Første trailer til Netflix’ nye sci-fi-satsning ‘Altered Carbon’ er landet

Netflix går all in på den populære sci-fi-genre for tiden. Den næste satsning hedder ‘Altered Carbon’ og er baseret på Richard K. Morgans cyberpunkroman af samme navn.

Historien udspiller sig 300 år i fremtiden, hvor det – i bedste ‘Black Mirror’-stil – er blevet muligt at digitalisere bevidsthed. Menneskekroppen er blevet erstattelig og døden er ikke længere et permanent sort hul.

Joel Kinnaman (‘The Killing’, ‘House of Cards’) spiller hovedrollen som Takeshi Kovacs – den eneste soldat, der har overlevet et oprør mod den nye verdensorden. Hans sind har været fængslet i århundreder, men bliver sat fri af rigmanden Laurens Bancroft (James Purefoy), der vil have Kovacs til at opklare et mord. Mordet på Bancroft selv.

Første sæson af ‘Altered Carbon’ består af 10 episoder, der får premiere på Netflix 2. februar 2018.

Læs også: Officielt: ‘Stranger Things’ fornyet til sæson tre

Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’