Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’: Et af de mest ustyrlige hiphop-album siden ‘Yeezus’

Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’: Et af de mest ustyrlige hiphop-album siden ‘Yeezus’
Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’: Et af de mest ustyrlige hiphop-album siden ‘Yeezus’ - Atrocity Exhibition
5 6
Danny Brown
'Atrocity Exhibition'

Album, Warp/Friendly

Det er påfaldende, hvor banalt og borgerligt Danny Browns kunstnernavn umiddelbart klinger. Især når man tænker på, at intet andet ved hans excentriske freakshow-persona overhovedet er tæt på det gængse, da hans ejendommelige inklinationer altid har været adelsmærke for hans sygeligt febrilske image – noget som i bedste stil forlænges på grusomhedsfremvisningen ’Atrocity Exhibition’.

Rockinspirationen, som Brown inden albummets udgivelse kunne berette om, høres flagrant gennem blandt andet den splintrende spade, der hjemsøger begyndelsen på ’Today’, og på det psykedeliske intronummer ’Downward Spiral’, hvis forslidte og slæbende guitar slår resten af albummets karakter an: En nedadgående helvedesspiral, som man fortæres af. Kender man Brown ret, ved man også på forhånd, at projektet er en kronisk hiphop-helvedesild, der kan slå ud til hver en tid.

Hvornår dette præcis hænder, er svært at udpege nøjagtigt, for det sker ved adskillige tilfælde i albummets hyperaktive forløb. Synes man ikke, det indtræder på det fremragende posse cut ’Really Doe’, kan man ingenlunde undgå at få blæst hovedet af takket være det monstrøse mutantbeat, som ’Ain’t It Funny’ har på sin dybt forstyrrede dagsorden. Galskaben vrider sig her i forskruet takt med svulmende mastodontblæsere og en Brown, der med sin sædvanligt påtagede skingerrøst forsøger at overdøve produktionen.

»Verbal couture / parkour / with the metaphors / the flow house of horror / dead bolted with metal doors«, vræler han svimlende gennem sangens første vers, som er et stilstudie i mikrofonkontrol.

»I can sell honey to a bee«, praler han videre på selvsamme sang. Det er ikke meget ved siden af, da han ser ud til at kunne mestre ethvert slags beat i denne brogede og uegale omgang.

Yderligere højpotent lyrisk spræl demonstreres i utallige instanser gennem det maleriske og viltre forløb – eksempelvis versene på den Wu-Tang-lignende ’Lost’. Forståelsen for dette kræver indlevelse fra lytteren, men man får det tifoldigt igen, så snart den lyriske pære lyser op og det går op for en, at Brown er en af yderst få i genren, der trives på alle slags beats, ortodokse såvel som skæve.

Den pumpede galde fortsætter fortræffeligt på både strygerriffet ’Golddust’, den stressende ’When It Rain’ og den militære ’Pneumonia’, hvor en karikerende Brown indrømmer sine narkolaster fuldstændig som på det foregående track ’White Lines’, hvis titel ikke engang behøver læses mellem de coke-støvede linjer, mens man hypnotiseres af dets oscillerende orgelbeat.

Alligevel er det ikke lutter mareridtspsykose, man står model til. Man finder også eftertænksomme tracks, der bringer tempoet ned og kaprer lytteren med hudløst ærlige fortællinger – som den grublende ’Tell Me What I Don’t Know’ og absurditetens succesberetning ’From the Ground’, hvor Brown rapper: »8 balls with a safety pin / I deserve the finer things«.

Selv mere eksotiske skæringer er flettet ind. Den groovy regndansvise ’Dance in the Water’ er næste lige så farvestrålende som noget, inspirationskilden Talking Heads kunne have fundet på, mens ’Get Hi’ med hashmaskotten B-Real fra Cypress Hill udgør projektets salige stoner-hyldest.

Man kan foranlediges til at tro, at albummets fandenivoldskhed forstyrrer ethvert forsøg på at give et multilateralt og nuanceret billede af Brown som kunstner. Men går man udfordringsparat ind i gennemlytningen, står det klart, at Brown blot er den type artist, der aldrig nogensinde vil kompromittere sin makabre nichelyd, eftersom ’Atrocity Exhibition’ åbenlyst intet hitrytteri har.

Det kan lyde sensationelt, at Brown skulle være forstandsmæssigt distingveret. Jovist, hans musik er sindsoprivende, traumatiserende og forskræmt. Men den er også kontrapunktisk tankevækkende på grænsen til det intellektuelle (uanset hvor svært det end måtte være at spotte), og heri gemmer hans splatterbelagte, men gyldne kerne sig.

I stedet for at servere sine krakelerede Detroit-kroniker i veldoserede og mundrette bidder, losser Brown hele uhyrligheden i fjæset på lytteren, hvilket er fandens forfriskende. Samtidig gøres der også plads til dybsindige traumeindblik gennem albummets ultimative narkonedture, der ironisk nok placerer tiltaget på et upåklageligt højt niveau.

Efter at have hørt ’Atrocity Exhibition’ kan man ikke tage fejl af Danny Brown som kunstner. Han er en infernalsk rap-connaisseur, man næppe kan sidde overhørig. Albummet er et af de mest ustyrlige i sin genre siden ’Yeezus’, hvilket kun er en god ting.


Kort fortalt:
Nok er ’Atrocity Exhibition’ infernalsk grovkornet og til tider næsten infantilt, men uhyrlighederne tempereres løbende med balancerede nedsynkninger i tempo såvel som ulyksalige personskildringer som minutiøs modpol til den svulmende mani, der rumsterer lige under den slamfyldte overflade.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold