Kommentar: Fortabt i bogreolen – en anti-anti-anti-Interstellar-replik

Kommentar: Fortabt i bogreolen – en anti-anti-anti-Interstellar-replik
’Interstellar’ deler vandene, men man kan godt være en antistellar uden at forfalde til realismerytteri og støvet bogholderkritik, mener vores filmredaktør.

Spoiler alert: I det følgende bliver handlingen i sidste tredjedel af ‘Interstellar’ beskrevet.

Nogle tror, filmkritikere finder en pervers fornøjelse i at være spilfordærvere, når der kommer en film af gigantiske dimensioner og ambitioner. At der er en sadistisk fryd i at sable den ned med et nederdrægtigt adjektiv for hver dollar, filmen har kostet.

Og ret skal være ret, af og til kan det da godt være en lise at give en spekulativ, leflende blockbuster et drag over nakken. Men jeg ville have elsket at have elsket Christopher Nolans ’Interstellar’, der både er visionær og noget så kærkomment som en storfilm, der vækker debat ud over premiereugen – både blandt anmeldere og almindeligt filminteresserede.

To af landets fremtrædende filmkritikere, Informations Christian Monggaard og DR’s Per Juul Carlsen, har ligefrem følt sig kaldet til at følge deres begejstrede anmeldelser op med kommentarer, som går i rette med alle dem, der ikke har delt deres glæde for Nolans rumeventyr. Et slags anti-anti-Interstellar-argument, som jeg nu lægger en fjerde dimension til med nærværende anti-anti-anti-Interstellar-indlæg.

Eventyrerne og bogholderne
Debatten om ’Interstellar’ har foreløbigt roteret omkring to fløje, der kunne kaldes eventyrerne og bogholderne. Eventyrerne, som de herrer Monggaard og Juul Carlsen – også kendt som Sherlock og Dr. Watson på P1’s ’Filmland’ – har ladet sig rive med af den storslåede rejse, Nolan inviterer publikum ud på, og er derfor villige til at se gennem fingre med de svagheder, filmen eventuelt måtte have. Bogholderne slår igen med dissekeringer af mere eller mindre videnskabelige huller, som får illusionen til at styrte sammen. Eventyrerne slår på følelserne. Bogholderne klynger sig til fornuften.

Jeg tilhører ingen af de to fløje. Jeg er ligeglad med videnskabelige indvendinger, og i det omfang jeg skulle undre mig over filmens præsentation af tyngdekraft, tid og dimensioner, stoler jeg en hel del mere på filmens executive producer og astrofysiker Kip Thorne end på mig selv (ret ubeskedent, hvis jeg selv skal sige det, med mit 10-tal i Naturfag i gymnasiet taget i betragtning).

I sin kommentar med den herlige overskrift »Let røven, nordbo« skriver Per Juul Carlsen, at der er »en modvilje mod at læse mellem linierne på de her breddegrader, at forestille sig at fantasifulde flyvskheder som ormehuller og rumrejser ikke skal tages for pålydende, men kan bruges til at filosofere for alvor«.

Og netop på grund af min videnskabslogiske indifferens (læs: inkompetence) vil jeg så gerne være på hans eventyrhold. Helt ærligt, hvem vil ikke det? I deres ’Interstellar’-forsvar tegner Monggaard og Juul Carlsen jo netop en klar modstilling op, hvor man ikke er i tvivl om, hvor festens midtpunkter befinder sig, og hvilken side der tilhører bænkevarmerne: »Giv jer nu hen til oplevelsen, hin røvsyge bogholdere, har I dog ingen følelser og fantasi«. Nej nej, det skriver de ikke direkte, jeg læser bare mellem linjerne.

Der var da også masser, jeg elskede i ’Interstellar’. Den Spielberg’ske fornemmelse af familielivet ved kornmarkerne. Det Ken Burns-inspirerede dust bowl-univers i forrygende gritty 70mm. Den pirrende leg med tidsforskydninger, kulminerende i mødet med Romilly, der er blevet 23 år ældre på en eftermiddag for Cooper og Brand, og Coopers efterfølgende møde med årtiers videohilsner fra sin søn. Hans Zimmers musik, der om noget skaber filmens skæbnetunge atmosfære. TARS, selvfølgelig.

