’Battle of the Sexes’: Tenniskønskamp mellem Emma Stone og Steve Carrell ender i et genialt servees

’Battle of the Sexes’: Tenniskønskamp mellem Emma Stone og Steve Carrell ender i et genialt servees
Emma Stone og Steve Carell i 'Battle of the Sexes'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Jonathan Dayton & Valerie Faris

Medvirkende

Emma Stone, Steve Carell, Sarah Silverman, Bill Pullman, Andrea Riseborough & Alan Cumming.

Spilletid

121 minutter

Premiere

Den 12. april

Kan USA’s bedste tennisspiller slå en pensioneret mester? Kan en 29-årig løbe hurtigere og slå hårdere end en 55-årig? Svaret virker indlysende. Men det var ikke den slags spørgsmål, der blev stillet op til en ganske særlig tennisturnering i 1973.

Den 20. september spillede den kvindelige tennischamp Billie Jean King nemlig mod ketsjerlegenden Bobby Riggs foran 30.000 tilskuere i Houston Astrodome og 90 millioner tv-seere. En kamp, der fik undertitlen ’The Battle of the Sexes’. Al snak om talent, muskelkraft og gåpåmod blev sat til side, idet kampen udelukkende handlede om at besvare et enkelt spørgsmål: Kan en kvinde slå en mand?

Det var et af århundredets mest interessante sportskampe. Den iltre og kontroversielle verdensetter Bobby Riggs (Steve Carell), der havde gamblet det meste af 60’erne væk, stod over for et comeback og en mulighed for at sætte kvindefrigørelsen år tilbage. Den regerende kvindelige mester, feministen Billie Jean King (Emma Stone), kunne sætte en mandschauvinist på plads, mens hun slog et slag for kvindetennis og ligeløn mellem kønnene.

Samtidig var det et spektakel uden lige. Bobby Riggs spillede sin rolle i medierne, når han ytrede respekt for kvinders plads på tennisbanen – som boldsamlere – og når han selvsikkert poserede nøgen i diverse magasiner. Han ankom på kampaftenen båret af kvinder med teksten »Sugar Daddy« på sin jakke. Heroverfor blev Billie Jean King fragtet af mænd i en karnevalsparade og overrakte selvsikkert en gave til sin modstander: En gris, ligesom ham selv.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

I ’Battle of the Sexes’ morer instruktørerne Valerie Faris og Jonathan Dayton sig med mediestuntet, men dyrker også kampens symbolske betydning som en af kvindefrigørelsens store milepæle og en uforglemmelig konfrontation mellem mænd og kvinder. Et emne, der er så stort, at kampen fylder forsvindende lidt i filmen.

For det står hurtigt klart, at ’Battle of the Sexes’ ikke er specielt optaget af tennis. Er det spillets strategi, puls og nerve, man søger, er man nok bedre tjent med Janus Metz’ ligeledes glimrende ’Borg’ eller sågar Andy Sambergs parodiske ’7 Days in Hell’. De vigtigste kampe i ’Battle of the Sexes’ spilles uden for banen.

Billie Jean King har nemlig sit at se til. USTA, det amerikanske tennisforbund, vil kun betale kvinderne en ottende del af det vinderbeløb, mændene får tildelt – for mændene er mere underholdende på banen, må man forstå. Som modreaktion starter King og den bidske magasinredaktør Gladys Heldman (Sarah Silverman) deres egen tennisliga, senere WTA, og en tilhørende tour for kvinder. På vejen mod anerkendelse må King efterlade husbonden Larry derhjemme, og hun begynder så småt at finde interesse for sin frisør Marilyn (Andrea Riseborough).

Emma Stone i ‘Battle of the Sexes’.

Bobby Riggs kæmper mod de spilleglade dæmoner. Gambling er hans passion, på bekostning af hans familieliv. Den pensionerede mester får ideen til et comeback, da kvinderne drager på tour. Han vil bevise, at kvinderne ikke hører til på tennisbanen, med en kamp, som vil ende alle diskussioner mellem kønnene. Han vil spille mod King, men hun er ikke med på idéen. Han må presse hende til et punkt, hvor hun ikke kan sige nej.

Man efterlades lidt desorienteret undervejs. Der går en time, før den første tenniskamp overhovedet udspiller sig. Men det opvejes af de konstant medrivende historier og elskværdige karakterer, og det er svært at sige noget dårligt om Emma Stones portræt af den viljefaste, men også dybtfølende King eller Carells letbenede Riggs, der spiller tennis i bondepigetøj og med kæmpeketsjere.

Til sidst samler de mange tråde sig i en fabelagtigt underfortalt tenniskamp. Alt får lov at tale for sig selv i kampens hede – et genialt træk. Instruktørerne, som blandt andet står bag ’Little Miss Sunshine’, skaber i sidste ende en scene, der ikke bare overbeviser én om vigtigheden af alt, der gik forud, men om selve kampens betydning i 70’ernes polariserede kønsdebat. Om retten til at være kvinde, til at være på banen, til at respektere begge køn og elske, hvem man vil.