’Loving’: Joel Edgerton og Ruth Negga er enestående i usentimental racefilm

’Loving’: Joel Edgerton og Ruth Negga er enestående i usentimental racefilm
Joel Edgerton og Ruth Negga i 'Loving'
4 6
Instruktion

Jeff Nichols

Medvirkende

Ruth Negga, Joel Edgerton

Spilletid

123 min.

Premiere

Den 31. august

»Jeg er gravid«.

»Godt. Det er godt«.

Indledningsscenen i ’Loving’ består af to sætninger og en øm omfavnelse, og den understreger i virkeligheden hele filmens natur: Hjertevarme og fåmælt dialog, der omgiver en række afgørende begivenheder.

Instrueret af Jeff Nichols, der har beriget os med sublime værker som ’Take Shelter’, ’Mud’ og ’Midnight Special’, er ’Loving’ baseret på en sand historie fra staten Virginia tilbage i slut-1950’erne.

Her møder vi det forelskede par Richard Loving og Mildred Jeter, der spilles af absolut enestående Joel Edgerton og Ruth Negga.

Richard og Mildred har en helt særlig ømhed over for hinanden, de kysser og griner, holder af og holder om, deres store kærlighed til hinanden er overbevisende og letafkodelig. Alligevel ved vi, at idyllen er en stakket frist, for Richard er hvid, og Mildred er sort, og interraciale forhold har trange kår i 1950’ernes sydstater. Staten Virginia har forbudt raceblanding inden for ægteskabets kristne helligdom, og parret tager derfor til Washington DC for at blive gift, da Mildred finder ud af, at hun er gravid, og Richard derpå frier.

Nogle dage efter deres hjemkomst bliver deres ægteskab opdaget af myndighederne, Richard og højgravide Mildred fængsles, og de får en betinget dom, der betyder, at de forlader staten og ikke må vende tilbage sammen de næste 25 år. Det bliver starten på en kærlighedshistorie, der imod alle odds tager kampen op imod et politisk splittet USA, og som ender med, at det føderale forbud om raceblanding bliver ophævet, da Loving-parrets sag når helt op til Højesteret, som afgør, at Mildred og Richard må gå fri, fordi ægteskab uanset race er en konstitutionel menneskeret.

Denne historiske begivenhed er godt filmmateriale. Kærlighed overvinder alt. Frihed er en menneskeret. Denne historiske begivenheds politiske kontekst og stedspecifikke karakter er også godt filmmateriale i hænderne på netop Jeff Nichols. Nichols, der er født i Arkansas og nu bosiddende i Texas, behandler sydstaternes særlige distinktion med en naturlig indsigt og solidaritet, og resultatet er en overbevisende miljøskildring, ganske som vi har oplevet det i hans tidligere film.

Nichols særlige evne til at strippe et manuskript for al overflødigt materiale og skære ind til benet klæder det ønskede fokus på kærlighedshistorien, og hans eminente personinstruktion, der lancerede Michael Shannon i ’Take Shelter’ og relancerede Matthew McConaughey ’Mud’ bærer også denne film, hvor begge hovedpersoner ikke bare spiller, men faktisk er. Derudover – og det er vigtigt for en film, hvis tema er i overhængende fare for at drukne i patriotisk patos – efterlades sentimentaliteten og nostalgien ved dørtrinnet, og vi kan frit orientere os i historien frem for at blive holdt i hånden af strygere og nærbilleder.

Dog fortaber Nichols’ femte spillefilm sig desværre i de store, strukturelle omstændigheder. De virkelige hændelser, som filmen baserer sig på, bestemmer selvsagt filmens handlingsforløb, og her snubler Nichols lidt, for i loyaliteten over for den historiske ramme, forsvinder dybden i karaktertegningerne, så det aldrig bliver helt farligt, når Loving-parrets eksistensgrundlag er på spil.

Samtidig bliver netop det antændelige aspekt i sydstaternes raceadskillelse anekdotisk. I nogle scener øjner vi den allestedsværende uro, som Loving-parret levede i, men det får aldrig den karakter af alvorlig (race)forfølgelse som i film som ’Mississippi Burning’ (1988) eller, well, som ved virkelige nylige begivenheder som Charlottesville.

Kærlighed og politik møder hinanden i et tilsyneladende kompromis, og ’Loving’ bliver dermed Nichols’ mest konventionelle film til dato.


Kort sagt:
En hvid mand forelsker sig i en sort kvinde i 1950’ernes USA, hvor raceadskillelse er en grundpræmis. De bliver gift og bryder dermed loven, og det bliver starten på et forløb, der når helt til Højesteret og ender med at ophæve hele landets forbud mod ægteskab mellem forskellige racer. Stramt og fokuseret, om end en smule konventionelt instrueret af Jeff Nichols, manden bag film som ’Take Shelter’, ’Mud’ og ’Midnight Special’.

Læs også: Interview med Jeff Nichols – Når Scorsese indkalder til tjeneste, stiller man op