’The Kleptocrats’: Storsvindler narrede sig til 3,5 milliarder dollars, finansierede ’The Wolf of Wall Street’ og drak vodka med De Niro

’The Kleptocrats’: Storsvindler narrede sig til 3,5 milliarder dollars, finansierede ’The Wolf of Wall Street’ og drak vodka med De Niro
'The Kleptocrats'

CPH:DOX. Man forstår godt, at det malaysiske folk føler sig grint lige op i ansigt.

Ikke nok med at en nyrig playboy hapser omkring 3,5 milliarder dollars fra landets skatteydere ved hjælp af økonomisk svindel og hvidvaskning. Han bruger tilmed nogle af pengene på at finansiere Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, hvis hovedperson mestrer selvsamme kriminelle disciplin.

Jho Low er navnet på hjernen bag den kolossale 1MDB-skandale fra 2015, hvor det blandt andet kom frem, at Malaysias premierminister Najib Razak havde overført næsten 700 millioner dollars fra statens udviklingsfond til sine private bankkonti. Flere millioner forsvandt samtidig ind i selskabet Red Granite, der sjovt nok var ejet af Razaks stedsøn, som altså smed penge ind i Scorsese og Leonardo DiCaprios produktion.

Fra start spiller ’The Kleptocrats’ meget tydeligt på skandalens ligheder med ’The Wolf of Wall Street’. I dokumentaren viser instruktørerne Sam Hobkinson og Havana Markings flere klip fra fiktionsfilmen, og de efterligner trailerens tekstskillere med sorte blokbogstaver på gul baggrund.

Og så er der de vilde fester. For inden Jho Low kom på FBI’s radar og gik under jorden, spenderede han afsindige beløb på mærkevarevodka i New Yorks natteliv – nogle gange i selskab med kendisser som Paris Hilton og Robert De Niro.

Desværre er galskaben ikke dokumenteret særligt indgående. Vi nøjes med et par klip og nogle slørede billeder på afstand, der genbruges et par gange. ’The Kleptocrats’ lider i første halvdel af, at billedsiden ikke er lige så spændende som det bemærkelsesværdige forløb, der bliver genfortalt. Sladderjournalisten Robin Leach beretter eksempelvis om »den bedste og dyreste fest, som Las Vegas nogensinde har set«, mens han peger på en tom, asfalteret grund, hvor den fandt sted.

På samme måde ville man i højere grad have kunnet retfærdiggøre den underliggende thrillermusik, havde filmholdet været med i selve opklaringsprocessen af sagen. Det er ikke helt lige så nervepirrende at høre de dygtige amerikanske journalister genfortælle, hvordan de var med til at føre ulovlighederne frem i lyset.

Undtagelsen sker dog, da kameraholdet i en kort periode følger Alex Ritman fra The Hollywood Reporter, som ringer Robert De Niro op for at høre om skuespillerens mulige forbindelse til Jho Low. En hidsig De Niro understreger eftertrykkeligt, at han »ikke giver en fuck« for journalistens hentydninger. Selvom det ikke fører til yderligere, føler man sig pludselig som en del af efterforskningen.

I sidste ende er ’The Kleptocrats’ dog mest interessant, når den ikke beskæftiger sig med Hollywood, men i stedet taler med ofrene, Malaysias borgere. En studerende, en oppositionspolitiker og en satiretegner har alle oplevet konsekvenserne af en korrupt og undertrykkende statsleder, der truer med fængsel og udrejseforbud.

Pludselig begynder uretfærdigheden at skære lidt i hjertet, og man undrer sig over, at filmen ikke har brugt mere energi på skandalens menneskelige konsekvenser.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019

Dokumentar. Instruktion: Sam Hobkinson, Havana Marking. Spilletid: 84 min.. Premiere: Den 21., 29. og 31. marts på CPH:DOX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af