The Weeknd i Royal Arena: En lysende popstjerne er brudt ud af r’n’b-mørket

The Weeknd i Royal Arena: En lysende popstjerne er brudt ud af r’n’b-mørket
Foto: Samy Khabthani
The Weeknd i Royal Arena: En lysende popstjerne er brudt ud af r’n’b-mørket
5 6
The Weeknd

Koncert, Royal Arena

Salen var delt i to af en aflang scene som ved et lynnedslag. Kolde neonfarver lyste om kap med den faretruende, gigantiske lyskonstruktion, der hang over scenen som et apokalyptisk fremtidsvarsel. I baggrunden flimrede to storskærme med sorthvide, halvslørede nærbilleder, der emmede af mørklagt mystik fra en fjern fortid.

Hele scenariet var inkarnationen af The Weeknd anno 2017. Bag ham vidnede mørke billeder om den lyssky, mystiske r’n’b-forkynder, der i 2011 lokkede sine lyttere ind i sin mørke mixtape-trilogi. Foran ham lå en scene badet i køligt neonlys og 15.000 skrigende publikummers blitzende telefoner, der alle ville have et skud af tidens hotteste stjernedreng.

Stjernedrengen fik de. Turnéplakaten dikterede ‘Starboy’, som er seneste (lidt skuffende) skud på diskografistammen, så naturligvis var det også primært dén The Weeknd, der var hovedpersonaen denne aften: En sex, drugs and rock’n’rolling fuckboy, hvis fortidige, hårfagre og melankolske ‘jeg’ er dødt og (bogstaveligt talt) begravet. Med ‘Starboy’ som primus motor var frygten for, at maskineriet ville køre i tomgang, nærliggende. Men frygten blev heldigvis gjort til skamme.

Abel Tesfaye indtog sin catwalk med selvsikre gadedrengehop (en disciplin sjældent set udført så magtfuldt) og fik et solidt tag om sit publikum fra første færd på de ulmende feststartere ‘All I Know’ og ‘Party Monster’. Trap-beatet blev afløst af kælen croon på ‘Reminder’ og ‘Six Feet Under’, der gik over i attitude-jackpot på Future-ørehængeren ‘Low Life’. Hertil krydredede han sætlisten med en æggende omgang sexual healing med shagtracket ‘Often’ fra ‘Beauty Behind the Madness’ og masseskrål på ‘Starboy’.

Vidderne af The Weeknds musikalske talent blev udnyttet til fulde. Discorytmerne på ‘A Lonely Night’ og den dansefordrende ‘Rockin” fik hele salen til at rocke med, mens Tesfaye udgjorde et eminent eksempel på, hvordan et gigantshow kan skuldres ene mand: Han brugte sin backingvokal som et lærred, han malede på med legesyge fraseringer, der glasklart og knivskarpt skar igennem den tunge bas. Hans præstation var ikke hæmmet af vokalstringens, men han brugte samtidig heller ikke backingvokalen som en sovepude.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

De smittende new wave-toner i ‘Secrets’ gled ubesværet over i ‘Beauty Behind the Madness’-kamphittene ‘Can’t Feel My Face’, ‘In the Night’ og ‘Earned It’, hvor salen stod i lys lue (og lummerbarometeret nåede sit klimaks), og Tesfaye leverede en overlegen energi og attitude som en vaskeægte stjerne.

Musikmaskineriet var særdeles velsmurt, omend til tider en kende for hurtigt i omdrejningerne, når Tesfaye knoklede op og ned ad catwalken under den ‘Star Wars’-lignende dommedagshimmel (eller masseødelæggelses-papirflyet, om man vil), hvor han i enkelte tilfælde balancerede på en knivsæg af kønsløshed blandt de mange nye numre.

Vi nåede heldigvis et kærkomment smut forbi bagkataloget med ‘House of Balloons’-numrene ‘Wicked Games’, ‘High For This’ og ‘The Morning’, hvor Tesfayes person – og ikke persona – nærværende vandt terræn, mens de mixtape-nostalgifremkaldende billeder på storskærmen flimrede lidt ekstra, så man kunne mærke den narkosesitrende, særegent mystiske dimension, der glimrer ved sit fravær på ‘Starboy’.

Til trods for allerede at have spillet sig igennem en hel snes sange, tabte Tesfaye hverken energi eller momentum, da vi nærmede os vejs ende. Alle sejl blev sat ind under en svulstig ‘Die for You’ (der dog blev lige svulstig nok, da det ellers velfungerende backingband gik all in på en corny guitarsolo), hvorpå dommedagshimlen blev malet lys med den Daft Punk-svingende ‘I Feel It Coming’.

Da ekstranumrene ‘False Alarm’ (der tog sig betydeligt bedre ud live end som den torn i øjet, den ærligt talt er på ‘Starboy’) og ‘The Hills’ bragede igennem i al deres højenergiske og halvuhyggelige helhed, kunne det mærkes i følelsesregistret, at alle tangenter nu havde været i spil. Abel Tesfaye havde givet sit publikum en solid helhedsoplevelse som den entertainer, hans nye græsgange, status og fag nu engang kræver ham at være.

Til slut kom der farve i billederne på storskærmen. De sidste rester af den mystiske mørkemand var forsvundet for bestandigt. Tilbage har vi en starboy, der selvsikkert og overbevisende lyser pophimlen op, mens vi kigger derop og håber, han ikke bliver væk fra sig selv i vrimlen.

Læs også: Snapshots: Sådan så det ud, da The Weeknd ramte Royal Arena

Læs også: The Weeknd i Royal Arena: Se de bedste publikumsvideoer fra koncerten