Hong Kong kårer: Her er de fem bedste sange på dansk nogensinde

Hong Kong kårer: Her er de fem bedste sange på dansk nogensinde
Foto: Thomas Sørensen/Peberman
I denne tid sætter vi fokus på lyden af 2017, og på vores liste over de 10 mest lovende navne i Danmark finder man blandt andre Hong Kong. Popgruppen fra kollektivet Vellness Plader slår nye krøller på det danske sprog, og vi fik derfor bagmændene Joachim Schierning og Johan Knutz Haavik til at lave deres helt egen liste over de bedste dansksprogede sange nogensinde.

1. Malk de Koijn ‘Kosmisk Kaos’

»Med Lee Konitz og Hal Galpers ikoniske saxofonsample, som leder tankerne hen på ‘Elefantens vuggevise’, bliver man trukket væk fra virkeligheden og direkte ind i Malk de Koijns drømmende og selvopfundne univers. Dette var det første skridt for mig (Johan) ind i hiphop-verdenen, og lige siden har hiphoppen haft indflydelse på min opfattelse af musik. Beatet, lavet af Tue Track, er præget af respekt for de samples, der er blevet brugt«.


2. C.V. Jørgensen ‘Entertaineren’

»’Entertaineren’ fra ‘Storbyens små oaser’ (1977) har som de fleste andre C.V. Jørgensen-sange et genialt tekstunivers. Han beskriver i ‘Entertaineren’ den karrierebundne person som en tom skal – ‘men du er mere død end et fossil og det er hemmeligheden bag mit smil’. Stilen er både pop/rock samtidig med, at det besidder funky elementer i form af groovy orgelhits, som gør det folkelige lidt mindre folkeligt. ‘Entertaineren’ er i sandhed et af hans fedeste numre, fordi det på et eller andet plan lyder før sin tid samtidig med, at det beskriver sin samtid«.

Annonce

3. Keis Khatib & StrudsiGallop ‘Canada Goose’

»Hiphoppen og især den mere særprægede hiphop-scene har påvirket vores musikalske fremgangsmåde i høj grad. Herunder har pladeselskabet Stones Throw haft stor indflydelse for os begge – både inden for vores hiphop-identiteter, men også for Hong Kong. Keis Khatib og StrudsiGallop er nogle af de danske hiphop-artister, som viderefører denne ‘før sin tid’ og kunstneriske slags hiphop. Hans ‘nye’ (et år gamle) track ‘Canada Goose’ er et af disse numre, som rummer en intelligent og drømmende side. Beatet er originalt og har byttet boom bap lille- og stortrommen ud med et hurtigt jazzloop, som bliver modspillet af de nede på jorden rim spyttet af Keis Khatib og StrudsiGallop«.


4. One Two ‘Den bedste tid’

»Et klassisk dansk 80’er-nummer af Nina Forsberg, Cæcilie Norby og Søren Bentzen, som har sat sine fodspor på vores lyd, både med den gatede rumklang på lilletrommen og ‘den gode melodi’, som en klog mand engang sagde. Derudover har dette nummer været fast inventar hos hus-dj’sne på det lokale diskotek. Hong Kong har i høj grad nydt godt af dette nummer og denne musiske æra generelt«.


5. C.V Jørgensen & Sanne Salomonsen ‘Lidt til og meget mer”

»Et nummer fra 1978, som har vanvittigt meget funk og groove integreret i musikken. Den fængende melodi, sunget af Salomonsen med stil, bliver modspillet af Jørgensens karismatiske og nærmest nasale sangmåde. Det giver sangen et kontrastfuldt præg. Derudover er det et dansevenligt tempo, der trækker på discostilen, som blandt andet kan tillægges klaverets 8-delstrioler. Alt i alt er dette stemningsfulde dansetrack en del af Hong Kong-støvet.

Udover disse sange, som har fået en plads på denne prestigefyldte liste, er alle Vellness-folkene vigtige aktører i den nye danske popscene, som alle burde give et lyt. 1 love fra Hong Kong«.

Læs også: Breakin’ Sound 2017: De 10 mest lovende danske navne