Alle 13 ‘Black Mirror’-afsnit rangeret – fra værst til mesterligt

Alle 13 ‘Black Mirror’-afsnit rangeret – fra værst til mesterligt
Jon Hamm i 'Black Mirror's julespecial 'White Christmas'.
Den dystopiske engelske serie ’Black Mirror’ har blæst vores hjerner, siden sæson 1 landede i 2011 og over tre selvstændige afsnit tegnede twillight zone-scenarier af teknologisk besættelse og smuldrende humanitet i samfundets sorte spejl. Siden er showrunnerne Charlie Brooker og Annabel Jones’ sci-fi-thriller-hit blevet adopteret af Netflix, der snart blænder op for den imødesete fjerde sæson. Som opvarmning har vi genbesøgt seriens foreløbige 13 afsnit. Med ’Black Mirror’ ved man aldrig, hvad man får før koldsveden pibler frem. Og gudskelov for det.

Artiklen indeholder ingen spoilers, men vil du som nytilkommen seer tilgå ‘Black Mirror’ med et helt og aldeles pletfrit sind, kan du evt. gemme nærlæsningen til senere.

Kelly Macdonald, th., i ‘Hated by the Nation’.

Nr. 13: ’Hated in the Nation’, sæson 3

Efter fire stærke afsnit dalede kvaliteten noget i tredje sæsons sidste to kapitler, hvoraf ’Hated in the Nation’ står som ’Black Mirrors’ eneste reelle fejlskud til dato – og et godt eksempel på, hvordan ambitioner og oppustede budgetter kan gå hen og kvæle den gode historie. Episodens udgangspunkt er ikke uinteressant: Politibetjenten Karin (Kelly Macdonald) efterforsker en række besynderlige mord i London, der hver især trækker uhyggelige spor til de dræbtes brug af sociale medier. Såvel som en teknologivirksomhed, der fabrikerer avancerede birobotter med kontroversiel overvågningsteknologi.

Bisværme og mord røres op i en bibelsk pærevælling, men som altid i ’Black Mirror’ er det ikke Gud, der trækker i trådene. Samfundsmoral smuldrer om kap med økosystemet, og i sin iver efter at blande katastrofefilm med intime mordmysterier, social kritik og religionssymbolik – og en alt for lang spilletid på halvanden time – mister ’Hated in the Nation’ desværre selv pusten, længe inden den sidste aggressive summen dør ud. 

Michael Kelly i ‘Men Against Fire’.

Nr. 12: ’Men Against Fire’, sæson 3

I hælene på ’Black Mirror’s 13. afsnit på 13.-pladsen lander det 12. paradoksalt på 12.-pladsen – forhåbentlig ikke en indikator for, at kvaliteten daler i den kommende fjerde sæson. ’Men Against Fire’ er ganske underholdende. Den er bare ikke synderligt original. I tiden efter en apokalyptisk hændelse i et unavngivet land, hvor vampyrlignende mutanter – ’roaches’ – spreder skræk og rædsel, er det op til soldaten Stripe (Malachi Kirby) og hans regiment at tage på ’skadedyrsbekæmpende’ missioner (en af disse leder dem sågar igennem en dansk landsby!). Om natten mindes Stripe sin søde kæreste, men der er noget lorent ved både Stripes drømme og den brutale virkelighed, han dagligt konfronteres med. Og ikke mindst ved geniale Michael Kellys kalkulerende militærpsykolog fra helvede, der forsøger at sweet talke Stripe til at glemme bekymringerne.

’Men Against Fire’ er et mere genregenerisk fremtidsgys end dybsindig dystopi og læner sig lidt for tungt op ad dommedagsscenarier a la ’The Walking Dead’ og ’Daybreakers’. Endvidere er Stripes pludselige moralske tømmermænd temmelig forudsigelige – dræbermaskinen har naturligvis et hjerte af guld – og portrættet af de skydeglade, forråede soldaterkammerater lige lovlig enøjet.

Daniel Kaluuya og Jessica Brown Findlay i ‘Fifteen Million Merits’.

Nr. 11: ’Fifteen Million Merits’, sæson 1

’Black Mirror’ holder generelt et imponerende højt niveau, og selvom om ’Fifteen Million Merits’ figurerer langt nede på listen her, er det et udmærket afsnit, der sender spydige, men ikke videre subtile stabs efter samfundets besættelse af fitness og nådesløse talentshows, hvor deltagere prostituerer deres sjæl for flygtig berømmelse.

