Efterklangs nye projekt: Liimas debut svæver euforisk, inden den falder

Efterklangs nye projekt: Liimas debut svæver euforisk, inden den falder
Efterklangs nye projekt: Liimas debut svæver euforisk, inden den falder - ii
3 6
Liima
'ii'

Album, 4AD/Playground

Knib øjnene sammen og forestil dig et øjeblik, at Efterklang-medlemmerne – Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg – og deres debut under navnet Liima sammen med den finske perkussionist Tatu Rönkkö er et vovemodigt spring ud fra toppen af en uendelig høj klippetop.

Et fald ud i det uvisse, som du har gået og set frem til med lige dele spænding og bekymring. Spænding, fordi Liima-singlerne har varslet en elektronisk, mere skarpkantet og sample-infuseret lyd, væk fra kendte Efterklang-territorier. Bekymring, fordi det altid er skide nervepirrende – og måske endda farligt – at kaste sig ud i det uvisse. Det kan gå godt, men også rigtig skidt.

På flere måder passer analogien om det frie fald på debutens anatomi, for det er næsten ikke til at få hænderne ned over albummets første to numre. Ligesom det befriende og adrenalinsusende svæv, hvor verden i et kort øjeblik kan stå helt stille, opfylder de hele kroppen med en flydende, elektronisk strøm.

Især åbneren, den enorme og trippende synthesizerballade ‘Your Heart’, giver kuldegysninger, og nummeret forundrer samtidig dejligt med et lille aggressivt rave allerede indenfor de første fire minutter, hvor en syret og stikkende vokal tævet om til synthesizer mejsler en stikkende lille solo ind i åbningen.

Andet nummer, den beattunge ‘Amerika’, hamrer som 120 kg tunge viceværter gør i frosne rør, mens Casper Clausens tekster kaster mørke skygger over mulighedernes land med åbningslinjerne »The water makes you sick, Amerika«. Et kritisk syn, den dertilhørende musikvideo er med til at forstærke med sine scener fra et falmet stykke provins-USA.

Men efter suset i de første momenter rammer virkeligheden og gibber dig tilbage i kroppen.

‘Russians’ er den første sang til at opløse svævet. Skurken her er et komplet fejlcastet trompetsample, der måske kunne høre hjemme på en single fra The Asteroids Galaxy Tour, men ikke gør noget godt for Liimas knapt så hitorienterede elektroniske strøm. Samplet begraver desværre fuldstændig nogle af Clausens mest højtstræbende vokaler på pladen.

Inden man er færdig med at ærgre sig over trompeterne, byder ‘Trains in the Dark’ på endnu en malplaceret overraskelse i form af fire minutter med blegt tonsende synthrock, som stikker ærgerligt ud.

Et par numre på pladens sidste halvdel (‘Woods’ og ‘Black Beach’), er med til at genetablere lidt af dybden og det trippende svæv, som de bedste numre skabte i starten. På trods af det formår heller ingen af disse for alvor at hage sig fast, og skal man finde en oplevelse, må det være de alternative produktioner og Rönkkös skæve, legende perkussion, som her og der blusser pladens glød op.

Gruppen har udtalt, at albummets ti numre er valgt ud af en pulje på 16, som blev jammet frem fra ingenting på kun fire uger. Måske det kan være med til at forklare noget af debutens rodløshed og de ærgerlige valg.

Konsekvensen af det improviserede format bliver i sidste ende, at helheden fordufter. Melodier mangler for ofte et defineret væsen, så albummets samlede sum kan fastholde startens vægtløse eufori.