St. Vincent – lidt for tilrettelagt

St. Vincent – lidt for tilrettelagt
Foto: Henriette Frausing
Annie Clarks stærke fokus på en kontrolleret visuel performance gjorde, at musikken aldrig fik lov til at løfte sig på egen hånd.
St. Vincent – lidt for tilrettelagt
4 6

Koncert, Store Vega

Koncert

Store Vega

Setliste

‘Rattlesnakes’
‘Digital Witness’
‘Cruel’
‘Marrow’
‘Every Tear Disappears’
‘I Prefer Your Love’
‘Actor out of Work’
‘Surgeon’
‘Cheerleader’
‘Prince Johnny’
‘Birth in Reverse’
‘Regret’
‘Huey Newton’
‘Bring Me Your Loves’
‘Strange Mercy’
‘Chloe in the Afternoon’
’Your Lips are Red’

Det var en af de aftener, hvor tanken ’var det virkelig det?’ tog bolig i en som den umiddelbare reaktion efter den sidste akkord var runget ud og lyset i salen blev tændt.

Der var ellers skruet op for et totalshow med Annie Clark i pailletbesat kjole og den karakteristisk flagrende troldkvinde-frisure i blå nuancer. Hertil et hvidt podie i tre niveauer midt på scenen, som hun både slængede sig på med benene over kors under en smægtende ‘I Prefer Your Love’ og besteg som den guitarheltinde, hun vitterligt er.

Clarks virtuositet fik vi heldigvis adskillige demonstrationer af. I ‘Cruel’ leverede hun komplekse vokalfraseringer simultant med ditto leadguitartoner, og så på ‘Surgeon’, hvor soloen nærmest manifesterede hende som en artrockens Prince med en slet skjult selvsmagende attitude. Ligesom hendes solomoment i ‘Strange Mercy’ med afdæmpede og dynamiske anstrøg på guitaren efterlod et stærkt indtryk.

Dette var et af de få øjeblikke, hvor følelserne fik lov til at pible ud af den stramt kontrollerede optræden. Hvilket bringer mig tilbage til den indledende reaktion, for den uforløste fornemmelse skyldtes ikke det musikalske aspekt. Dertil har Annie Clark og hendes band et for højt niveau, ligesom sangenes kvalitet taler for sig selv.

Snarere obstruerede Clarks teatralske tilbøjeligheder og det indstuderede i hendes pirouetter og kokette knæk med håndleddene for, at man fik musikken ind i sjælen. Desuden fremstod de gennemkoreograferede moves mellem hende og synthspiller/guitarist Toko Yasuda komiske og understregede blot fornemmelsen af et lidt for tilrettelagt show. Hendes monologer om alt fra sengetøj med dinosaurprint til leg med forstørrelsesglas skabte også en underlig distance til publikum.

Afslutningen med en udsyret ‘Your Lips are Red’ indkapslede ganske fint helhedsindtrykket. Clark gik i nærkontakt med publikum og rakte sin guitar ud til dem, men instrumentet undslap aldrig hendes hænder. Selv i en tilsyneladende spontan gestus herskede kontrollen.

Havde hun bare løsnet grebet en smule i sit kontrollerede fokus på en visuel performance, kunne koncerten have løftet sig til en liveoplevelse af de store. Det var gennemprofessionelt eksekveret, men rørt blev man desværre ikke.

Læs også: 10 skæve spørgsmål til St. Vincent

Læs også: St. Vincent-interview: »Jeg har aldrig været en normal person«

Læs også: St. Vincent og ni andre navne, der bør spille på NorthSide i 2015

Læs også: St. Vincent på vores liste over halvårets bedste album