Tre danmarksaktuelle film har forandret mit blik på USA

Tre danmarksaktuelle film har forandret mit blik på USA
Brady Jandreau spiller en fiktiv udgave af sig selv i 'The Rider'.
’First Reformed’, ’Leave No Trace’ og ’The Rider’ er alle aktuelle på CPH PIX-festivalen – og de hører alle til blandt de bedste film, vores filmredaktør har set i år. Ikke mindst fordi de sætter fingeren på den amerikanske folkesjæls ømmeste punkt anno 2018.
Tre danmarksaktuelle film har forandret mit blik på USA
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

En rodeostjerne falder af hesten og får en hovedskade så graverende, at hans levevej ligger i ruiner. En sørgende præst overtager klimafanatismen fra en mand, der pludselig begår selvmord. Og en krigsveteran opfostrer sin datter i en naturpark, langt væk fra civilisationens snærende bånd.

Filmene hedder ’The Rider’, ’First Reformed’ og ’Leave No Trace’, der ikke alene er aktuelle på CPH PIX-festivalen. De er også stærkt vedrørende dissektioner af den amerikanske folkesjæl lige nu – langt hen ad vejen fuldkommen desillusionerede, men alle med et fortrøstningsfuldt twist.

I både Paul Schraders ’First Reformed’ og Debra Graniks ’Leave No Trace’ har de amerikanske krigstraumer snittet dybe ar på krop og sjæl. Ethan Hawkes Father Toller i Schraders film pressede sin søn til at melde sig frivilligt til Irak-krigen. Sønnen kom hjem i en kiste, og selvom Toller over for den deprimerede Michael, der bor i hans sogn, prædiker, at håb og fortvivlelse er livets dialektiske grundvilkår, er hans egne æg alle solidt placeret i sidstnævnte kurv. Han er en kristendommens forkynder, der selv leder efter noget at tro på, så da Michael tager livet af sig selv, fordyber han sig i den afdødes altomsluttende bekymring for Moder Jords fremtid.

Cowboymyten

I ’Leave No Trace’ mærker vi ikke blot krigssårene per stedfortræder. Ben Fosters Will bor i skoven med sin 13-årige datter Thomassin. Præcis, hvad der er overgået ham, holder filmen for sig selv, men det står klart, at selvsamme Irak-krig har efterladt ham med udpræget PTSD. Han er en kærlig far, men også et sammenbidt menneske, der umuligt kan indgå i et normalt hverdagsliv. Da far og datter bliver opdaget og opsøgt af myndighederne, skal han svare på 400 spørgsmål, som skal teste hans menneskelige og faderlige duelighed – men det går alt for stærkt, og han giver op efter et par stykker som et lysende eksempel på sin fortabelse.

Både Toller og Will griber midt i meningsløshedens bundløse hav fat i en ekstremistisk redningsplanke. Kun én af dem er til fare for omverdenen. Det er ikke sikkert, at nogen af dem kan redde sig selv.

Ben Foster og Thomasin McKenzie i ‘Leave No Trace’.

I begge film er krigen den amerikanske mytes forfald. USA skulle som klodens sherif redde verden, for deres egen og alle andres skyld. I returkredsløbet fik de martrede mænd, der i afmagt må give kald på landets grundlæggende værdier, religionen og fællesskabet.

I Chloé Zhaos anden film, ’The Rider’, smuldrer en beslægtet amerikansk myte som en knastør sandkage. Brady Blackburn er en moderne cowboy: Kendt i lokalområdet for sine rodeo-evner – og som en yderst talentfuld hestehvisker. Allerede her sparker filmen til mytologien, for også datidens cowboys i Amerikas jomfruelige år var i virkeligheden hesteoprættere. Billedet af den barske cowboy, der forsvarer uskyldige ungmøer fra brutale indianerstammer, er opfundet af Hollywood i den amerikanske selvforståelses navn.

Men selv i dag lever myten. Rodeo-berømmelsen giver Brady identitet, anseelse. Uden den er han bare en hillbilly, der fylder varer op i det lokale supermarked. Så sin skade og lægernes formaninger til trods gør han alt for at vende tilbage på hesten – mens han samtidig besøger og opmuntrer sit gamle rodeoforbillede Lane, der ligesom Brady er kommet til skade, men modsat ham så alvorligt, at han er en grøntsag uden chance for nogensinde at sidde på en hest igen. Kun i de genoptræningsfantasier, Brady med held iscenesætter under sine besøg.

Strømførende nationalbilleder

Man kunne hævde, at Brady er sin egen værste fjende, men i virkeligheden er det cowboymytologien, der undergraver hans perspektiv. Den amerikanske drøm om, hvad en mand er: heroisk, stærk, opofrende. For både Brady – i øvrigt utroligt inkarneret af amatøren Brady Blackburn, der spiller en fiktiv udgave af sig selv – Toller og Will gælder det, at traumerne har inficeret deres nervesystem i en udstrækning, at de ikke længere kan leve op til billedet af, hvad en amerikansk mand er. Det er sidste udkald for cowboyen, præsten og krigshelten, en kraftfuld treenighed af glorificeret maskulinitet i Guds eget land.

Så langt er det et mørkrandet portræt af det moderne USA, som Paul Schrader, Debra Granik og Chloé Zhao – der alle på bedste auteur-vis også har skrevet eller co-forfattet deres film –  fremmaner. Menneskeligt strømførende nationalbilleder, der åbner ens øjne med nuance og præcision.

Men de er ikke kun ladet med fortvivlelse. Der er også håb.

Ethan Hawke i ‘First Reformed’.

Uden at afsløre for meget er der i Wills datter Thomassin, i Michaels enke i ’First Reformed’ og i Bradys venskab med Lane en humanistisk, fremtidstro ånd, der trænger igennem. Det kan godt være, Trump er præsident, klimaet går amok, at verden er ved at gå under. Men i kærligheden er der stadig lys, lyder det her banaliserede budskab, der heldigvis aldrig trækkes ned over hovedet på publikum i nogen af filmene. De er i sjældent troværdig øjenhøjde med deres hovedkarakterer, der aldrig føles som fortegnede metaforer, men som mennesker af kød og blod.

De tre film er præget af et æstetisk mådehold, som man sjældent ser i amerikansk film. De står da også på skuldrene af store mestre, fra Dreyer til de italienske neorealister. Det er langt fra så tungt, som det lyder, for de tilsætter deres fortællinger en tydelig bevidsthed om suspense. Særligt ’First Reformed’ er en svendryppende thriller den sidste halve time, men også i ’Leave No Trace’ og ’The Rider’ er man så investeret i de velmenende, men krakelerede mænd, at man holder vejret frem mod sidste hjerteskærende frame.

Når vi med øjenrullende skadefro kritiserer amerikansk film, så lad os lige huske på, at det altså også er Paul Schrader, Debra Granik og Chloé Zhao. De har skåret en trio af årets absolut bedste film.

‘Leave No Trace’ vises 8. oktober i Empire Bio, ‘First Reformed’ vises samme dag i Cinemateket, og ‘The Rider’ vises 6. oktober i Empire Bio og 10. oktober i Cinemateket – alle under CPH PIX.

Læs også: Interview med Paul Schrader – »’First Reformed’ er kulminiationen af, hvad jeg har forsøgt i 30 år«

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold