Kevin Morbys guitartoner taler med flere nuancer end hans ord på hyldestplade til New York

Kevin Morbys guitartoner taler med flere nuancer end hans ord på hyldestplade til New York
Kevin Morbys guitartoner taler med flere nuancer end hans ord på hyldestplade til New York - City Music
4 6
Kevin Morby
'City Music'

Album, Dead Oceans

Det er næppe muligt for almindelige dødelige præcist at eftergøre Lou Reeds stemmeføring. Kongen af New Yorks blanding af reptilagtig kulde, cool henkastethed, fnysende foragt og – med mellemrum – genuin følsomhed (hvis du ikke tror mig, så tag og lyt til ’Coney Island Baby’) er uforlignelig. Måden hvorpå Reed på en og samme tid lader ordene skyde af fra hoften og slæbe drævende af sted lidt efter beatet, er det samme.

Kevin Morby, der sidste år brød igennem til en bredere lytterskare med albummet ’Singing Saw’ (og den Black Lives Matter-inspirerede single ’I Have Been to the Mountain’), forlader stemningen af nattesyner i landlige omgivelser på sit nye album, ’City Music’, der som titlen antyder er optaget af storbyen – nærmere bestemt New York – og de stemninger og anonyme ritualer, der præger livet i metropolen over dem alle.

Det er i den forbindelse, at sammenligningen med Lou Reed bliver mere end indlysende. Sange som ’Come to Me Now’, ’Dry Your Eyes’ og ’Pearly Gates’ dyrker en Reed-i-det-eftertænksomme-hjørne-stil, der trækker store veksler på særligt Velvet Undergrounds tredje (selvbetitlede) album. Men klart nok: Morby kan ikke matche ambivalensen og det syrlige vid i Reeds sangforedrag.

Når Reed-homagen under ingen omstændigheder kan kaldes for en tilfældighed, skyldes det også, at Morby andetsteds meget direkte adresserer andre New York-helte: ’1234’ er en hyldest til The Ramones – udført i bedste (simple) bubblegum-punk-stil, og titlen er ret oplagt hint til den uforfalskede energi og simple approach, der kendetegnede Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy.

Det næsten syv minutter lange titelnummer kunne derimod nemt tænkes at være en hilsen til guitarmaestroen Tom Verlaine fra Television. Her får Morby virkelig demonstreret, at hans evner som guitarist ikke står tilbage for hans sangskrivningstalent. Selv om den kantede, nervøst flossede og samtidig ekspansivt-urbane lyd minder om Verlaine, vækker fokusset på guitaren som meddigtende komponent også mindelser om nuværende kunstnere som William Tyler og Steve Gunn, for hvem den elektriske guitar er ladet med samme poetiske ekspressivitet som den skarpe pen.

Tekstuniverset på ’City Music’ forsøger at vække følelsen af New York til live, men man kan diskutere, om Morby er en sanselig nok iagttager til for alvor at lykkes med sit projekt. Hans flair for simple, Reed-inspirerede melodier er åbenlys, hans guitarspil er som sagt i rivende udvikling, men hans lyrik mangler noget dynamik og en fornemmelse for, at konkrete detaljer ofte siger meget mere end generelle konstateringer.

’City Music’ er uagtet dets mangler (herunder en to-tre sange, der ikke rigtigt efterlader et indtryk som andet og mere end fyld) et charmerende venstresving i Morbys udvikling. Nu troede vi lige, at vi kunne kategorisere ham som en americana-aficionado, og så springer han sørme ud som flosset storbykronikør med klare nik til New Yorks rockscene i 60’erne og 70’erne. Hvem ved: Måske kaster han sig over krautrock eller fransk chanson i næste ombæring? Uanset hvad: Morby er værd at følge.


Kort sagt:
Kevin Morby følger op på sidste års fornemme americana-beslægtede gennembrud ’Singing Saw’ med den anderledes urbane, Lou Reed-inspirerede ’City Music’, der ikke er et helt lige så helstøbt værk som sin forgænger, men til gengæld imponerer ved at vise nye sider af Morbys talent: Hans musikalske diversitet og vovemod (inklusive en Ramones-pastiche!), simpelt-effektive kompositioner og et righoldigt, meddigtende guitarspil.