Depeche Mode i Parken: Dave Gahan vrikkede med popoen til medrivende fællessang

Depeche Mode i Parken: Dave Gahan vrikkede med popoen til medrivende fællessang
4 6
Depeche Mode

Koncert, Parken

Setliste

Going Backwards
So Much Love
Barrel of a Gun
A Pain That I'm Used To
Corrupt
In Your Room
World in My Eyes
Cover Me
A Question of Lust
Home
Poison Heart
Where's the Revolution
Wrong
Everything Counts
Stripped
Enjoy the Silence
Never Let Me Down Again
Somebody
Walking in My Shoes
Heroes
I Feel You
Personal Jesus

Da Depeche Mode indledte deres koncert i Parken onsdag aften var det tydeligt, hvordan et samarbejde med en visuel artist kan skabe en indtagende koncertoplevelse. På et malerisk backdrop tonede Dave Gahan frem og påbegyndte seancen med ‘Going Backwards’.

De britiske synthpop-pionerers mangeårige samarbejde med hollandske Anton Corbijn bandt tråde til den musikalske dimension, i det videoen til ‘So Much Love’ blev spillet på storskærmen, ligesom ‘In Your Room’ var diskret omarrangeret, så den harmonerede med det visuelle narrativ, der udspillede sig i billeder.

Det klædte ydermere koncertens variation og progression, da Gahan fik et pusterum fra sin vanligt energiske indsats. Martin Gore indtog traditionen tro spotlightet og sang sig inderligt og fokuseret gennem de nedbarberede og klaverbårne ‘A Question of Lust’, ‘Somebody’ og ‘Home’. I sidstnævnte kunne bandets generte brainchild ikke dy sig fra at løbe ud på podiet og modtage folkets hyldest.

Velfortjent, men der herskede samtidig ingen tvivl om, at Gahan er og bliver gruppens indpisker som en af de helt store og karismatiske frontmænd gennem tiderne.

Når han vrikkede med popoen, snurrede rundt med mikrofonstativet og hyppigt opildnede masserne, var det nemt at fjerne fokus fra, hvilken udtryksfuld vokalist, han egentlig er. Derfor var det et kærkomment tiltag, da gruppen leverede en afdæmpet version af ‘Heroes’, hvor han foldede stemmebåndene overbevisende ud og med sikker myndighed tog favntag med David Bowies klassiker.

Man kan dog undre sig over, hvorfor Depeche Mode ikke spredte deres hits lidt mere ud i en to timer lang koncert. De var tydeligt placeret i klaser med ‘Everything Counts’, ‘Stripped’ og de helt store fællessange ‘Enjoy the Silence’ og ‘Never Let Me Down Again’ i rap som en åbenlys klimaksforløsning.

Absolut effektivt, men samtidig også en disposition, der bevirkede, at bandet tabte momentum under ‘Cover Me’ og ‘Poison Heart’, som lå tidligt i sættet, hvor folk ikke var helt varmet op og receptive overfor det nye materiale.

Til gengæld klædte det aftenens show, at en så stramt tilrettelagt elektronisk koncertproduktion levnede plads til, at bandet og deres livemusikere kunne ekspandere sangene og tilføje dem en organisk puls. Peter Gordeno udviklede et groovy basforløb i ‘A Pain That I’m Used To’, og Christian Eigner bag trommerne var stærkt medvirkende til at gøre ‘Where’s the Revolution’ og ‘I Feel You’ særdeles velfungerende, massive og insisterende.

Som forventet var det en koncert, hvor de store hits triumferede og atter understregede, at Depeche Mode absolut stadig har en berettigelse som et samlende, velspillende og medrivende livenavn.

Læs anmeldelse: Depeche Mode ‘Spirit’