Trine Dyrholm om sin nye rolle på ’Arvingerne’: »Det kræver gevaldige nosser«

Trine Dyrholm om sin nye rolle på ’Arvingerne’: »Det kræver gevaldige nosser«
Foto: Foto: Per Arnesen
Trine Dyrholm havde glemt, at hun ville være instruktør, indtil hun blev spurgt, om hun ville give det et skud på sidste sæson af ’Arvingerne’. Hendes debut er afsnit 5 og 6 – og hun er især blevet inspireret af de mange kvindelige instruktører, hun har arbejdet sammen med.

Før isnende blond. Nu forførende brun.

Vi har lige set Trine Dyrholm indtage skærmen som ’Arvingerne’s Gro på tredje omgang, den standhaftige og etisk vaklende kunstkurator, der trods kvælertag, kunstfalskneri og meget andet stadig rocker landets skarpeste blonde frisure som et symbol på en facade, der stadig står – og står stolt.

Men da Dyrholm træder ind Grønnegaardens for at møde pressen bag, har hårfarven fået en anden kulør, en mørkebrun pendant. Og denne vekslen mellem det sikre og det nyskabende kendetegner også skuespillerens arbejde med den nye sæson. For første gang tager hun nemlig også plads bag kameraet.

Afsnit 5 og 6 er hendes ilddåb som instruktør, en opgave hun kun tog på sig, fordi hun føler sig godt hjemme i Grønnegaard-kulissen i den gamle DR-by.

»Jeg har haft et tæt samarbejde med Maya Ilsøe og production designer Mia Stensgaard om serien, og det er et materiale, jeg føler mig tryg i. Så det turde jeg godt springe ud i her på tredje sæson. Jeg synes, det har været meget, meget spændende, og jeg er så glad for, at jeg blev spurgt«.

Trine Dyrholm foto Bjarne Bergius Hermansen[4]

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Er det noget, du har drømt om at prøve?
»Det har det på en måde. For ikke så længe tid siden fandt jeg et gammelt interview med mig selv efter Melodi Grand Prix, hvor jeg var helt ung, og hvor jeg sagde, at jeg gerne ville instruere. Det havde jeg sådan set glemt.

Så det er ikke noget, jeg har gået og tænkt meget over, men… Der er jo en grund til de spørger mig, og det er, fordi jeg har vist interesse for det. Nu var jeg så klar til det. Men helheden har altid interesseret mig. Hvordan man fortæller visuelt«.

Alt var mere vildt

Hvad overraskede dig ved den nye udfordring?
»Den største udfordring ved at instruere har været at prioritere tiden, for tid er der jo ikke meget af på sådan et set. Man kunne godt mærke, at det handlede sindssygt meget om at være velforberedt. Og selvom forberedelsen var en udfordring, så synes jeg også, det var helt vildt skægt, fordi det sætter en masse overvejelser i gang om, hvad materialet skal kunne både fortællemæssigt og visuelt.

Men det var selvfølgelig også specielt at stå i det optagelsesrum, jeg kender allerbedst, i en ny rolle – og så bagefter skulle med videre et nyt sted hen i klipperummet. Så det har virkelig været nyt på alle måder, samtidig med at intet og alt kom bag på mig. Alt var bare mere vildt, end jeg havde regnet med. En kæmpe udfordring«.

Hvordan var det at skulle instruere dine medspillere?
»De første par dage var jeg lidt spændt på, hvordan det skulle gå. Men det føltes faktisk meget naturligt, og det har de også bidraget til, for der var god velvilje for, at jeg skulle instruere. Mens jeg optog, havde jeg faktisk en følelse af, at det var et rart sted at være for mig. Jeg følte mig tilpas i den rolle«.

Har du så fået blod på tanden?
»Jeg kunne godt forestille mig, at jeg kom til at instruere igen i en eller anden form. Men det er ikke noget, jeg sidder med lige nu. På ’Arvingerne’ har jeg jo som sagt været et trygt sted med et materiale, jeg kender til fingerspidserne, og hvis jeg skulle instruere igen, skulle jeg jo ud og finde noget, der giver mening for mig. Jeg skal kun gøre det, hvis det er mig, der skal gøre det, hvis du forstår. Men jeg kunne godt tænke mig at gøre det igen«.

Er der nogle særlige temaer eller emner, der ville give mening for dig at forfølge?
»Det er nogle store temaer, som forhåbentlig har en eller anden eksistentiel fundering over meningen med livet. Hvorfor og hvordan. Det er det, jeg synes er interessant, og det er jo også det, der er på spil i den nye sæson af ’Arvingerne’, i forhold til hvad vi giver videre, og hvilket liv vi selv har levet«.

Annonce

Kvinderne kommer på banen

Som rutineret skuespiller med et cv, der går 26 år tilbage, har Trine Dyrholm mødt mange instruktører gennem årene. Og særligt de kvindelige instruktører har sat aftryk på hendes egen tilgang.

Trine Dyrholm foto Henrik Petit[1]

Foto: Henrik Petit

»Alt det, jeg føler mig hjemme i, kommer fra de mange instruktører, jeg har arbejdet sammen med, og som jeg har lært rigtigt meget af. Jeg har haft et meget tæt samarbejde gennem årene med Pernille Fischer Christensen og Anette K. Olesen, som jeg har arbejdet sammen med flere gange, og hvor jeg har været en del af deres proces med karakterudvikling, hvilket jeg har lært meget af. Men man finder jo også hurtigt ud af, at man skal finde sin egen måde at gøre tingene på. Man er den, man er, og ligesom med skuespillet så har man sin metode.

Det er ikke altid, man kan lære andres metode, og den oplevelse havde jeg virkelig som instruktør. Jeg forestillede mig, inden jeg gik i gang, at alt, jeg skulle bruge, kom fra erfaring. Og det er det, man skal lære at forfine, hvis man skal gøre det igen«.

Hvad er der specielt ved de kvindelige instruktører?
»Ja, nu har jeg jo også arbejdet sammen med Jesper Christensen, Thomas Vinterberg og andre mandlige instruktører, som også har været fantastisk. Men ja, jeg har lavet rigtigt meget sammen med kvindelige instruktører, og det, synes jeg, er dejligt.

Jeg er glad for, at der kommer så mange kvinder på banen, for man taler jo meget om, at der ikke er så mange. Men det kommer mere og mere. Og det er jo vigtigt, at vi kan inspirere hinanden til at gøre det. At vi kvinder kan tør sige ’hey, lad os gøre det!’ Det kræver nogle gevaldige nosser at instruere, for det er en anden position, du sætter dig selv i. Det kræver styrke på en helt anden måde«.

Læs også: Lene Maria Christensen fra ’Arvingerne’: »Det skal stå i Grundloven, at jeg er færdig med at spille kone«