De unge stjerner Daniel Kaluuya (’Get Out’) og Jessica Brown Findlay (’Downton Abbey’) spiller Bing og Abi, to lavtrangerede arbejdermyrer i et enormt indendørs sci-fi-samfund uden vinduer til omverdenen (hvis der da er en verden udenfor). Underklassen bor på bittesmå værelser med underholdningsskærme fra gulv til loft, og cykler dag ud og dag ind på træningscykler for at generere strøm til deres lukkede verden og optjene point – titlens mertis. Med disse kan de købe ekstra underholdning – porno, for eksempel – eller mad, ligesom de kan spare op til at betale for deltagelse i talentshowet Hot Shot, hvis ultimative præmie er en mere privilegeret livsstil på en højere etage.

Det sociale hierarki i ’Fifteen Million Merits’ tegnes op så firkantet som de rum, Bing og Abi bevæger sig i, og George Orwell-referencerne driver lige vel tykt af skærmvæggene. Tematikkerne er relevante, men genkendelige, og episoden kunne med fordel have barberet et kvarter af den 62-minutter lange spilletid for en endnu strammere fortælling.

Tegneseriefiguren Waldo spotter det politiske cirkus i ‘The Waldo Moment’.

Nr. 10: ’The Waldo Moment’, sæson 2

’The Waldo Moment’ er fra 2013, men historien om den trashtalkende animerede bjørn Waldos eksplosive popularitet som infantilt politisk ikon ringer lidt for mange klokker i 2017. Episoden er en sorthumoristisk advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis samfundet i afmagt vender såkaldt ’ekspertrytteri’ ryggen og giver magten til den klovn, der kaster flest lagkager og skældsord i fjæset på konkurrenterne.

Waldo er skabt af Jamie (Daniel Rigby), der også lægger stemme til den blå plage. Fra sin plads bag monitoren nyder generte Jamie at give sin omgivelser tørt på som Waldo, der optræder vidt og bredt på landsdækkende tv. Halvt for sjov og til de virkelige politikeres store forargelse stiller Jamie en dag Waldo op til valg for at udstille elitens snobberi og give den lille, vrede mand en stemme. Demokratiet reduceres til en joke, og Jamie får slået sin samfundskritiske pointe fast – men Waldo kan ikke stoppes, da han først er blevet folkeeje.

’The Waldo Moment’ afspejler en tid, hvor tilliden til demokratiske værdier og videnskab styrtdykker, og menigmand skyer ’løgnagtige politikere’ – ofte ene og alene, fordi folket ikke gider sætte sig ind i, hvad den politiske diskurs egentlig handler om, og som konsekvens heraf føler sig talt ned til af »fine ord«. Så er det trods alt lettere at grine af standup-rutiner fra en opblæst tegneseriefigur.

Akkurat som sin hovedperson har ’The Waldo Moment’ ikke helt greb om, hvornår satiren bliver for tyk, og mæthedspunktet nås, men uhyggeligt er det immervæk – og så har Apple endda netop ‘kopieret’ Waldo-teknologien. Menneskedyret lærer aldrig.

Wyatt Russell i ‘Playtest’.

Nr. 9: ’Playtest’, sæson 3

’Black Mirror’ er ofte kuldesgysinducerende. Men ’Playtest’ er seriens eneste rendyrkede gyserepisode, sågar instrueret af geniale ’10 Cloverfield Lane’s Dan Trachtenberg. Spidser du vagtsomt ører, når gulvbrædderne knirker i nattens mulm og mørke? Så vil ’Playtest’ reducerede dig til et rystende nervevrag bag sofapudderne. Nye seere er hermed advaret.

Det starter tilforladeligt: Den friskfyragtige amerikanske backpacker Cooper (Wyatt Russell) har været jorden rundt og taget småjobs undervejs. Nu er han ankommet til London med tomme lommer og skal skrabe penge sammen til flybilletten hjem, hvor hans svagelige mor venter. Da Cooper hooker op med smukke Sonja (Hannah John-Karmen), og hun efterfølgende fortæller ham om et hipt spiludviklingsfirma, SaituGemu, der søger testpersoner, ligner det et win-win.

