»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

’The Cloverfield Paradox’: Netflix’ cloverfieldede sci-fi-historie er helt usammenhængende

’The Cloverfield Paradox’: Netflix’ cloverfieldede sci-fi-historie er helt usammenhængende
David Oyelowo, John Ortiz og Gugu Mbatha-Raw i 'The Cloverfield Paradox'.
2 6
Instruktion

Julius Onah

Medvirkende

Gugu Mbatha-Raw, David Oyelowo, Daniel Brühl, Elizabeth Debicki, Aksel Hennie, Chris O'Dowd, Zhang Ziyi

Spilletid

102 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

For to år siden koblede producer J.J. Abrams imponerende lydefrit et hamrende suspensefyldt gaslighting-kammerspil sammen med en otte år ældre found footage-monsterfilm under den fane, der blev hejset med ’Cloverfield’ i 2008 og altså fulgt op med ’10 Cloverfield Lane’ otte år senere. Alletiders mest enigmatiske franchise-fortælling var født.

Ind dumper så nu ’The Cloverfield Paradox’ – med overraskelsespremiere på Netflix i går – som et faktisk paradoks i succesformlen med sin forvirrende og meningssvækkende effekt på såvel den første film og den større franchise-tanke. Hvad der kunne have været en interessant oprindelseshistorie for den første films monstre, er blevet noget helt andet og meget kedeligere.

Vi hører en skrattende radiostemme fortælle, at Jorden vil være udtømt for energiressourcer i løbet af fem år. Verdens stornationer er i splid med Tyskland og Rusland på nippet til at starte en ny verdenskrig. Det sidste håb for at løse energikrisen er at starte en partikelaccelerator i rummet.

Alt sammen får vi forklaret i åbningsscenen af astronauten Ava Hamilton, som spilles af Gugu Mbatha-Raw, der fortsat venter på sin næste kødfyldte rolle efter ’Black Mirror’-afsnittet ’San Junipero’. Hun taler til sin mand Michael, men den reelle modtager er seeren i det første eksempel på filmens uhæmmede rovdrift på ploteksposition som fortællegreb.

Ava plages stadig af tabet af sine to døtre fire år tidligere og udtrykker modvilje over at skulle begive sig ud i rummet og væk fra sin mand. Med dramatiske pauser får Michael sat tingene i perspektiv: »Hvis du rejser… vil vi to… overleve. Ellers frygter jeg… at ingen vil«.

Vi springer to år frem i tiden, og Ava befinder sig nu som eneste todimensionelle karakter på et rumskib bestående af en multinational checkliste – hovedsagligt af førsteklasses karakterskuespillere – hvis eneste særtræk er deres nationale herkomst.

Udover engelske Ava tæller mandskabet USA (David Oyelowo), Tyskland (Daniel Brühl), Irland (Chris O’Dowd), Kina (Zhang Ziyi) og Brasilien (John Ortiz), mens norske Aksel Hennie har trukket nitten som upålidelig russer med tyk, overspillet accent.

Gugu Mbatha-Raw i hovedrollen som astronauten Ava Hamilton.

De når lige at gentage præmissen – at de er foregangseksempler for deres stridslystne nationer på Jorden og må starte Shepard-acceleratoren for at redde otte milliarder menneskeliv – da forfatteren til bogen ’The Cloverfield Paradox’ dukker op i nyhederne og leger lyseslukker med en definition på filmens titel:

Annonce

»… Acceleratoren er 1.000 gange kraftigere end nogen anden. Ved hver test risikerer de at lave hul i rum-tid-membranen, så flere dimensioner kolliderer, og virkeligheden spaltes… Eksperimentet kan udløse kaos af hidtil usete dimensioner. Monstre, dæmoner og havuhyrer…«.

»Altså, mener du, at deres forsøg kan slippe dæmoner løs?«, spørger nyhedsværten.

»Ja. Også i den grad«, understreger forfatteren.

Guess what?!

Acceleratoren går i udu, og rumskibets gange og vægge begynder at få deres eget liv og gøre ubehagelige ting ved besætningsmedlemmerne. Pludselig finder de en kvinde (Elisabeth Debicki) gennemboret af kabler bag en væg, der påstår, at hun er en del af crewet. Dommedagsprofeten fra nyhederne havde sørme ret: Acceleratoren har sendt dem til en parallelverden med Jorden ude af syne.

Derfra afvikles en generisk overlevelsesmission i takt med Daniel Brühls tekniske bagklogskabsbavl. Den egentlige franchise-sammenfletning finder imidlertid sted på Jorden hos Michael. Der klippes vilkårligt til hans navigering, i hvad der viser sig at være mere end bare strømafbrydelser.

Det er svært at hidse sig op over ’The Cloverfield Paradox’, da den mestendels minder om en mere rodet og identitetsfattig fætter til den stjernespækkede ’Life’ fra sidste år, der selv var et livløst opkog på den oprindelige ’Alien’.

Faktisk påstår nogle, at ’The Cloverfield Paradox’ blev udskudt med et år, fordi den mindede for meget om netop ’Life’. Man skal dog nok spørge J.J. Abrams for at få den hele historie bag filmens markedsføring. Sammen med sit produktionsselskab udså han sig Oren Uziels manuskript med titlen ’God Particle’, beholdt instruktøren Julius Onah og ’cloverfieldede’ sagen med en dertilhørende budgetforøgelse.

J.J. Abrams kunstige fødselshjælp bygger på en nærmest freudiansk fascination af sin mystery box, hvor fortællingens indre logik tilbageholdes til sidste øjeblik, og mysteriets tunnelsyn skal stimulere seeren fra start til slut.

I ’The Cloverfield Paradox’ udfyldes denne informationstilbageholdelse af en usammenhængende og forglemmelig science fiction-fortælling, og man kan håbe, at Abrams og co. finder en løsning på paradokset før franchisens fjerde mysterie.