Myrkur – usikker metalkriger med potentiale

»Spørg om hun er på Tinder. Make your move«, sagde en fyr i crowden til sin ven, da Amalie Bruun, kvinden bag Myrkur, bevægede sig hen til keyboardet på den ene side af scenen. På trods af at have spillet i en rum tid, var det åbenbart stadig hendes kvindelighed og ikke hendes musik, der hos fyren var det mest bemærkelsesværdige ved hende.

Kommentaren siger en del om den skepsis, som Myrkur er blevet mødt med. Efter at være blevet ført frem af internethype og en god promotion-kampagne, står hun nu som et lysende navn på den internationale metalscene. Hun er at finde på forsiden af store metalmagasiner, hun varmer op for tidens store navne som Deafheaven og Behemoth, og til sommer skal hun spille på nogle af verdens største metalfestivaler.

Men anklagerne om, at Myrkurs succes skyldes hype frem for råt talent og sangskrivertæft, har været mange, og meldinger om pinlige koncerter – blandt andet på Roskilde Festival og i Pumpehuset sidste år – har også cirkuleret. Helt så grelt stod det dog ikke til i Amager Bio, men kritikken har stadig noget på sig.

For selv om aftenens koncert ikke var ringe, så bærer Myrkurs show stadig præg af at være urutineret. Der er lidt for lange pauser mellem numrene, leveringen er sine steder usikker, og Bruun insisterer på at stå med en guitar, som hun ikke spiller på, mens hun synger, hvilket blot lammer hende på scenen. Kort sagt ligner Myrkur stadig et upcoming band mere end et hovednavn i egen ret, og Bruun fremstår mere som en skrøbelig frontfigur frem for en stærk en af slagsen.

Det er en skam, for når musikken spiller, går det egentlig helt godt. Koncerten blev åbnet med ’Den lille piges død’ og ’Onde børn’, men man skulle dog hen til ’Jeg er guden, I er tjenerne’, som blev indledt med a cappella-stykket ’Vølvens spådom’, før det rigtigt tog fat. Her pegede leveringen, attituden og musikkens dystre stemning på, at der faktisk stod en stjerne på scenen. Og det klædte Bruun og bandet.

Efter et besøg fra Solbruds forsanger Ole Luk, der skreg sine lunger ud på ’Mordet’, kom den lette ’Dybt i skoven’, et melodisk nummer drevet frem af et insisterende stortrommebeat, som så ud til at være den sang, der blev bedst modtaget af publikum. Det er pudsigt, for her er Myrkur langt fra den metalkontekst, hun skrives ind i, men det siger også en del om hendes musik.

For et mærkværdigt aspekt ved Myrkurs omdømme er, at hun er ført frem som reformator af black metallen, selv om genren sjældent rigtigt fylder hos hende. Når den gør det, sker det for det meste i korte passager, der ikke får den plads, de har brug for, og som derfor føles påklistrede frem for integrerede.

Til gengæld er det i korsangen og i inspirationen fra folkemusik, at hendes force ligger. Her excellerer hun og brænder igennem. Måske var Myrkur blevet mødt med mindre kritik, hvis ikke hun var blevet markedsført som et black metal-navn?

Den udbredte skepsis og kedelige sexisme kan Myrkur åbenbart ikke undgå, og dermed bliver hun alene ved sin tilstedeværelse som kvinde i en maskulin og mandsdomineret genre til en feministisk frontfigur, om hun vil det eller ej. Derfor ville det også være befriende at se hende sætte alle de kritiske røster på plads med en stærk performance.

Det er bare ikke sket – endnu.

Læs live-anmeldelse: Deafheaven i Amager Bio