Inc. – i natkirke på Jazzhouse
Der er noget umiskendeligt autentisk over Inc., men ligesom begrebet autenticitet er det svært at definere præcis, hvad det består i. Frem for at dekonstruere strukturer som meget (post)moderne populærmusik forsøger, er der snarere en opbyggelighed i duoens fortættede og hermetiske univers, der trækker på inspirationskilder som alternativ rock og neo-soul med samme selvfølgelighed som new age og gospel.
Inc. bevæger sig således på korsvejen mellem rockmytologi og urbanmusik, men med en åndelig overbygning, som afspejles i universets æstetik, der bedst lader sig beskrive som en syntetisk spiritualisme med lige dele elektroniske, akustiske og æteriske elementer.
Det kunne også høres – og ses – lørdag aften på Jazzhouse, der i øvrigt udgjorde den perfekte ramme om duoens musik med sin intimitet og dæmpede belysning. Som det rockistiske ideal foreskriver, stod de to brødre blottede på scenen og udkrængede deres inderlighed, alt imens de forprogrammerede baggrundsspor fandt deres tydelige reference hos soulartister som D’Angelo og Meshell Ndegeocello, der begge angives som duoens idoler, og hvis musik paradoksalt nok kendes for sin kødelighed.
I stedet måtte Andrew og Daniel Aged selv stå for det menneskelige aspekt, hvilket dog viste sig at være en overvejende styrke, da de med kun et instrument og en mikrofon mellem sig og publikum kunne videregive musikken næsten umedieret. Desværre er det nødvendigt at skrive næsten, da lydmanden indtog en uheldig hovedrolle i starten af koncerten, idet niveauerne mellem live-instrumenterne og de medbragte lydflader mudrede til med det resultat, at duoens hidtidigt største hit ’The Place’ blev leveret i en noget forkvaklet udgave.
Det bragte dem dog ikke i forlegenhed, og det ydmyge setup til trods formåede brødrene at kompensere for den skæve start ved at spille det broderlige epos ’Desert Rose (War Prayer)’ med en altomfavnende intensitet, der ingen tvivl efterlod om deres musikalske virtuositet på henholdsvis bas og guitar. Det tryllebandt også publikum til den følgende serie, som skiftevis bød på numre fra debutpladen ’No World’ og nye skæringer, inden duoen satte trumf på spiritualiteten med et cover af den amerikanske gospel-guru Kirk Franklins ’Melodies From Heaven’ i en næsten hiphoppet version, hvor originalen var samplet i baggrunden, inden den flød sammen med Andrews messende og sine steder scatsyngende vokal.
Læs anmeldelse: Inc. ‘No World’
(Selv)højtideligheden var dog ikke større end, at brødrene herefter udtrådte af den sakrale zone og med et koket smil spillede en instrumentalversion af jazz-standarden ’Dream A Little Dream Of Me’. Gimmicken var måske tiltænkt som et anerkendende nik til spillestedet, men kom i dansk kontekst til at hensætte en til suppe, steg og is-stemningen fra familiære forsamlingshusfester. På den måde kom det uformelle afbræk dog også til at minde om en nadver, inden brødrene fulgte den liturgiske dramaturgi til dørs med den metafysiske ’Angel’, der forekom velvalgt som postludium og lod publikum gå velsignede videre, næsten som havde man været i natkirke.