Sagaen slutter i teaser til fjerde sæson af ‘Broen’

Den første teaser er landet til den fjerde og sidste sæson af den dansk-svenske krimisucces ‘Broen’, og farven er fortsat noir i det tværnordiske samarbejde.

Hvorfor skulle Saga Norén hænges op på sin mors død, og hvad skete der med Henrik Sabroes familie? Det var to store plottråde, som man i bedste føljetonstil lod hænge i luften ved slutningen af sæson 3.

Hvor temaet for sæson 3 var ‘familie’, er det i fjerde sæson ‘identitet’, der er omdrejningspunkt på et konkret såvel som eksistentielt plan. Desuden har den svenske hovedmanuskriptforfatter Hans Rosenfeldt udtalt, at det igangsættende mord bliver begået i Danmark under Halloween.

Udover Sofia Helin og Thure Lindhardt i de altdominerende hovedroller vil Lars Ranthe også have en relativt stor rolle i den nye sæson, hvis første afsnit instrueres af ‘Broen’-veteranen Henrik Georgsson (21 afsnit på cv’et).

Hvad der startede som et ret nytænkende koncept mellem STV og DR, er nu afprøvet i både England-Frankrig (‘The Tunnel’) og USA-Mexico (‘The Bridge’) uden helt samme tiltrækningskraft. Fjerde sæson kan på symbolsk vis få lov til at runde den hedengangne Nordic Noir-bølge af. Lad os håbe, det bliver med maner.

Sæson 4 af ‘Broen’ har premiere 1. januar på DR1.

Læs også: ‘Broen’ – hele sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af