Cooper melder sig gladelig og mødes med tech-guruen Shou Saitu (Ken Yamamura) på firmaets landlige site – et arkitektonisk mashup af Downton Abbey og Apples hovedkvarter. Cooper skal teste et nyt virtual reality-gyserspil, der via et implant i Coopers nakke skal fornemme og reagere på hans værste frygt. Backpackeren skal tilbringe natten i et spooky gammelt hus og undervejs videregive sine oplevelser til SaituGemus udviklere igennem et ear-piece.

No biggie – indtil radioforbindelsen begynder at falde ud og stadigt mere uhyrlige ting sniger sig ind på Cooper, der kæmper for at minde sig selv om, at det jo bare er et spil. Eller er det? ’Playtest’ er ækel som et mareridt, man ikke kan vågne af, og smider flere Shyamalanske-bomber, også selvom gysene i sig selv ikke skiller sig nævneværdigt ud fra lignende effektive Edgar Allen Poe-inspirerede spøgelsesfortællinger.

Alex Lawther i ‘Shut Up and Dance’.

Annonce

Nr. 8: ’Shut Up and Dance’, sæson 3

Efter 52 knugende minutter åbenbarer ’Shut Up and Dance’ en af ’Black Mirror’s mest ubehagelige slutninger – og det siger ikke så lidt. Op til da er præmissen ellers relativt simpel: Kenny (Alex Lawther fra ’The Imitation Game’) onanerer til onlineporno på drengeværelset, da han pludselig modtager en truende anonym besked. Ukendte gerningsmænd har netop optaget Kennys hyggestund via computerens webcam, og nu beordres han til at udføre en opgave, hvis han ikke vil have videoen lagt ud på nettet. Som de fleste unge er Kenny rædselsslagen for truslen om social korsfæstelse og indvilliger i at hoppe og springe for sine plageånder.

Over en enkelt vanvittig dag afløses det ene bizarre kriminelle job af det næste, og det går op for Kenny, at han langt fra er den eneste ’synder’, der blackmailes. Men hvor langt vil drengen selv gå for at stoppe onanivideoens offentliggørelse og undslippe skam?

Episoden instrueres af manden bag Daniel Radcliffe-gyseren ’The Woman in Black’, og Lawther spiller intet mindre end fantastisk. Skildringen af, hvordan teknologi agerer både forførerske og bøddel, når den blotter menneskets inderste, til tider skamfulde lyster betræder ikke umiddelbart ny grund i disse veldokumenterede hævnporno-tider, men skindet bedrager i ’Shut Up and Dance’s kvalmende vals med Kennys moral.

Bryce Dallas Howard i ‘Nosedive’.

Nr. 7: ’Nosedive’, sæson 3

Dagligdagen uden likes fortaber sig i fortidens tåger. Hvordan fik vi for eksempel maks tilfredsstillelse ud af cafebesøget som personligt markedsføringsstunt inden muligheden for at forevige cappuccinoen igennem rosenrøde filtre og #mindfulliving-hashtags? Der er ikke meget incitament til at filosofere over livets store spørgsmål og værdien af personlige relationer, når tusinde Instagram-følgere står på spring for at skamrose dit perfekt iscenesatte snapshot af morgenkaffen og feede din afhængighed af de små endorfin-rushes, anerkendelsens røde hjerter udløser. Men hvilken pris betaler personen bag skærmen for at splitte sin sjæl i digitale horcruxes?

Det udforsker ’Nosedive’ – fermt instrueret af Joe Wright (’The Darkest Hour’, ’Atonement’) – når den hudfletter like-kulturen i en ikke så fjern fremtid, hvor mennesker konstant rater hinanden fra en til fem stjerner efter samtlige interaktioner. Jo bedre rating, jo højere social status og økonomiske fordele. Bryce Dallas Howard opnåede fortjent en Screen Actors Guild Award-nominering for sin hovedrolle som Lacie, der smiler sit bedste dukkesmil til omverdenen, og øjner chancen for at få en toprating, da hun inviteres til at være brudepige for sin über-populære skoleveninde.

