Agentfilm med overskud – se 'Kingsman: The Golden Circle' på C More her

Viet Cong – energien vandt over mysteriet

Viet Cong – energien vandt over mysteriet
Foto: Tommy Frost
Viet Cong – energien vandt over mysteriet
4 6
Viet Cong

Koncert, Voxhall

Lørdagens andet hovednavn på Pop Revo efter legendariske The Pop Group var Viet Cong. Et band, der i deres ret konservative opstilling med to guitarister, forsangeren Matt Flegel på bas og hans bandmakker fra hedengangne Women, Mike Wallace på trommer, på overfladen synes ligetil. Men for hvert nummer, efterhånden som koncerten skred frem, blev det canadiske firkløver blot sværere og sværere at blive kloge på.

Når man tror, at man har Viet Congs genreterritorium nailed down, tager de nemlig som kviksølv et sving til venstre. Og så ét til. Til at starte med er det bare den særegne, kimende klare guitarlyd, bandet dyrker, der sammen med Flegels knudrede basfigurer bringer én ud af fatning. Det stikker dog dybere: Energien er (post-)punket, men den instrumentale interkommunikation på en skæring som ‘Bunker Buster’ er indviklet, på grænsen af det mathrockede. Wallace zapper ubesværet rundt i tempi og taktarter som vi andre skifter kanaler på fjernsynet, og selv sangstrukturerne tager sig en veloplagt tur omkring postrocken med alenlange epikker som ‘Death’, som i aftenens anledning fik lov til at strække sig over hele sidste tredjedel af det tre kvarter lange sæt.

Så kompleks musik fordrer, at samspillet sidder lige i skabet, og heldigvis fandt bandet hurtigt ind i rytmen efter nogle få begyndervanskeligheder og en smule fordrukkent drilleri fra Flegel, rettet mod bandets ene guitarist med det helt danskklingende navn, Daniel Christiansen.

Han udgjorde i koncerten som en anden vildmand med stropløs guitar i fri dressur et forrygende, ekspressivt kontrapunkt til sin makker i den modsatte ende af scenen, den nærmest narkoleptiske, introverte Scott Munro. Retfærdigvis var det sikkert blot dyb koncentration, men Munro så simpelthen ud som var han ved at falde i søvn, når hans og Christiansens toner flettede sig teknisk blændende ind og ud af hinanden.

Sætlisten var domineret af bandets nyligt udkomne debutalbum, men også ældre materiale som 2013-singlen ‘Throw It Away’, der her åbnede ballet, havde fundet plads i aftenens bredside. I sidste ende vandt Viet Cong på ren energi, der fik de forreste publikummer til at moshe spontant, men Flegels sangstemme var bestemt ikke i topform.

Han bjæffede sig bryskt og kun nogenlunde acceptabelt igennem de dele af koncerten, der ikke var rent instrumentale, men hans indledende stunt med at tage trøjen af (er det sådan en thing, de har kørende?) og stolt viste sin behårede torso frem for publikummerne var afvæbnende: Jo, de er bare mennesker inde bag alle de umenneskeligt komplicerede musikalske parader.

Læs anmeldelse: Viet Cong ‘Viet Cong’

Advertisement