Filmene, der skabte The McConnaisance

På få år er Matthew McConaughey gået fra flødebolle til en af vor tids største skuespillere. Her er de roller, der udgør grundstenene i den ’Interstellar’-aktuelle texaners comeback.

1. ’Bernie’, 2011

Richard Linklaters sorte komedie ’Bernie’ var med til at indvarsle McConaugheys imponerende renæssance som skuespiller. Fra at indfinde sig i mere eller mindre ufarlige og forglemmelige film (’X-kærester’, ’Surfer, Dude’) tonede han pludselig frem som advokaten Danny Buck Davidson, en karakter, der varslede nye toner fra skuespilleren.

Med hvislende diktion, et boldbat i hånden og en tandstik strategisk placeret i mundvigen leverer McConaughey sin jagt på at få fældet den sympatisk Bernie Tiede (en vimset Jack Black med overskæg) for mord på en ældre dame med veloplagt vid. Og McConaughey passer ikke overraskende som fod i hose i filmens tragikomiske Texas-miljø.

Matthew McConaughey slog igennem i Linklaters highschool-klassiker ’Dazed and Confused’ fra 1993, og nu var Linklater altså med til at hjælpe sin texanske medborger tilbage på ret køl.

Annonce
Soundvenue 1 / 7 Soundvenue