På vej til brylluppet kommer Lacie imidlertid til at mugge af en fremmed, og så starter den sociale deroute. ’Nosedive’ er skudt igennem et iøjefaldende pussenuttet, pastellækkert filter, der – som handlingen ruller sig ud – står i større og større satirisk kontrast til Lacies desperation. Det er et vellykket visuelt greb i en sæson, der i modsætning til ‘Black Mirror’s to første lukker mere lys ind – bogstaveligt talt – for selvom ’Nosedive’ på overfladen er fluffy som lyserød candyfloss, giver episoden stadig alle os likes-lemminger en syngende lussing.

Lenora Crichlow i ‘White Bear’.

Nr. 6: ’White Bear’, sæson 2

Hvor førnævnte ’Nosedive’ er pretty in pink, er ’White Bear’ fra ’Black Mirror’s anden sæson en af seriens mest gritty episoder, hvor solen gemmes af kolde tåger, og stemningen genkalder zombiehorror a la ’28 Days Later’ og samtlige slasherfilm hensat til dybe skove.

Victoria (Lenora Crichlow) vågner alene i et forstadshus og indser, at hun lider af hukommelsestab. Er det hendes hjem? Hun finder billeder af sig selv med en mand og portrætter af en lille pige, hun går ud fra, må være hendes datter. Men hvor er familien? Og hvorfor render der mennesker rundt udenfor og tager billeder?

Victoria kan ikke komme i kontakt med nogen – overalt mødes hun af fremmede, der filmer hende med deres mobiler og ikke svarer, når hun taler til dem. Som om det ikke var nok, får Victoria endda også et par maskerede psykopater på nakken, der vildt svingende med diverse morderiske køkkenredskaber synes opsatte på at partere hende. WTF?!

Victorias flugt fra et samfund, der tilsyneladende er gået grassat over night og har forvandlet SoMe-domstol til ’Hunger Games’-underholdning er neglebidende intens. Og ligesom Victoria sveder man angstens sved i et forsøg på at finde mening med galskaben i det ekstreme forbrydelse og straf-scenarie, der udfordrer seerens egen moral med en giftig mavepuster til slut.

Domhnall Gleeson i ‘Be Right Back’.

Nr. 5: ’Be Right Back’, sæson 2

Spørgsmålet om, hvor langt man selv ville gå for at bringe en elsket tilbage fra døden, er ældre end myten om Orfeus og Eurydike. Men i fremtiden kan spekulationer – måske – blive til reelle overvejelser, i takt med at kunstig intelligens og robotteknologi imiterer menneskelighed i maskinen. I ’Be Right Back’ mister gravide Martha (Hayley Atwell) sin kæreste Ash (Domhnall Gleeson), netop som parret er flyttet ind i et nyt hus langt pokker i vold ude på landet.

Forblindet af sorg og ensomhed melder Martha sig til en onlineservice, der skaber kunstig intelligens ud fra afdødes digitale liv. Ved at hente information fra Ashs samlede onlinehistorik oprettes et virtuelt ’Ash’-program, som Martha kan kommunikere med, først via messenger og senere over telefonen. Martha klynger sig til sin kærestes stemme og fortæller ’ham’ dagligt om, hvordan hendes graviditet udvikler sig – og da hun informeres om en ny, banebrydende service, der gør det muligt at downloade Ash-programmet i en robot af syntetisk ’kød’, smider hun sine sidste reservationer over bord.

En kunstig Ash, der går og taler og sover ved siden af hende om natten, er bedre end ingen Ash. Men kan man genskabe en sjæl ud fra et menneskes digitale fodspor? ’Be Right Back’ er en stærk fortælling om sorgbearbejdelse og etik, og det komplicerede, grænseoverskridende forhold mellem menneske og maskine, der nok ligner, men ikke føler – en elegi over en kuldsejlet kærlighed og diskrepansen mellem, hvem vi er online, versus i den virkelige verden.

Rory Kinnear i ‘The National Anthem’.

Nr. 4: ’The National Anthem’, sæson 1

’Black Mirror’ spurtede ud af starthullerne med denne allerførste, opsigtsvækkende episode, som selv de, der ellers ikke har set serien, formentlig har hørt om. En prinsesse fra den britiske kongefamilie kidnappes, og gerningsmanden poster en Youtube-video med ét eneste krav: Premierministeren Michael Callow (Rory Kinnear) skal have sex med en gris på landsdækkende tv. Ellers bliver prinsessen slået ihjel, og en video af hendes død delt på de sociale medier.

