Soundgarden – ujævne grunge-legender

Soundgarden – ujævne grunge-legender
Foto: Ole Isø-Nielsen

Okay, lad os bare få to ting ud af verden med det samme:

1. Lydforholdene i Forum under Soundgardens mandagskoncert demonstrerede endnu engang, at den gamle hal på Frederiksberg er langt mere anvendelig til seksdagsløb end til rock’n’roll. No news.

2. Chris Cornell og co. satte simpelthen nye standarder for, hvor dårlig smag man kan have udi visuals under en koncert. Troldspejlets Jakob Stegelmann ville have fået et hjerteanfald, så jammerlig var Seattle-kvartettens medbragte billedside. Blomster! Bølger! Faldende sne! Really, gutter? Nå, nok om det.

Nu hvor den værste galde så er udgydt, må denne signatur desværre konstatere, at de genopstandne grunge-legenders koncert var en temmelig ujævn en af slagsen, hvor der var lidt vel langt mellem de virkelig gode stunder.

Fra åbningsnummeret, den 25 år gamle single ’Flower’ fra debutalbummet ’Ultramega OK’, gik der fem-seks numre, før det for alvor virkede som om, bandet fandt spilleglæden frem. Klassikeren ’Outshined’, 2010-singlen ’Black Rain’ og ’By Crooked Steps’ fra sidste års hæderlige comeback-skive ’King Animal’ blev leveret slapt og slasket uden den intensitet og slagkraft, som ellers kendetegner sangene.

Læs anmeldelse: Soundgarden ‘King Animal’

’Rhinosaur’, med sit fede febrilske mellemstykke, og en amfetaminspeedet udgave af det ellers så tunge bæst ’Rusty Cage’ rådede dog bod på den sløsede start, tændte op under stemningen og fik samtidig aftenens første crowdsurfere på banen.

I ’Fell On Black Days’ blev lyden sågar en smule bedre, og man kunne endelig høre, at Cornells stemme stadig er i verdensklasse. ’Blow Up the Outside World’ blev sendt ud over scenekanten i en formidabel bidsk udgave, hvor vreden fik mere plads end på albumversionen. ’Burden in My Hand’ og ’The Day I Tried to Live’ blev ligeledes eksekveret overbevisende, og fik et par langhårde ungersvende foran mig til at flå hidsigt i luftguitarstrengene, inden ’4th of July’ afsluttede hovedsættet on a high note.

Under de fire ekstranumre måtte den jo komme. ’Black Hole Sun’, altså. Rockslageren blev desværre serveret temmelig forkølet, og det virkede mildest talt som om, at Soundgarden kun spillede den af pligt. Aftenen sluttede dog positivt af med en dyster transcenderende udgave af ’Beyond the Wheel’, hvor Chris Cornell gav den gas som åndemanende rockshaman, inden et brusende hav af feedback satte det endelige punktum.

Koncert. Forum.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af