Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Megalomane Migos lykkes (oftest) på gigantisk lange ’Culture II’

Megalomane Migos lykkes (oftest) på gigantisk lange ’Culture II’
Migos.
Megalomane Migos lykkes (oftest) på gigantisk lange ’Culture II’ - Culture II
4 6
Migos
'Culture II'

Album, Universal

Der var engang et navn og et format til den slags alt for lange, overambitiøse statement-album som Migos’ 24-numre og 105 minutter lange ’Culture II’: De hed dobbeltalbum og strakte sig over to cd’er. Og faktisk minder Migos’ nye album en del om de her lidt megalomane og monumentale dobbeltudgivelser.

For mens album i streaming-tidsalderen bliver længere og længere på en nogen gange ret planløs måde, som for eksempel Chris Browns 45-numre lange ’Heartbreak On a Full Moon’ fra sidste efterår, har Atlanta-trioen skabt et værk, der er meget langt – men samtidig også ekstremt gennemtænkt.

For i modsætning til de mange mixtapes, der gik forud for sidste års koncise og skelsættende ’Culture’-album, er det her ikke bare gentagelser på samme succesformular. I stedet for at lave 24 forsøg på at genskabe ’Culture’-hits som ’Bad & Boujee’ og ’T-Shirt’, har Quavo, Offset og Takeoff lavet et album, der starter med en række nye variationer over deres typiske trap-bangers, mens anden halvdel viser afdæmpede og (tør man sige det?) eftertænksomme Migos.

Disc 1 og disc 2 med andre ord.

Begge albumsider har en række genistreger. ’Narcos’ gentænker Migos-formularen som sydamerikansk drug-fantasi, og ’Gang Gang’ er en vaskeægte popsang i stil med DJ Khaleds Quavo-gæstede ’I’m the One’, der endda får sætningen »whole lotta gang shit« til at lyde som en perfekt popfrase.

’Too Much Jewelry’ er derimod et slags remake af Gucci Manes legendariske ’Excuse Me’, der også handler om at sige undskyld på vegne af sine overdrevne smykker. I Migos’ version får den desuden en længere outro med Daft Punk-autotune, hvor Quavo blandt andet crooner »this ain’t even all my jewlery«!

På anden halvdel er der en stærk sektion fra den geniale single ’Motorsport’ med Cardi B og Nicki Minaj over til ’Movin’ Too Fast’ og ’Work Hard’, hvor det subtile klokkemotiv fra førstnævnte strækker sig ind over de to næste sange og muterer lidt efter lidt tilsat uventede, fløjtelydende melodier. Faktisk er især ’Movin’ Too Fast’ en slags balladeversion af ’Motorsport’.

Det er ret fascinerende at se en trap-popstjerne-trio bruge hele 15 minutter på variationer af den samme idé, især når det så efterfølges af ting som ’Too Playa’, hvor de rapper med 2 Chainz over en saxofon, og albummets outro, der er baseret på et jazzet klaver.

Annonce

Det holder albummet spændende næsten hele tiden. For man kommer ikke udenom, at ‘Culture II’ er langt – også for langt.  

Efter en stærk start går albummet lidt på autopilot på sangen med den profetiske titel ’Auto Pilot’, og de næste par numre flyder ret meget sammen i klassiske trap-formularer. Den monotone følelse forstærkes af, at alle sange er over fire minutter, sandsynligvis fordi alle Migos samt gæsterappere som Drake og Gucci Mane skal til orde.

Det samme sker mod slutningen af albummet. De sidste sange er alle tæt på fem minutter lange, og når de tre Migos-medlemmer ikke for alvor bliver personlige eller reflekterede over de mere afdæmpede beats, kommer man hurtigt til at slukke for ørerne. Især når omkvædene oftest ikke kommer i nærheden af de uundgåeligt catchy kreationer fra det oprindelige ‘Culture’. Man ved, at man ikke har mange klokkeklare hits på hænderne, når en solid, men uspektakulær albumsang som ‘Supastars’ bliver udgivet som single.

Man zoner stedvist ud, i hvert fald indtil næste originale idé. For det er i høj grad de små touches og skæve indfald, der gør, at albummet oftest vågner op kort tid efter, det er kørt lidt for længe i samme rille.

For hvor det første ’Culture’ imponerede ved at fokusere trioens rodede lyd fra de mange mixtapes til ét koncist værk, giver efterfølgeren sig plads til at følge alle sine indskydelser. Om det så er en lang Daft Punk-outro, et saxofon-beat eller en single som ’Stir Fry’, der fjerner Migos fra deres vante trap-omgivelser og sætter dem sammen med et af den slags ekstremt hektiske beats, som Pharrell favoriserer for tiden.

Hvor kommer den nye eksperimenterlyst og lidt megalomane tilgang til albumformatet fra? Et godt bud er nok Migos-medlemmet Quavo, der har produceret en række af sangene og samtidig står som executive producer. Han har senest udgivet et mixtape med autotune-gothrapperen Travis Scott, der vist også har inspireret Quavos brug af autotune, og samtidig er Quavo også begyndt at producere under Kanye Wests mentorskab.

På ’Culture II’ tager Quavo overraskende ofte både omkvæd og første vers, og han virker i det hele taget som den klart dominerende Migo. Så mon ikke hans kunstneriske udvikling og forbindelser til Kanye West og Travis Scott er en del af forklaringen på, at ’Culture 2’ er blevet det her ambitiøse megaprojekt?

Uanset hvordan det hænger sammen: Dén vilje til nytænkning holder albummet spændende. Næsten hele tiden.


Kort sagt:
’Culture II’ er nærmest et dobbeltalbum: Et værk i to dele, der både dyrker Migos’ klassiske trap-bangers, men også dykker ned i eksperimenterende lyde. Her er alt fra saxofon-beats til rendyrket pop og en række ’Motorsport’-rekreationer. Albummet er grundlæggende for langt, og stedvis for ensformet, men oftest reddes ’Culture II’ af spændende nytænkning og originale ideer.

Læs også: Se Migos og Pharrell som kung-fu-gangsters i videoen til ‘Stir Fry’