»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Her er vores 11 must-see koncerter på Distortion Ø fredag og lørdag

Her er vores 11 must-see koncerter på Distortion Ø fredag og lørdag
Princess Nokia.
Foto: Emma McIntyre/Getty Images
Fredag aften starter det: Herfra står den på Distortion Ø hele weekenden, når festivalen indtager et helt nyt område på Refshaleøen til to dages fest med elektronisk musik og hiphop i førersædet. Vi har samlet 11 shows over weekenden, som du helt sikkert ikke skal gå glip af – serveret kronologisk.

1. Central B2B DJ Sports

Det Aarhusianske Regelbau-kollektiv får så småt mere og mere opmærksomhed for deres detaljerede elektroniske toner. To af deres stærkeste navne er DJ Sports og Central, hvis produktioner både bugner af atmosfære og af bouncy grooves, som man både kan danse til og føle helt inde i kroppen. De to beatekvilibrister vil spille et oplagt back-to-back-set, hvor de med garanti vil få sat gang i festen.

1. juni kl. 21.00, Live


2. Princess Nokia

Princess Nokia gjorde sig først bemærket for en solid blanding af introspektive newyorker-fortællinger og klubbet feministisk provo-hiphop, men med det seneste ‘A Girl Cried Red’-mixtape har emorap i stedet været i fokus – ja, faktisk er det næsten bare rendyrket emo med lidt autotune og traptrommer, hun har indspillet med en guitarist og hele molevitten. Det bliver spændende at se, hvilken udgave af Nokia, vi får på Distortion Ø.

1. juni, kl. 22.00, Red Bull Music Stage


3. Yxng Bane

Oven på J Hus’ megasucces de seneste par år er den engelske afrotrap-scene eksploderet, og et af de største talenter, når det gælder blandingen af trap og afrobeats, er Yxng Bane. Han har et fantastisk øre for melodier, hans tilstedeværelse på mikrofonen er overbevisende, og de der beats er ufatteligt lækre og dansevenlige.

1. juni, kl. 23.30, Red Bull Music Stage


4. Yaeji

Nu til det omtrent fuldkommen modsatte af Yxng Banes melodiske folkelighed. Amerikansk-koreanske Yaeji er en meget særpræget skikkelse, der blander house, mumblerap-flows og et aparte visuelt univers for at skabe en stil, der er 100 procent hendes egen. Og så rapper hun af og til på koreansk, hvilket lyder rigtig godt med hendes underspillede, monotone levering.

1. juni, kl. 0.00, Live


5. Solomun

Mladen Solomun har fået ansvaret for at lukke Rave-scenen af, og til dette har han fået et set på hele tre timer. Solomun har især vist sig kompetent inden for deep house, og det er ikke for ingenting, at han to gange har vundet en DJ Award i kategorien ‘Bedste deep house-dj’. Få navne på årets plakat er nær så erfarne i at styre et publikum, så man har ikke lyst til at misse ham.

1. juni, kl. 1.00, Rave

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

6. Acid Arab

Den franske gruppe Acid Arab har en ganske unik lyd. De kombinerer Frankrigs stærke tradition for techno og house (især acid house – deraf navnet) med Algeriets tradition for stilarter som chaabi og mahraganat. Det er en kombination, der kunne have risikeret at ende med at lyde fjollet, men den ender som en rigtig kompetent, gribende sammenkobling, der næsten kommanderer lytteren til at bevæge sig.

1. juni, kl. 1.30, Live


7. KillASon

KillASon har et helt unikt brand af festlig hiphop. Han trækker til dels på den nyere bølge af industriel hiphop, men han giver det en fest-glasur, der giver hans musik en særlig aura af kulør. Han er ufatteligt teknisk kompetent, både i forhold til flows, danseevner og scenetilstedeværelse. Hans musik og hans karakter bevæger sig i en vekselvirkning mellem det mekaniske og det løsslupne, og han er så stærk en performer, at han sagtens kan klare at stå helt alene på scenen.

2. juni, kl. 20.30, Red Bull Music Stage


8. Erika De Casier

Erika de Casier er blandt andet kendt som sanger i Saint Cava, men på egen hånd er hun stadig en god kandidat til at være en af landets bedste r’n’b-sangere – hvilket også medvirkede til, at hun vandt første udgave af Soundvenues Fremtidsprisen. Hendes intime, stemningsfulde r’n’b rammer krop og sjæl, og man føler nærmest, at man er helt tæt på hende – og det har nok endnu større effekt, når man vitterligt er så tæt på hende.

2. juni, kl. 21.00, Live


9. IAMDDB

IAMDDB er et af årets mest lovende navne. Hun laver melodisk hiphop-klingende musik, som hun selv kalder ‘urban jazz’. Denne spøjse sammensætning af lyde sørger for at give jazzmusik en ungdommelig rebelskhed, man nærmest ikke har set siden Charlie Parkers tid. Hun kan være både nonchalant, syret og henkastet, men uanset tilgangen oser hendes musik af overskud.

2. juni, 23.30, Red Bull Music Stage


10. AV AV AV

Der er få navne på den danske elektroniske scene, der har opnået et nær så solidt omdømme i live-sammenhænge som AV AV AV, der består af de i forvejen erfarne DJ Er Du Dum Eller Hvad, Eloq og Unkwon. For tiden fokuserer de især på den klubbede lyd med ep-serien ‘Fundamental Physics’, hvoraf anden udgave udkommer i denne uge – lige i tide til deres Distortion-koncert.

2. juni, kl. 0.00, Live


11. Stimming

Hvis du vil have noget mere underspillet end AV AV AV’s klubbomber, skal du ironisk nok bevæge dig over mod Rave-scenen. Her står tyske Martin Stimming klar til at præsentere minimalistiske lydlandskaber, der kan føre dig ind i smukke, mystiske verdener. Det kan meget let gå hen og blive den ideelle forførende midnatsseance.

2. juni, kl. 0.00, Rave

Læs også: Hold øje med Distortion-aktuelle KillASon: Et multitalent med sit helt eget brand af festlig hiphop

Læs også: De sureste (og sjoveste) tweets efter Distortion på Nørrebro

Læs også: Jeg tog til psytrance-fest på Nørrebro og fandt årets vildeste gadefest

Advertisement