Twitter gløder, og samtlige nyhedsorganisationer diskuterer den aparte situation som et besynderligt mediestunt, mens meningsmålinger blandt befolkningen viser, at ingen regner med, at Callow rent faktisk vil eftergive kravet. Ministerens team iværksætter mulige alternative redningsmissioner, men kidnapperen lugter lunten og sender en afhugget finger – prinsessens, angiveligt – til en tv-kanal, der breaker nyheden.

Folkets akutte bekymring for prinsessen og hastigt dalende approval ratings lægger pres på premierministeren, der opfordres til at tage en for holdet og sin professionelle karriere. Rory Kinnear (’Skyfall’) er perfekt castet som Callow, hvis keep calm and carry on-facade stivner i en desperat grimasse, da han skal vælge imellem at gå over i historien som premierministeren med en royal død på samvittigheden, eller ham, der gav køb på al værdighed for at blive en uvildig Youtube-helt. Et politisk cirkus, indeed.

’The National Anthem’ spinder satire over, hvordan både politik og nyhedsdækning kan styres af sværme af hidsige tweets, der får det teknologiske samfunds skrøbelige magtstrukturer til at slå sprækker under folkedomstolens tunge hammer – for hvor langt vil fremtidens politikere blive fristet til at gå for at stryge folkestemningen med hårene og holde fast i embedet? Sikke noget griseri.

Gugu Mbatha-Raw og Mackenzie Davis i Emmy-vinderen ‘San Junipero’.

Nr. 3: ’San Junipero’, sæson 3

’Black Mirror’s mest rørende kærlighedshistorie udspiller sig i 80’er-Copacabana-kystbyen San Junipero, hvor den generte Yorkie (Mackenzie Davis fra ’Halt and Catch Fire’) forelsker sig i smukke, udadvendte Kelly (Gugu Mbatha-Raw) til lyden af bølgebrus, palmesus og Belinda Carlisle ’Heaven is a Place on Earth’.

Glamourøse Kelly tager Yorkie med storm, og sidstnævnte kommer langsomt ud af sin sociale skal under de lyserøde neonlys, der blinker som kys i natten. I dagtimerne får en strålende sol luften til at flimre over sandet, og San Junipero er da også et fatamorgana: En avanceret, vidunderlig virtual reality-legeplads, der lader Yorkie og Kelly undslippe hver deres sorgfulde virkelighed, når de tilbringer tid sammen ved stranden.

’San Junipero’ vandt en Emmy for bedste tv-film og giver så mange søde sommerfugle i maven, at man næsten tror mere på byens eksistens end på, at dette er et afsnit af mørke, fatalistiske ‘Black Mirror’. Himlen er ikke et sted på jord, men i de virtuelle skyer, Kelly og Yorkie danser disco på, og ’San Junipero’s fortælling står dermed i forunderligt livsbekræftende kontrast til selve ’Black Mirror’s konceptuelle eksistensgrundlag:

Her hverken undertrykker, udstiller eller knægter teknologien den menneskelige sjæl, men søger i stedet at sætte den fri i en langt bedre, mere tolerant verden. Man ånder et lettelsens suk. Og fælder en tåre undervejs. Nå ja, og så forudsage Ross Geller plottet helt tilbage i ’99.

Jon Hamm i ‘White Christmas’.

Nr. 2: ’White Christmas’ (særafsnit)

’Black Mirror’s eneste julespecial, og seriens helt eget nightmare before Christmas er et kalejdoskopisk syretrip ned i kaninhullet foranlediget af alt for mange hjemmebrændte snaps, der på bedste ’Matrix’-vis får seeren til at kigge sig en ekstra gang rundt i stuen for at forsikre sig om, at virkeligheden ikke vibrerer mistænkeligt i kanterne.

Det ville være helligbrøde at spoile for meget af handlingen, der tager adskillige uventede drejninger og leger svigefuldt med seerens loyaliteter, men noget simplificeret tager ’White Christmas’ udgangspunkt i en samtale mellem to mænd på juleaftensdag. Joviale Matt (Jon Hamm i åleglat storform) og forsagte Joe (altid seværdige Rafe Spall) er udstationeret i en lille hytte langt fra lands lov og ret, hvor de har levet side om side i fem år, men utroligt nok intet ved om hinanden.

