Death From Above 1979

Sebastien Grainger og Jesse Keelers første album i ti år holder som en velfungerende helhed.
Death From Above 1979

Albummets cover, der forestiller medlemmerne Sebastien Grainger og Jesse Keeler med elefantsnabler, hører til blandt årets tåbeligste af slagsen, men bag den uoriginale grafik (som også udgjorde debutalbummets omslag) bruser en flod af musikalsk dynamik og pay-off til de riffliderlige.

Death From Above 1979 faldt oprindeligt fra hinanden i 2006 grundet musikalske uenigheder efter blot et enkelt album, men for tre år siden tog de tråden op igen, og dette album er lyden af to musikere, der tydeligvis har afstemt forventningerne med en fokuseret plan for øje.

Et tungt groove og piskende hi-hat ligger som sonisk glasur på ‘Crystall Ball’ og ‘Cheap Talk’, der er bandets dansable punkrock i destilleret koncentrat, omend sidstnævnte og ‘Always On’ forfalder til automatpilot og monotoni. Så efterlades et mere overbevisende indtryk på ‘Right on, Frankenstein!’ og ‘Gemini’, som tordner af sted med staccato-riff.

Der levnes ikke meget plads til pusterum, men det er nu en positiv omstændighed. Man konfronteres hele tiden med power i den tætpakkede lydfabrik, som i den fartglade ‘Government Trash’ og den mere komplekse ‘Virgins’, der givetvis vil fryde mathrock-fans, og endelig titelnummeret, som slutter med en basfigur af nærmest hairmetal-agtige proportioner.

Grainger og Keeler har en ambitiøs tilgang til deres dogmatiske set-up baseret omkring trommer og bas/synth, og det lykkedes dem at smelte elementerne sammen i en energisk og velfungerende helhed, der langt hen ad vejen er en opvisning i forrygende samspil mellem effektfulde grooves og massive riff.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Death From Above 1979. 'The Physical World'. Album. Last Gang.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af