‘Praktikanten’
Nancy Meyers er som succesfuld kvindelig instruktør en sjælden fugl i Hollywood. Hun har gennem 30 år som manuskriptforfatter og instruktør i studiesystemet trukket millioner af kvinder i biografen for at se film om (ofte ældre) kvinders karriere- og kærlighedsdilemmaer.
Det tager jeg hatten af for, på trods af at jeg altid har fundet hendes film som ’It’s Complicated’, ’The Holiday’, ’What Women Want’ og ’Something’s Gotta Give’ frustrerende uskarpe.
Det gælder også ’The Intern’, et arbejdspladskomediedrama om en ung fremadstormende kvinde, der finder støtte i en ældre mentor. 70-årige Ben (Robert De Niro) savner formål i tilværelsen, efter han er gået på pension og har mistet sin kone. Han søger et job som ’seniorpraktikant’ i en hip internet-startup i Brooklyn og får rollen som stifteren Jules’ (Anne Hathaway) personlige assistent.
I starten (læs: cirka den første time) kan kontrolfreaken Jules ikke se, hvad hun skal med gamle Ben. Men efterhånden får hun øjnene op for det perspektiv, hans erfaring kan give hende – blandt andet i beslutningen om, hvorvidt hun skal bøje sig for bestyrelsens ønske om at ansætte en mere erfaren direktør, der samtidig vil give hende mere tid til sin mand og datter.
Kønsrollerne i ’The Intern’ er ekstremt ambivalente. Jules er en sej og succesfuld kvinde, der både har egen virksomhed, en lækker brownstone og en støttende mand, der går hjemme og passer deres nuttede datter. Det er lidt skuffende, at hun har brug for en ’arbejdsfar’ til at give hende selvtillid til at tro på, at hun både kan styre karriere og familieliv. Til gengæld viser Ben – en gammeldags gentleman med høj moral og lommetørklæde i jakkesætslommen – sig som filmens største feminist.
Udviklingen i deres mentorforhold og venskab er fint og rørende, og det er forfriskende at se relationer mellem mænd og kvinder, der ikke er romantiske. Nogle af de relationer, jeg sætter mest pris på i komedier, er netop mentorforhold som Liz og Jacks i ’30 Rock’ og Ron og Leslie i ’Parks and Recreation’. Jeg glæder mig bare til, at en ældre kvinde får lov til at være mentor for en yngre mand.
’The Intern’ er en film, man befinder sig godt i. Hathaway og De Niro er fremragende selskab. Ben er lovlig fejlfri, mens Jules har mere kant, men man hepper på dem begge. Visuelt er filmen ultrapoleret, lys og farvemættet og fuld af lækkert design. Nancy Meyers er berømt for sine Pinterest-værdige køkkener, og Jules’ brownstone-samtalekøkken med den klassiske amerikanske counter skuffer ikke.
Det er en verden, hvor alle ser blændende ud i smækre omgivelser og i øvrigt er rige og hvide og altid kan finde en parkeringsplads i New York.
Men filmen har også noget på hjerte og er ivrig efter at diskutere dynamikkerne på den moderne arbejdsplads, kønsroller og underkendelsen af ældre. Det er interessant og relevant, men filmen er lidt for overtydelig i sine budskaber, som den gentager igen og igen og igen i den alt for lange film.
Kort sagt:
En elskelig Robert De Niro spiller Anne Hathaways først uønskede, siden uundværlige seniorpraktikant i en film, der vil fortælle en opbyggelig historie om den moderne arbejdsplads, kønsroller og underkendelsen af ældre. Det lykkes også fint, men filmen kunne snildt have skåret en halv time og adskillige gentagelser af budskabet fra.