Nu skal stilheden brydes, mener Matt, der åbner Pandoras æske, mens han kokkererer julemad i hyttens trange køkken. Joe følger mere modvilligt trop, og den umage duos fortællinger bliver til tre kortfilmlange historier i historien, der tegner dystre billeder af begge mænds fortidssynder.

Hver ’tilståelse’ kunne have fået en hel episode for sig, og nogle vil givetvis mene, at ’White Christmas’ propper kalkunen med lige vel meget fars, idet episoden grådigt gaber over de største hits fra sæsons tematiske repertoire: Fra menneskets kontroversielle sammensmeltning med (overvågnings)teknologi, dyriske lyster versus kølige pixels og skabelsen af kunstig intelligens, der holder et (sort) spejl op mod skaberens egen empati.

Det er meningen, at vi skal være ved at sprænges. Episoden ved udmærket godt, at mange af os finder julen rigeligt klaustrofobisk uden en drys dystopisk sortsyn til at krydre klegnemikset, og der er noget både kvalmt og perverst genialt over måden, serieskaber Charlie Brooker strammer garnet til tonerne af infamt repeterende juleschlagers. Her er der ingen androider, der drømmer om elektriske får, men menneskers elektriske drømme, der forvandler sig til levende mareridt, når lommeteknologien løber løbsk. ’White Christmas’ vil få alle, der havde ønsket sig hårde pakker under træet, til at tikke om hjemmestrikkede sokker i stedet.

Jodie Whittaker og Toby Kebbell i ‘The Entire History of You’.

Nr. 1: ’The Entire History of You’, sæson 1

Forestil dig, at alt, hvad du foretager dig, bliver optaget og lagret via en indopereret chip bag dit øre. Hver en samtale, hvert et knald. Gemt i knivskarpe billeder og klar til at blive genspillet – for dig selv eller sammen med andre – hvis du lige skal huske, hvad din kæreste nævnte, at hun/han ønsker sig til jul. Hvordan jobsamtalen gik. Eller hvordan det føltes at have sex med en eks for år tilbage. Mennesker er summen af deres oplevelser igennem et langt liv, men hvor er incitamentet til at bevæge sig fremad, hvis man hele tiden fristes til at se tilbage og gennemgå hver detalje af fortiden?

I ’The Entire History of You’ ramler Liams (Toby Kebbell) tilværelse, da han mistænker sin kone Ffion (Jodie Whittaker) for at have haft en affære med deres fælles ven Jonas (Tom Cullen). Passionen mellem Liam og Ffion er for længst kølnet – når de har pligtsex, genspiller begge parter frække samlejer fra forholdets yngre dage – og Liam gransker sine minder for ’mistænkelige’ blikke og samtaler, han har overværet mellem Ffion og Jonas. Den forsmåede husbond bliver mere og mere sikker på, at der foregår noget fordækt – og at Jonas måske endda er far til Ffion og Liams lille pige.

Hvis man nogensinde selv er ’kommet til’ at læse en kærestes sms’er eller har tilgået vedkommendes Facebook-profil for at rode efter snavs, vil man formentlig genkende følelsen af den knude af jalousi og adrenalin i maven, der med lynets hast æder Liam op. Det er exceptionelt pinligt at se på og et genialt satirisk portræt af, hvordan sociale mediers leflen for den indre svinehund forvrænger vores virkelighedsbilleder og spænder ben for menneskelige relationer.

Tematikkerne i ’The Entire History of You’ lagde grunden for en lang række af seriens senere eksistentialistiske digi-dilemmaer – deriblandt ’Be Right Back’ og ’Nosedive’ – og giver selvransagende stof til eftertanke over, hvor meget af vores liv vi deler og gemmer på digitale platforme. Og ikke mindst, hvordan vi forholder os til hinandens onlineminder, når vi kan snage i alt fra gamle feriebilleder af kæresten og hans/hendes eks (don’t go there) til chefens kontroversielle twitter-rants.

Husk det nu: Teknologi fucker med din hjerne.

Læs også: Den digitale fremtid er dyster i trailer til ‘Black Mirror’ sæson 4

Læs også: Anmeldelse af ’Black Mirror’ sæson 3 – Charlie Brooker har gjort det igen med frygtelig god serie