Windermere

Spred dine ører og du skal finde den største skønhed, toner kan fremelske. Således oplevede undertegnede en kold aften et tiår tidligere, at de engelske shoegazere Slowdive sendte publikum helt derud, hvor det vægtløse startede og alle tanker blev til luft.

Desværre trak Newton hurtigt den anden vej, og kun sjældent igen har toner været så vægtløse. Den danske gruppe Windermere vil også gerne opnå det vægtløse i deres toner. Deres udgivelse ‘The World Is Here’ siger godt nok det modsatte i en titel, der trækker én tilbage til det jordiske igen.

Men svæve som Slowdive gjorde det engang, vil Windermere så gerne i deres opløftende lyd. En lyd hvor den magiske drømme-guitar, der gjorde Slowdive til himlens budbringer, har ladet Newtons lov føre sig tilbage i sindet på de fire herrer i Windermere.

Windermeres musik er meget, meget smuk, derom kan ingen jordiske skabninger betvivle. Men Windermere er også, som at modtage et ekko en blæsende dag på den vestjyske slette, hvor en enkelt tone, en enkelt lyd, bringer én tilbage til et glimt af vægtløshed, der ikke længere eksisterer i nuet, men langt væk i det underbevidste. Men stadigt, blot som et ekko af de glemte øjeblikke en enkelt tone bringer med sig tilbage.

Windermere. 'The World Is Here'. Album. Iwave records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af