CPH:DOX: ’Is the Man Who Is Tall Happy?’

CPH:DOX: ’Is the Man Who Is Tall Happy?’

Michel Gondry har alle dage været lidt af et legebarn. Han formår som få at lave film, som om de er skabt af et uspoleret sind med en voksens mands sans for mediet og den selvdisciplin, som hans tidskrævende, teknisk virtuose tableauer må kræve.

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at når Gondry vælger at lave en dokumentarisk skildring af filosoffen og lingvisten Noam Chomsky, er der ikke taler om et tørt, intellektuelt værk, men om en sprudlende og idérig visualisering af Chomskys begreber og tanker.

Det klæder den hittepåsomme Gondry at træde et skridt tilbage fra fiktionsfilmen. Hans senere spillefilm har været tæt på at vælte under deres egen kreativitets vægt, og historierne er druknet i maniske fortællegreb. Der, hvor Gondry tidligere har optrådt mest rent og med størst kunstnerisk autoritet, har egentlig været i de korte musikvideoer, som passede perfekt til hans kreative syrehoved, som ikke altid har kunnet klare spillefilmens tyngde (den fremragende ’Eternal Sunshine of a Spotless Mind’ fraregnet).

Og nu optræder han så i rollen som urolig og videbegærlig elev, som gennem en række samtaler med Chomsky prøver at få styr på dennes abstrakte tanker. Det gør han ved at udfolde sine egne tankers snørklede visualiseringer hen over Chomskys forklaringer. Som én lang RSA Animate på syre bliver man suget ind i et mylder af idéer, illustrationer og refleksioner over alt fra sprogets oprindelse til den moderne videnskabs grundsten. Man fornemmer en lighed mellem Chomskys og Gondrys nysgerrighed på, hvad der får mennesket og verden til at tikke. Og ikke mindst bliver søskendeforholdet mellem videnskaben og kunsten – begge spændt ud mellem kreativ leg og benhård disciplin – sat i kraft.

Gondrys på en gang virtuose og barnlige streg fungerer som et indblik i tankevirksomhedens barokke maskineri og som afsøgning af processen med at hitte hoved og hale i verdens kompleksitet. Der opstår ofte misforståelser og uenigheder i samtalerne, og Gondry levendegør dem lystigt med farver, former og karikerede versioner af sig selv og sin samtalepartner. Det er videnskab og leg i ét, og Gondrys åbne sind er en perfekt mellemstation.

Jeg ved ikke, om man for alvor kommer til at forstå Chomskys idéer gennem en film som denne, men man får en klar fornemmelse af det ubestemmelige rum, som idéer og ny viden kan spire frem i. Og så er man glimrende underholdt undervejs.


Kort sagt:
Noam Chomsky og Michel Gondry mødes, og sød, skæv og tankevækkende musik opstår i filmen, som er en både videnskabelig og kunstnerisk afsøgning af verdens og tankevirksomhedens kompleksitet. Det er mødet mellem to originale tænkere, og det er levende og underholdende hele vejen.

Dokumentar. Instruktion: Michel Gondry. Medvirkende: Noam Chomsky, Michel Gondry. Spilletid: 88 min.. Premiere: Vises på CPH:DOX 6., 10., og 15. november, se cphdox.dk
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af