J. Coles moralprædikende ekkokammer får nyt liv på ‘KOD’
»Kære hiphopkultur, du er på gravens rand. Det er vist på tide, jeg trækker i samfundsrevseruniformen igen og smider en sandhedsbombe eller to«.
Sådan lyder introen til ’KOD’, J. Coles femte studiealbum, ikke helt. Men det kunne den lige så vel med en albumtitel, der gaber over intet mindre end tre åndsbeslægtede betydninger: ‘Kids on Drugs’, ’King Overdose’ og ’Kill Our Demons’.
Trods forlydender om, at Jermaine Lamarr Coles nye album skulle være en væsentlig omkalfatring sammenlignet med resten af hans platinrandede diskografi, er det med andre ord samme gamle Cole, man er i audiens hos her. Han indtager endnu engang rollen som en af genrens foretrukne systemkritikere og øser woke hiphop til alle, der vil sippe af hans hellige gral.
Og det vil man som altid enten elske eller hade ham for. Loyale fans skatter hans altruistiske rap som en talisman, mens onde tunger ønsker mere fremdrift i hans lyd.
Man forstår det egentlig godt, eftersom den 33-årige North Carolina-rapper tilsyneladende har fulgt samme musikalske opskrift i noget, der ligner æoner. Hans musik slår streaming-rekorder, går platin og har samtidig stor affektionsværdi. Men selv Cole ved, man ikke bare kan hvile på de åndeligt opvakte laurbær, hvorfor han på ’KOD’ mønstrer noget af karrierens bedste rap hidtil.
Det skyldes overvejende, at han går mere i struben på problematikkerne end før. ’Once an Addict (Interlude)’s knugende og dybt personlige tema tackler Coles strabadserede forhold til sin alkoholiserede mor over et lækkert noir-røget beat, mens han på titelnummeret tømmer magasinet i feature-efterspørgende haters med et usædvanligt snublende flow: »How come you won’t get a few features? / I think you should / how ‘bout I don’t? / (…) only gon’ say this one time, then I’ll dip / niggas ain’t worthy to be on my shit«.
Andetsteds støder man på den jazzede ‘The Cut Off’, der introducerer Kill Edward, Coles pitchede alter ego, som plager ham om økonomisk hjælp for at finansiere sit altødelæggende stofmisbrug. Kontrasten mellem Cole og karakteren Kill Edward fungerer godt, om end den banker en anelse hårdt på stavepladen. Dreamville-bossen er nemlig sjældent ude af sin magelige, moralske komfortzone på ’KOD’: Her vendes alt lige fra utroskab på ’Kevin’s Heart’ til bredsider mod USA’s topskat på ’Brackets’ til hul SoMe-liderlighed på ’Photograph’.
Selv om Coles didaktiske tilbøjeligheder er mere nuancerede end før, kammer de stadig over i forsimplet moralprædiken enkelte steder. Han dykker eksempelvis velmenende og uddybende ned i eventuelle bevæggrunde for stofmisbrug på den halvsumpede og fortrinlige ’Friends’, men ender med at tabe budskabet på gulvet med et banalt pre-chorus: »Meditate, meditate, meditate, meditate / don’t medicate, medicate, don’t medicate, medicate«.
Akilleshælen på ’Friends’ er symptomatisk for albummets mere repeterende sange: Den seddeltællerrullende ’ATM’ og den DJ Mustard-agtige ’Motiv8’, der begge besynger en nærmest patologisk afhængighed af penge, kører rundt i pænt floskelagtige omkvæd, som ingen vegne fører.
Men det er måske lige netop meningen. Man får fornemmelsen af, at de repetitive hooks er parodier på den Xanax-befængte Soundcloud-raps ofte stereotypiske og karikerede skikkelser, som Cole adresserer yderligere på lukkeren ’1985 (Intro to the Fall Off)’: »I’m fuckin’ with your funky lil rap name / I hear your music and I know that rap’s changed / (…) I must say, by your songs I’m unimpressed, hey / but I love to see a black man get paid / and plus you havin’ fun and I respect that / but have you ever thought about your impact?«.
Satiregrebet er nyt territorie for J. Cole, der rent faktisk tør lade Soundcloud-lyden bløde lidt ind i sit album for at hamre en pointe hjem. Det tilfører nyt liv til ’KOD’s moralprædikende ekkokammer, der meget vel kunne have sejret sig selv ihjel, hvis ikke det var for stærk rapteknik, dybt personlige skildringer og sobre tanker om blandt andet hiphoppens verserende generationskløft. Cole kan stadig lidt endnu.
Kort sagt:
Selv om J. Coles ’KOD’ var varslet til at byde på en væsentlig omkalfatring sammenlignet med resten af hans platinrandede diskografi, er der ikke meget nyt under solen på North Carolina-rapperens femte studiealbum. Hans socialt bevidste rap præges stadig af stærkt didaktiske tendenser, men Cole satiriserer også Soundcloud-rappen ved at lade dens lyd bløde ind i albummet. Det tilfører nyt liv til hans moralprædikende ekkokammer.
Læs også: J. Cole afslører hemmeligheden bag ‘KOD’-aliasset kiLL edward i sjældent interview