Annonce

Fra rummet til reolen
Men mit første problem med ’Interstellar’ er netop, at jeg synes, den taber sin følelsesmæssige styrke og troværdighed på gulvet. Det far-datter-forhold, den omhyggeligt har bygget op, fiser simpelthen ud. Det viser sig at være farmand, der sender morsesignaler og bøger ud gennem bogreolen, mens han advarer sit fortidige jeg om ikke at tage af sted – et nærmest barnagtigt twist. Det er mere Harry Potter eller Narnia, end det er det seriøse drama, som var gået forud med genkommende Dylan Thomas-citater osv.

Eller som en dansk filminstruktør opsummerede filmen på Facebook (citeret efter hukommelsen): »Matthew McConaughey tager langt ud i rummet for at skubbe en bog ud af sin datters reol«.

Denne naivisme siver ind i adskillige følelsesmæssige kulminationsscener. Som når der alligevel lægges i ovnen til et kærlighedsforhold mellem Brand og Cooper, som ellers kun lemfældigt var blevet bygget op til. Når den døende Murph sender Cooper væk fra sygesengen i et svuptag efter alle disse års smertelige adskillelse. Og når Murph kaster sig om halsen på sin storebror uden for barndomshuset og begejstret fortæller, at daddy holdt sit løfte alligevel. Nolan har adskillige gange udtalt, at ’Interstellar’ handler om at være far – inspireret af hans eget faderskab til sine fire børn – og denne idyllisering af den western-heroiske faderfigur, der i bogstaveligste forstand redder verden ved at elske sit afkom, fandt jeg ikke synderligt emotionel eller filosofisk dybsindig.

Når svaret på menneskehedens overlevelse afhænger af en enkelt, mere eller mindre tilfældig mands følelser for sin datter, står jeg af, og at løsningen på menneskets søgen efter overlevelse er kærlighed, kan vel heller ikke ligefrem kategoriseres som sønderrivende originalt. Endelig kan man også diskutere, hvor meget man behøver læse mellem linjerne for at finde filmens budskaber, for det meste bliver vel forklaret direkte i de mange gumpetunge replikker.

Det episke og intime
Men lægger jeg nu alligevel ikke dødkedelig logik ned over den følelsesmæssige rollercoaster? Jo, men det er relevant af to grunde (bare rolig, Kip Thorne har godkendt denne kausalitet). Dels fordi filmen selv er meget optaget af at begrunde alle sine ud- og afveje. Fortællingen dyrker ingen steder det tvetydige som en artfilm, og at gøre ’Interstellar’ til fortolkningsåben filmkunst a la ’Solaris’ er at tage munden for fuld, hvorfor man også kan tillade sig at holde den op mod visse almenlogiske standarder. Og dels fordi filmens indbyggede logik jo alligevel hænger uløseligt sammen med den følelsesmæssige oplevelse. Hvis man ikke tror på karaktererne, deres handlinger, deres psykologi, deres relationer, hvordan skal man så blive revet med af de udfordringer, de går igennem?

Per Juul Carlsen har en god pointe, når han hævder, at kritikere har en tilbøjelighed til at forbarme sig over det underspillede og hverdagsrealistiske, mens de store armbevægelser straffes. I forbindelse med den netop afsluttede CPH:DOX tænkte jeg en del gange over, hvordan den intime dokumentar i en toværelses lejlighed har det nemmere i kritikerbevidstheden end en film, der dyrker det episke.

At gøre det til en særlig nordisk fejlslutning, er dog nok at tage munden for fuld. Hvor tit vinder sci-fi-film Oscars? Eller de store kritikerpriser i USA? Ikke ofte. Og ’Interstellar’ har da også fået en hård medfart af adskillige prominente amerikanske kritikere. Men debatten er absolut en god påmindelse om, at det ikke nødvendigvis er sværere at lave åbne slutninger og lange stillestående takes end en skarp dialog i en romantisk komedie eller en hæsblæsende tur gennem et ormehul.

Omvendt må det også være på sin plads at stille samme krav om fortællemæssig sammenhæng til en 165 millioner dollar dyr blockbuster, som man ville stille til en hvilken som helst anden film. Nolan er ikke – som Mongaard refererer nogle for at mene – problemet i Hollywood lige nu, langt fra. Havde den gængse blockbusterinstruktør samme vision og kunstneriske frihed som ham, ville filmverdenen være et bedre sted. Men derfor behøver man nu hverken være sci-fi-hater eller fantasiløs bogholder, hvis man ikke hopper frejdigt med på eventyret.

Læs også: Anmeldelse af ‘Interstellar’

Læs også: Christopher Nolans film fra værst til bedst

Læs også: De bedste alternative sci-fi-film fra nyere tid