som at ridse et smukt maleri«.
Ekstrem æstetik og personlig politik
St. Vincent fortsætter måske rent musikalsk ud ad en bred boulevard af legesyg, højtbelagt popmusik, men der er ikke meget ved albummets visuelle udtryk, der ligner hendes tidligere udgivelser. På hendes forrige, anmelderroste album, ‘St. Vincent’, der i 2014 blev hendes brede, musikalske gennembrud, agerede Clark med egne ord »en skør kultleder fra en nær fremtid«. Komplet med strittende hvid-lilla hår og et nærmest andægtigt albumcover, hvor hun poserer på en lyserød trone iført en lang sort præstekjole-lignende sag. Looket spillede godt op ad albummets raffinerede, humørsyge popnumre.
På ‘Masseduction’ er de hvide nutty professor–lokker blevet erstattet af skinnende sort pagehår, den store kjole er røget af til fordel for en nedringet blondetop, skrigpink lakstøvler og et bælte med ordet ‘Extravagance’ siddende stramt i taljen. Et look, der igen sender tankerne mod ekskæresten Cara Delevingne og de modeshows, som parret er blevet spottet til sammen. For især de høje lakstøvler i hidsige farver er en del af tidens modebillede.
»Alle mine album har sin arketype. På mit seneste sad jeg på en trone, altså, for god’s sake! Og med ‘Strange Mercy’ (hendes tredje soloalbum fra 2011, red.) var jeg en ’crazy hausfrau på piller’-karakter. Det her album handler jo om magt og om tiltrækningens kraft, så jeg fik lyst til at gøre udtrykket meget mere sexet, men også mere manisk og latterligt. Her er jeg sådan en dominatrix at the mental institution«.
Det ekstreme fokus på æstetik og de karikerede personaer er en lige så afgørende del af St. Vincent, som selve musikken. Når fans betaler for at tage til en St. Vincent-koncert, fortjener de en velovervejet scenekunstnerisk oplevelse, der i lige så høj grad appellerer til øjnene som til ørerne, mener Clark.
»Det er bare en uadskillelig del af det at være musiker for mig. Så det er en naturlig forlængelse, at der skabes hele det her univers omkring musikken. Hvor tøjet, makeuppen, håret, sceneshowet, pr-materialet og så videre er en del af den samlede pakke«.
Tekstuniverset på ‘Masseduction’ følger den maniske linje. Fra nummeret ‘Pills’ (med Cara Delevingne på gæstevokal), der kredser om et absurd overforbrug af piller i et udmattende hamsterhjul af en tilværelse (»pills to wake, pills to sleep, pills, pills, pills every day of the week«), over ‘Sugarboy’, der driver af klistret, forbudt begær, til dystre dommedagsscenarier på ‘Fear the Future’. Det virker måske udgakket, men teksterne er dybt personlige, understreger Clark. Selv om de selvfølgelig ikke er én-til-én med virkeligheden:
»Jeg har lagt hele mit liv ind i det her album. Det er ikke, fordi alle teksterne hverken kan eller skal forstås bogstaveligt, men hele mit liv er nedskrevet på albummet. På den måde understreger ‘Masseduction’, at det personlige er politisk, og politik er personligt«.
Hvad mener du mere præcist med det?
»Det er vigtigt for mig at bruge min rolle som kunstner til at tage ansvar og anerkende, at selve min eksistens, ikke bare mit virke som kunstner, er politisk. Det gælder ikke kun for mig, alles tilværelse er jo politiseret. Mit album er ikke politisk på den måde, at jeg adresserer eller efterlyser en helt konkret politik. Det politiske ligger snarere i, at jeg er en stærk kvinde, som laver lige præcis den kunst, jeg har lyst til at lave i 2017«.
Og så er vi vel igen ved det identitetspolitiske udgangspunkt?
»Ja, det kan man godt sige. Men ligegyldigt hvilket standpunkt, du vælger at se albummet ud fra, så er det et album, der handler om aktivisme. Om at være stærk og om at turde handle. Og det at se på sig selv som stærk og i stand til at handle på ting, som betyder noget for én, har langt større magt og effekt end bare at gjalde op om, at Monsanto (en stor amerikansk pesticidproducent, red.) er monstre, for eksempel«.
Verden fra et fugleperspektiv
St. Vincent er i øjeblikket på en omfattende europaturné, der har fået sit navn, ‘Fear the Future’, fra et af albummets væsentligste og mest dystopiske sange. Men hvad ser hun selv, når hun kigger fremad?
»Jeg anskuer fremtiden på mange forskellige måder. Men vigtigst er, at jeg nærer et enormt stort håb for verdens unge generation. Jeg håber, at ungdommen vil fortsætte med at gøre, hvad den bør gøre, hvilket er at oplyse, udfordre og forfærde de ældre generationer. Jeg håber, den unge generation vil kunne være med til at ændre verden og fremtiden til det bedre«, siger Clark.
Der bliver stille lidt ovre fra briksen, inden hun fortsætter:
»Men samtidig ser jeg på verden fra et fugleperspektiv. Menneskets historie har altid svunget frem og tilbage mellem forskellige yderpunkter. Mellem harmoni og dystopi. Og vores opfattelse af, hvad det vil sige at være civiliseret, hvad det vil sige at være menneske, ændrer sig jo løbende«.
Facetterne er som altid mange hos St. Vincent. Noget, hun igen og igen beviser som kunstner, der den ene dag instruerer en horror-kortfilm og den næste ligner en gal, futuristisk kultleder, som spytter den ene syrede popsang ud i verden efter den anden. For derefter at hoppe i et stramt, pink lak-outfit og mane til politisk aktivisme.
Og sådan er det nok bare med St. Vincent. Bedst som man tror, at man ved, hvad det vil sige at være St. Vincent, bliver man overrasket. Bedst som man tror, at man kender vejen til midten af labyrinten, mister man orienteringen – og ender på en massagebriks i London.
Læs også: Årets bedste udenlandske album – Top 10-1 (inkl. St. Vincent)