Telefonen er hovedperson på Erykah Badus udfordrende mixtape

Telefonen er hovedperson på Erykah Badus udfordrende mixtape
Telefonen er hovedperson på Erykah Badus udfordrende mixtape - But You Caint Use My Phone
4 6
Erykah Badu
'But You Caint Use My Phone'

Album, Control Freaq

Telefonen har altid været et gennemgående motiv i populærkulturen, både hvad angår serier og film (hvad ville ’The Wire’, ’House of Cards’ og senest ’Nordskov’ være uden?), og ikke mindst i musikken. Tænk bare på ikoniske numre som Stevie Wonders dansktops-domesticerede ’I Just Called To Say I Love You’, Carly Rae Jepsens teenage-amorøse ’Call Me Maybe’ og senest Adeles ’Hello’.

På den måde har telefonen ofte udgjort instrument til og arena for meningsudgydelser og kærlighedserklæringer, men sjældent spillet som objekt og aktør, som den gør på Erykah Badus nye mixtape, der samtidig er hendes første udgivelse i fem år. Erfarne Badu-fans vil dog vide, hvordan telefonen også tidligere har haft en plads i den sydstatsbaserede neo-soulsangers diskografi. Senest på hendes cover af Drakes’ ’Hotline Bling’, der inspirerede hele mixtapet, og tidligere med ’Telephone’ fra ’New Emerykah Part One’ og ’Tyrone’ fra hendes 1997-liveplade. Alle får de en genkomst på ’But You Can’t Use My Phone’, og mest prominent er måske sidstnævnte, hvis genkendelige outro parafraseres i både mixtapets titel og intro. Så er svartonen ligesom slået an.

Næsten alle sangene på mixtapet er mere eller mindre loyale covers af klassiske numre, såsom Ushers’ ’U Don’t Have To Call’ og New Editions ’Mr Telephone Man’, der alle har haft telefonen som omdrejningspunkt. Særligt sidstnævnte bliver retro-cool i sin repetitive appel til telefonoperatøren om at hjælpe med at udrede kurer på tråden i en tid, hvor Google udgør det primære orakel både hvad angår problemer med elskov og elektroniske apparater.

Det er derfor også så som så med, hvad mixtapet indeholder af originalt materiale, og udgivelsens bidrag består i stedet i fortolkningen af disse numre. Et af de fremmeste eksempler herpå er Badu og eksmand André 3000’s cover af Todd Rundgren/The Isley Brothers-klassikeren ’Hello Its Me’ med alt hvad dertil hører af de to excentrikeres kendetegn i form af staccato-sang og snøvlefraseringer, rimshots og rhodes.

Badu og den gennemgående producer Zach Witness har selv navngivet genren TRap & B og forklaret, hvordan den skal indgyde lytteren sindsro og sjælefred, blandt andet gennem spirituelle instrumenter som stemmegaffel og tibetanske syngeskåle. Det kan forekomme at være en paradoksal ambition med tanke på mixtapets genstandsfelt, telefonen, der som oftest udgør et forstyrrende fremmedelement i vores stadige tilvænning til teknologien, men det lykkedes forbløffende godt for duoen at forene de to dimensioner og skabe tiltalende og dvalende klangflader på tværs af det ellers alsidige forlæg – selv på den trappede og monotont messende ’Phone Down’, der får sit simple budskab igennem på næsten hypnotiserende vis. Endnu mere imponerende bliver det hele med tanke på, at mixtapet er indspillet på 12 dage, og at Badus vokalstykker alle er indspillet i one takes.

Det er i sig selv kompromisløst at have telefontematikken som kreativt benspænd, men det er frygtløst at gribe det an på den måde, som Badu har gjort her – særligt taget hendes vanlige, lave udgivelsesfrekvens og perfektionistiske gemyt i betragtning. Hvis ikke for andet, så fortjener den snart 45-årige sangerinde i hvert fald credit for sit mod til at udfordre, om ikke lytteren, så i hvert fald sig selv.


Kort sagt:
Erykah Badu har lavet et hovedværk, hvad angår telefonens rolle som motiv i musikhistorien, men næppe et hovedværk i sin egen diskografi. Med en pause på fem år vil de fleste fans dog formentlig se det som et kærkomment gensyn med den sydstatsbaserede excentriker, der med sin vanlige frygt- og kompromisløshed måske ikke formår at udfordre lytteren, men i hvert fald sig selv.